Et eller flere F-35 fly vil deltage i verdens største flyudstilling og salgsmesse, Paris Airshow, der afvikles i Le Bourget-lufthavnen nord for Paris i dagene fra mandag den 19. til søndag den 25. juni. Det meddeler US Air Force, der dog ikke siger noget om hvor mange fly, der vil være tale om, samt om de blot vil lave opvisning eller også være på display på jorden.

Men til Paris, det kommer F-35’eren, hvilket bliver flyets debut ved det store franske show. US Air Force og flere store amerikanske våbenproducenter har de senere år været en anelse skeptiske overfor showet og franskmændenes måde at afvikle det på og måde at opføre sig på overfor de amerikanske gæster, der betaler store summer for at have pavilloner og lignende på messen.

Hvis F-35’eren kommer på statisk display, så vil det være første gang i 26 år, at et amerikansk Stealth-fly på den måde vises frem i Paris. Det er nemlig ikke sket siden F-117 i 1991. Fire år senere, i 1995, var B-2 bombeflyet på et kort visit og i 2009 skulle F-22’eren være kommet. Det blev dog aflyst.

Ved at sende F-35’eren til Paris, så får USA og Lockheed Martin vist omverdenen, at flyet skam findes og flyver. Hvis den kommer på statisk display, så får købere og potentielle købere en mulighed for at se den “up close”.

F-35’eren lavede sidste år en overflyvning af det britiske Farnborough Airshow, der er det andet store europæisk flyshow. Farnborough afholdes i lige år, mens Paris afholdes i ulige år.

Hvis man ønsker at lave en endags- eller fleredages tur til Paris Airshow, så kan det anbefales at flyve til Paris Charles de Gaulle-lufthavnen. Herfra kan man tage toget ind mod Paris og undervejs stige af på stationen Le Bourget. Herfra vil der være shuttle-busser til airshowet. For mere info, så læs vores guide fra 2013.

I ulige år er der foruden Paris Airshow også Roskilde Airshow i Roskilde Lufthavn. Det er den 18., 19. og 20. august. Et kig på det foreløbige program viser, at der kommer nogle spændende ting i år. Fransk Rafale-opvisning samt MIG-29 fra Polen samt den monsterstore CH-53 helikopter fra Tyskland er det, der falder mest i øjnene. Vi skal nok ikke regne med at se en F-35’er. Kun en 1:1 mockup i træ.

I lige år er der foruden Farnborough Airshow i juli også Danish Airshow i juni. Det er Forsvaret/Flyvevåbnets store åbent hus-arrangement, som går på skift mellem de tre tilbageværende flyvestationer. I 2018 er det Aalborgs tur til at arrangere. F-35 her? Tror det næppe, men man ved aldrig.

Meddelelsen om F-35’ernes deltagelse i Paris kommer samtidig med at otte F-35’ere har afsluttet deres deployering til Europa og er fløjet hjem til Hill Air Force Base i Utah. Siden midten af april har de været i Europa. Flyene har haft base i Lakenheath i Storbritannien, men været et smut forbi både Estland og Bulgarien.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *