Forskere: Trusselsbilledet vender ude og hjemme på hovedet for dansk forsvar

9. marts kom meldingen om, at fregatten Iver Huitfeldt havde skudt fire af Houthi-bevægelsens droner ned. Det var en påmindelse om, at dansk forsvar – på trods af de seneste års refokusering på hjemmefronten og nærområdet – fortsat spændes ud over mange og forskelligartede opgaver.

Opbygning af den længe lovede brigade. Funktionsdygtige kapaciteter i Arktis. Værtsnationsstøtte. En bataljon i Letland. Træning af ukrainske piloter og flymekanikere. Og meget mere.

Uoverensstemmelsen mellem de mange opgaver og de mangelfulde kapabiliteter – materielle såvel som mandskabsmæssige – kan gøre det besnærende at se forsvarspolitikken som et valg mellem "ude" og "hjemme", mellem et ekspeditionsforsvar og et territorialforsvar.

Danmark har imidlertid stærke sikkerheds-, handels- og alliancepolitiske interesser i fortsat at kunne løse forskelligartede opgaver. Både fordi der er sikkerhedsproblemer i forskellige geografier og konfliktdomæner, og fordi verdenspolitikken hele tiden flytter sig og kræver omstillingsparathed.

Udfordringen ligger derfor ikke i at foretage et simpelt valg om ude og hjemme, men snarere i at vende den eksisterende forsvarspolitiske tankegang om ude og hjemme på hovedet.

Et nyt mindset

I en lang årrække blev Forsvarets operative kapaciteter primært indsat globalt. Relevansen var begrænset i Danmarks nærområde, og diskussionen om forsvar hjemme var præget af noget, der reelt havde mere at gøre med politik end med opgaveløsning: Nedskæringer, lokalforhold og alliancedynamikker i Nato-spillet om at undgå for hård kritik.

Et fuldtonet ekspeditionsforsvar er ikke en realistisk mulighed for Danmark i de kommende år.

Alexander Høgsberg Tetzlaff og Niels Byrjalsen
Hhv. militæranalytiker og forskningsfuldmægtig, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Nu er det omvendt. Pengene løber til, og Forsvarets enheder skal trænes og indsættes med henblik på forsvar mod og afskrækkelse af Rusland – i Danmark, i Østersøregionen, i Arktis og i Nordatlanten.

Samtidig bliver karakteren af Danmarks globale forpligtelser mindre operative. Ikke fuldstændigt, som Iver Huitfeldts seneste aktion understreger, men relativt set, sammenlignet med årene på Balkan, i Afghanistan, Irak, Libyen og Mali.

Skiftet betyder dog ikke nødvendigvis, at dansk forsvarspolitik kommer til – eller bør – handle mindre om det globale, men derimod snarere, at midlerne og måden at gøre det på forandres.

Den nye situation fordrer med andre ord et nyt mindset og nye idéer til at få mest muligt ud af voksende, men ikke desto mindre begrænsede ressourcer – både ude og hjemme.

Bidrag til globale sikkerhedsdagsordener

Et fuldtonet ekspeditionsforsvar er ikke en realistisk mulighed for Danmark i de kommende år. I stedet for selv at levere de tunge militære frontenheder kan man – i tråd med regeringens udenrigspolitiske linje – i stedet øge sit fokus på den militære komponent af partnerskaber.

Det kan handle om koordinering og strategisk planlægning af internationale operationer, om træning og kapacitetsopbygning og om udsendelse af militære stabsbidrag, forsvarsattachéer med videre.