Det kan godt være, at Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, godt kunne tænke sig at opruste det danske forsvar ved at købe brugte kampvogne og infanterikampkøretøjer i Tyskland og Holland, sådan som flere baltiske og østeuropæiske lande har gjort det. Problemet er blot, at der ikke er nogen til salg lige p.t.

Det oplyser forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i et svar til Folketingets forsvarsudvalg:

“Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har undersøgt muligheden for at anskaffe brugte kampvogne af typen Leopard2A6 fra Tyskland henholdsvis Holland. De til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse tilsvarende myndigheder i Tyskland og Holland oplyser, at der ikke er brugte kampvogne til salg,” skriver ministeren i sit svar vedrørende en mulig anskaffelse af Leopard-kampvogne.

Marie Krarup havde i sit spørgsmål skrevet, at der var Leopard’er på lager i Tyskland og Holland. Men det er der altså ikke, oplyser ministeren. Og hvis der var, så ville det have sin pris at opdatere dem til den version, som de danske Leopard’er er.

“Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse anslår, at det gennemsnitligt vil koste ca. 40 mio. pr. kampvogn at opgradere fra A6 til den igangværende opgradering af hærens Leopard2 kampvogne, benævnt A7, og med en tilhørende driftsudgift på ca. 1 mio. årligt pr. kampvogn. Prisen vil afhænge af mange forhold, herunder hvor mange kampvogne der op- graderes,” pointerer ministeren.

Hollandsk CV9035 infanterikampkøretøj.

Hollandsk CV9035 infanterikampkøretøj.

Med hensyn til infanterikampkøretøjer af typen CV9035 – som Danmark selv har – så har Holland fornylig solgt nogle af deres til Estland. Hvis man skal tro ministeren, så har hollænderne dog ikke flere til salg.

”Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har undersøgt muligheden for at anskaffe brugte infanterikampkøretøjer af typen CV 9035NL. Den til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse tilsvarende myndighed i Holland oplyser, at der ikke er brugte infanterikampkøretøjer til salg. På baggrund af ovenstående er det ikke muligt at estimere en pris som forespurgt,” skriver ministeren i et svar.

Kampvogne og infanterikampkøretøjer var ikke det eneste Marie Krarup havde bedt ministeren undersøge mulighederne for at indkøbe brugt. Også de såkaldte MLRS-raketbatterier (Multiple Launch Rocket System), kunne Krarup godt tænke sig en pris på. I hendes spørgsmål oplyste hun selv, at USA har et antal systemer stående på depot. Det er dog ikke lykkedes Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse at få den oplysning bekræftet og få undersøgt om amerikanerne vil sælge og til hvilken pris.

Ministeren kommer dog med et bud på en pris for anskaffelse af det system, som Danmark paradoksalt selv havde frem til vi i 2013 solgte det til Finland.

“Forsvarets Materieltjeneste (nu Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse) modtog i 2008 tilbud på en opdatering, hvor det fremgik, at prisen for selve opdateringen for Danmarks daværende 12 affyringsramper (som samlet udgør ét system) omregnet til prisniveau 2017 forventeligt vil være ca. 365 mio. kr. Prisen i 2017 niveau for beholdning af raketter til de 12 affyringsramper er oplyst til i alt ca. 151 mio. kr. Endelig kan det oplyses, at der baseret på oplysninger fra leverandører samt en række antagelser/forudsætninger, er udarbejdet Life-Cycle-Cost beregninger, der viser årlige driftsudgifter svarende til ca. 10,5 mio. kr. årligt for de 12 affyringsramper i 2017 prisniveau,” skriver ministeren i et svar, der ikke giver meget svar på hvad MLRS-systemerne vil koste at indkøbe.

At det forholder sig sådan, ved ministeren godt:

“Det har ikke været muligt inden for den rådige tid at indhente prisoverslag på anskaffelse af brugte MLRS systemer. På baggrund af ovenstående er det således ikke muligt at estimere en pris som forespurgt. Styrelsen er blevet anmodet om at søge at skaffe det ønskede prisoverslag, som i givet fald vil blive fremsendt efterfølgende under henvisning til denne besvarelse,” skriver forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Det bliver så spændende at se om der overhovedet er MLRS’ere til salg og til hvilken pris.

Marie Krarup er med forespørgslerne om priserne på brugt hærmateriel sandsynligvis ved at forberede sig på efterårets forsvarsforligsforhandlinger. Her kan da være smart at have et svar fra ministeren selv med i baghånden, hvis man i en forhandling spiller et indkøb af brugte kampvogne på banen. På nogenlunde samme manér er de konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, ved at gøde jorden for at der kommer noget om ubåde med i forliget. Ikke en nyanskaffelse i milliardklassen, men måske i første omgang blot et studie af mulighederne for at genanskaffe ubåde og hvilke kapaciteter det ville tilføre. I det gødningsarbejde har Jarlov fået forsvarsudvalget med på at holde en høring om ubåde i Folketinget i løbet af foråret.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

3 Comments for this entry

  • MikeKiloPapa siger:

    @Christian Beier

    “Det er en kampvogn der er Leopard overlegen”…..På absolut ingen områder overhovedet.!!…Vores Leoparder er allerede i den nuværende version væsentlig bedre end Challenger 2 mht mobilitet, pansring og ildkraft og efter opgraderingen til “A7+ bliver forskellen bare endnu større.
    Challengeren er en god (og flot)kampvogn men den har nogle mangler i forhold Leo2 , M1A2 Abrams, Leclerc osv.

    Udover at være den langsomste af alle moderne vestlige KVGer så har den også flere seriøse svagheder i sit frontpanser, helt ubeskyttet ammunitionslagring , og kommandøren har ikke, som i de andre KVG, sit eget uafhængige termiske sigte men kun dagoptik.
    Mht til ildkraft er den faktisk endnu værre stillet da Challengerens riflede kanon og ammunition er betydeligt mindre kraftfuld end de glatløbede ditto hos konkurrenterne. Tillige findes der kun meget ringe udvalgt af ammunitionstyper til den.

    Det faktum at briterne stort set ikke har opgraderet Chally 2 siden den blev introduceret i 1998, gør også at den efterhånden virker noget bedaget sammenlignet med de andre moderne KVGer.
    Briterne har faktisk seriøst overvejet at udskifte den med lige præcis Leopard 2, pga det manglende udviklingspotentiale der er i Challengeren.

  • Simon Petersen siger:

    @MKP

    Enig! Godt skrevet!

  • Lars-Henrik Arvedsen siger:

    Vedr Challenger

    Upgradering synes på vej, og tyskerne bliver involveret:

    Noget af det MKP nævner fremgår af denne artikel som er skrevet for et engelsk publikum.

    http://home.bt.com/tech-gadgets/challenger-2-tank-life-extension-project-11364157785979

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *