Forslag til en ny dansk bistandspolitik.

1. Frihandel er vejen ud af fattigdom for udviklingslandene. Globaliseringen og det multilaterale handelssystem omfatter alle lande. Historien og erfaringerne har vist os at frihandel er den bedste vej til økonomisk vækst - også for udviklingslandene. Udviklingslandene forsøgte sig i 1970'erne med den isolationistiske og protektionistiske vej ud af fattigdom. Det virkede ikke. Venstre vil forstærke kampen for fattigdomsbekæmpelse gennem frihandel i de internationale fora såsom EU og WTO i mere vidtgående udstrækning end hidtil set. Dette gælder også EU's egne importrestriktioner og et opgør med EU-protektionismen.

2. Udviklingspolitik er også udenrigspolitik. Venstre vil have en langt skarpere kurs med betydeligt større konsekvens overfor de lande, der gentage gange overtræder internationale bestemmelser. Diktaturer skal ikke belønnes med fortsat bistand, men afskæres fra at have status som dansk programsamarbejdsland. Derimod skal de lande, som viser politisk vilje og mod til demokratiske og økonomiske reformer belønnes derefter og kan naturligvis få bevilget yderligere bistand. Der skal være forskel på at være idealist og at være naiv, ikke mindst set i lyset af udviklingsminister Anita Bay Bundegaard seneste udtalelser. Hvis udviklingslandene leverer modet og viljen vil Venstre godt levere de ressourcer, der skal til at bringe landet ud af fattigdom. Hvis udviklingslandet trods gentagne advarsler alligevel ignorer bestemmelserne i udviklingskontrakten, skal det bilaterale forhold bringes til ophør. Det betyder ikke nødvendigvis at dansk engagement ophører totalt. Danmark bi-drager til de multilaterale institutioner som FN, IMF og Verdensbanken årligt med over 6 mia. kroner. Via deres programmer og større indflydelse i det pågældende land, er Danmark stadig repræsenteret.

3. Hvordan gør vi konkret? At være dansk programsamarbejdsland skal være lig en blåstempling. Det skal være en status andre lander tilstræber. Det er det ikke i dag, hvor Zimbabwe stadig optræder som programsamarbejdsland. Ligesom et land foretager politiske, retlige og økonomiske reformer for at blive medlem af EU, vil Venstre stille samme krav til udviklingslandene. Kravene formuleres i en udviklingskontrakt, som baseres på gensidig respekt og konsekvens mellem donor og modtager. Ligesom Danmark kan stille krav, vil udviklingslandet få samme mulighed, så donor og modtager i fællesskab kan udvikle den økonomiske og politiske handlingsplan, som er nødvendig. Ressourcerne er afgrænset og afsat på forhånd og der skal være tale om løbende evalueringer. Udviklingslandet skal være gjort bekendt med principperne for programsambejdsstatus på forhånd, så der ikke levnes mulighed for at omgå kontrakten.

4. Fredsbevarende og humanitære aktioner skal finansieres via Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen. Andre lande opgør Mifresta-rammen som en del af udviklingsbistanden - det gør Danmark pt. ikke. Opgjort på denne måde bidrager Danmark reelt i 2001 knap med 17 mia. kr. i udviklingsbistand. Det danske forsvar yder en stor fredsbevarende indsats i en række af verdens brændpunkter. Med f.eks. "Den Internationale Brigade" (DIB) og deltagelsen i FN's "Standby High Readiness Brigade" (SHIRBRIG) er vi med til at sikre fred og stabilitet både i de europæiske nærområder og i udvik-lingslandene. Militær indsættelse i et konfliktområde skal altid ses som en integreret del af en samlet stabilitetsskabende indsats. Forebyggelse, konfliktløsning, civil opfølgning og udviklingsbistand er alle værktøjer til sikring af vores fælles sikkerhed. Det kræver også, at forsvaret og politiet sikres fuld dækning af udgifterne indenfor den eksisterende bistandsramme eller MIFRESTA-rammen.