Unge overtager Folketinget
Jon Adelsten
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Politiske strammere
De mange lovforslag spænder vidt fra beskyttelse af dyr til bekymring om organdonation. Et gennemgående træk ved mange af lovforslagene er de unges strammer-kurs specielt i retspolitikken. Skoleeleverne vil bl.a. have højere straf for voldtægt, indskrænkning i pressefriheden når der snages i privatliv, sænkelse af den kriminelle lavalder og friere muligheder for at tvangsfjerne børn uden forældrenes samtykke.
Voldtægt skal straffes hårdere
Elevernes lovforslag blev diskuteret i forskellige fagudvalg. I et af dagens to retsudvalg arbejdede Tina Absalonsen fra Langå Skole og Mette Thomsen og Anne Christiansen fra Brorsons Skole, Varde med et forslag til højere straf for voldtægt.
- Det er et emne der er meget fremme i medierne, og vi vil gerne have hårdere straf. Det står helt stille nu, der bliver ikke gjort nok, mener Tina Absalonsen, Langå Skole.
De vil bl.a. have hævet minimumsstraffen til 2½ år og en erstatning på min. 30.000 kr. til offeret.
- Vi tror, at vores arbejde i dag vil inspirere politikerne. Vi unge tænker jo meget på det her, tilføjer Mette Thomsen, Brorson Skole.
Taktiske spørgsmål til Frank Jensen
Pigerne havde desuden forberedt et spørgsmål til justitsminister Frank Jensen (S) om hvorfor der ikke bliver gjort noget for at hæve voldtægtsstraffen. De havde fået hjælp fra Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech, som var deres vejleder i udvalget. Hun havde forberedt dem på, at ministeren muligvis ville bøje af på spørgsmålet, og derfor havde de i bedste parlamentariske stil forberedt et opfølgende tillægsspørgsmål. Ministeren gav da heller ikke noget helt klart svar, men forsikrede om at emnet optager ham og at juristerne i øjeblikket arbejder på sagen. Selv med den indlagte taktik fremstod den politiske hverdag således soleklar for de unge skoleelever.