Debat

V og K bryder valgløfter

Koncentrat af BerlingskeTidendes Leder, 21/2-03 om skattelettelser.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
De seneste meldinger fra forhandlingslokalerne i Statsministeriet om meget beskedne skattelettelser i regeringens kommende udspil vil udløse stor skuffelse blandt borgerlige vælgere.

Det er ikke mindst på skatteområdet, at man skal kunne se forskel på en borgerlig og en socialdemokratisk regering, og viser det sig, at kommende skattelettelser begrænser sig til otte mia. kr. over fire år, må man desværre sige rent ud, at statsminister Anders Fogh Rasmussen og Co. ikke består prøven.

Specielt Venstre vil ganske vist hævde, at man jo aldrig har lovet noget særligt, og at skattelettelser af dette stedmoderlige omfang derfor ikke kan udlægges som et brud på valgløfterne. Men den holder næppe i valglokalerne. Alene i kraft af regeringsskiftet er der blevet skabt nogle forventninger, som der ikke kan løbes fra.

Også de Konservative vil få et forklaringsproblem, selvom forskellen i mandatfordelingen mellem de to regeringspartier er tydelig for enhver. Regeringens lillebror har gennem de senere måneder positioneret sig som det medlem af familien, der presser hårdest på, og derfor vil det slide på troværdigheden, hvis anstrengelserne kun munder ud i lettelser på nogle få hundrede kr. for en mellemindkomst.(...)

Derfor er der grund til at være på vagt i disse dage, mens skatteforhandlingerne bevæger sig ind i en afgørende fase. I forhold til, hvad der tilsyneladende er på bordet bag de lukkede døre, er der brug for en helt anden offensiv retning. Det må og skal kunne gøres bedre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00