HK: Velfærd og forsvar er ikke hinandens modsætninger

Velfærd eller forsvar. Det er et falsk modsætningspar. Alligevel vil befolkningen i de kommende måneder kunne se og høre argumentet forklaret, analyseret, spekuleret og fremført om og om igen.

For selvom den varslede milliardinvestering i Forsvaret er lånefinansieret, så bliver beløbet allerede nu brugt til borgerlige hundefløjter om nedskæringer. Smalhals. Velfærdstab. 

Men bare rolig. Der er absolut ingen grund til panik.

HK'ere som mig er heldigvis skolet i at holde det kølige overblik over flere regnskaber, prioriteringer og excel-kolonner samtidig, og selvom nogle bevidst vil forsøge en sammenblanding for at løfte egne nationalpolitiske dagsordener, så vil vi starte med at sige det så klart, som vi kan: Der er råd til begge dele. 

Det sidste vi ønsker er, at en sikkerhedskrise bliver vekslet til en tillidskrise i befolkningen.

Anja C. Jensen
Forbundsformand, HK

Det er det, der er hele pointen med at holde det ene primært lånefinansieret, mens det andet finansieres af råderummet. Ganske enkelt. Og det er nødvendigt og ganske givet rigtigt, at regeringen lægger op til at løfte forsvarsudgifterne med samlet 40,5 milliarder kroner i 2024-2028.

For nationens – og civilisationens – sikkerhed skal der investeres i forsvars- og sikkerhedspolitik, men det må og skal ske sideløbende med en rettidig omsorg for velfærdssamfundet. Og så skal det selvsagt gøres ud fra et fornuftigt og sagligt grundlag.

Gensidigt forpligtende

Velfærd og forsvar er ikke hinandens modsætninger. Snarere er de hinandens forudsætninger. I virkeligheden bør det give sig selv: Når kriser rammer, har vi mere end noget andet behov for, at vores samfund fortsat bliver drevet effektivt og ansvarligt. At der fortsat er en høj grad af tillid til ordentlighed i den samfundskontrakt, der binder os sammen og forpligter os som fællesskab. 

For vi har brug for, at vi fortsat går på arbejde, får passet vores børn, kan komme til lægen, uddanne os og tro på, at der også er en dag efter i morgen. At regnskabsbøgerne passer, arbejdsmiljøet er sundt, og der bliver udbetalt løn til medarbejderne. 

Og det er helt afgørende, at den sociale balance opretholdes – at den brede befolkning fortsat oplever sociale fremskridt og sikring af velfærden. At de, der har mindst, ikke oplever at blive dem, der efterlades med den største regning menneskeligt, økonomisk og socialt.