Krav om folkeafstemning fastholdes

Der er ingen suverænitetsafgivelse i Nice-traktaten, det konkluderer Justitsministeriets eksperter. Kravene om en folkeafstemning stopper dog ikke. Junibevægelsen og Enhedslisten fastholder kravet og kalder redegørelsen for bestilt arbejde.
Jon Adelsten

Det er simpel logik at ved afskaffelse af vetoret i EU mister danske vælgere det sidste ord på en række nye love og mister muligheden for at ændre dem igen. Det er for danske vælgere tab af indflydelse og for Danmark tab af suverænitet, siger Jens Peter Bonde.

Danmark afgiver ikke yderligere suverænitet til EU efter Nice-traktaten, og derfor kræver grundloven ingen folkeafstemning. Det har jurister i Justitsministeriet netop konkluderet efter, at de har arbejdet med traktatens forhold til grundloven siden december.

Fastholder folkeafstemning
Men Dansk Folkeparti, Kristeligt Folkeparti, Enhedslisten og Junibevægelsen fastholder kravet om en folkeafstemning.
- Jeg tager den juridiske redegørelse til efterretning. Men det er fortsat Kristeligt Folkepartis holdning, at den skal til folkeafstemning. Ikke på grund af suverænitetsafgivelsen, men fordi det ville bygge bro til befolkningen. Det er vigtigt, når vi politikere nu har befolkningen sådan imod os på det her punkt, siger Kristeligt Folkepartis leder Jann Sjursen.
Både Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Junibevægeslen mener fortsat at traktaten betyder dansk suverænitetsafgivelse.
- Nice-traktaten bør til folkeafstemning uanset Justitsministeriets opfattelse af at der ikke er suverænitetsafgivelse, siger Junibevægelsens MEP Jens Peter Bonde.

Kræver uvildig undersøgelse
Dansk Folkeparti, Junibevægelsen og Enhedslisten vil have en uvildig undersøgelse.
- Der skal være jurister uden for regeringen der kigger på den. Der er suverænitetsafgivelser på handels- og retsområdet, som vil komme på et senere tidspunkt. Under alle omstændigheder skal der være en folkeafstemning, fordi der er så meget politik i det her. Befolkningen skal have en chance for at kunne afgøre det, siger Dansk Folkepartis ordfører Kristian Thulesen Dahl. Enhedslisten kalder Justitsministeriets rapport for bestilt arbejde og vil fremsætte forslag om en uvildig undersøgelse af Nice-traktatens forhold til grundloven.
- De eksperter kan ikke kaldes uafhængige. Regeringen har jo ikke lagt skjul på, at den ikke mener, der er et grundlovsproblem. Derfor kan embedsmændene ikke være neutrale, de vil jo også gerne kunne gøre karriere bagefter, siger Kjeld Albrectsen.
Forslaget om en uvildig undersøgelse skal præsenteres for Folketinget når Nice-traktaten debatteres d. 21. marts. Dansk Folkeparti er parate til selv at finansiere en uvildig undersøgelse, hvis resten af Folketinget ikke vil være med.

Vetoretten i farezonen
Det er hovedsagligt vetoretten der skiller vandene. Modstanderne mener, at den hænger i en meget tynd tråd efter Nice-traktaten.
- Det er simpel logik at ved afskaffelse af vetoret i EU mister danske vælgere det sidste ord på en række nye love og mister muligheden for at ændre dem igen. Det er for danske vælgere tab af indflydelse og for Danmark tab af suverænitet, siger Jens Peter Bonde.
Og Enhedslistens ordfører giver ham ret.
-Vetoretten er grundlaget for det danske medlemskab af EU, siger Kjeld Albrectsen.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00