EU må ikke blive de riges klub

Hvis EU stod for at sikre bedre arbejdsmiljø og et rent miljø, altså emner som folk kan identificere sig med, ville projektet helt givet få bredere opbakning, siger han. Lige nu føles det som om, det er det store embedsværk, der styrer udviklingen, og det er svært at trænge igennem.

Ikke noget nationalistisk nej
Hans Erik Rasmussen og Leif Andersen hører til på Arriva Ryvang - HT's største busarbejdsplads med 600 chauffører tilknyttet. De har delt kontor i årevis og er enige om det meste, også når det gælder politik, og uden på deres dør sidder et klistermærke med nej tak til euroen. - Men det er ikke et nationalistisk nej, understreger de. Tværtimod så de gerne, at EU favnede bredere end idag.

Politikerne må være mere vidtfavnende
Op til euro-afstemningen i september sidste år, afholdt fagforeningen et debatmøde for alle chaufførerne, hvor også et par politikere deltog. Og det var virkelig godt, siger Hans Erik Rasmussen. - Men der var bare ikke særlig mange chauffører, der deltog.
Og det er der flere grunde til, mener han. Det handler først og fremmest om den kløft, der er imellem politikere og vælgerne, når det gælder EU.
- Politikerne må til at orientere sig meget bedre i forhold til befolkningen. Og så burde de vælgere, der stemte nej, tage konsekvensen og stemme på et nej-parti. Ellers sker der jo ikke meget videre.
Partierne står også for skud - de burde lade deres egne tvivlende medlemmer komme til orde og få højere poster i partiet, så folk kan identificere sig med dem, foreslår han. - Men den form for intern splittelse vil på den anden side skabe signalforvirring - hvad står partiet så for?
Problemet er ifølge Hans Erik Rasmussen, at dem der stemmer er langt mere bredt favnende end dem der bestemmer. De afspejler ikke holdningen i vælgermassen.

EU skal ikke være de riges klub
Han er bange for, at EU skal udvikle sig til en eliteorganisation for de rige og stærke nationer, som så gør det endnu sværere for de fattige lande at komme op til overfladen og være med i fællesskabet. Selv med østudvidelsen virker de gode intentioner ikke overbevisende, det har været alt for svært for ansøgerlandene at blive accepteret, og derfor er selve konstruktionen forkert. - Hvert land har sit eget særpræg, som man skal sætte pris på. Og man skal ikke bare forsøge at trække noget nedover hovedet på befolkningerne eller på forhånd udelukke nogle lande for medlemsskab.
- Det gør også, at folk føler de bliver sat helt udenfor indflydelse, på trods af at vi lever i et demokratisk samfund. Det er et stort problem, siger han.

Folk stemmer med hjertet
Og her bryder Leif Andersen ind. - Nu er folk begyndt at stemme med hjertet. Simpelthen. De er ikke længere så autoritetstro i forhold til partierne, der har mistet deres monopol på at informere vælgerne. Nu er det medierne der har magten - meget mere end partierne, siger han og medgiver at det vel nok er et ret skræmmende udsagn. På den anden side er det tegn på, at folk er blevet bedre til selv at tage stilling, mener han.