L, S og X. Det er de tre centrale bogstaver når vi taler om de radarer, som kan bruges til at detektere indkommende ballistiske missiler. Og det er netop hvad vi gør. For som bekendt, så kunne Søværnet godt tænke sig, at mindst en af de tre fregatter i Iver Huitfeldt-klassen bliver i stand til at deltage i NATO’s ballistiske missilforsvar, ballistic missile defense (BMD). For at det kan lade sig gøre, så skal fregatterne have nye radarer. Den store sorte Smart-L radar fra hollandske Thales skal udskiftes.

Som L’et indikerer, så er det en radar i det såkaldte L-bånd. Radarer, der opererer i dette bånd, er gode til at scanne et meget stort område på én gang med en meget “bred” radarstråle. Vi kan på den måde overvåge et stort område. Men hvis der dukker noget op, så vil vi have svært ved at se præcis hvad det er. Og som vi så på sidste år i vores lille sommerserie om BMD, så arbejder lande som Kina og Iran med at udvikle ballistiske missiler, der kan splitte sig op i flere sprænghoveder og “decoys”. Her er det vigtigt at kunne se hvor mange enkeltelementer der er, og ikke bare at her er en “sky” af sprænghoveder, decoys og vragdele fra missilets første faser.

BMD bogstaver2Fransk-hollandske Thales har ikke lagt skjul på, at de gerne vil sælge Danmark deres Smart-L ELR-radar, hvor ELR står for “extended long range”. Altså en Smart-L radar, der kan kigge længere end den Smart-L radar vi har i dag. Vi skal gerne op på at kunne kigge 2.000 kilometer for at kunne dække et tilstrækkeligt stort område af Europa med en dansk fregat på vagt på udkig efter indkommende ballistiske missiler fra Iran.

Men netop fordi der er tale om en L-båndsradar, så kan man have sin tvivl om hvorvidt Smart-L ELR-radaren er i stand til at skelne vragdele og sprænghoved fra hinanden. Især hvis vi taler nogle af de mere “drilske” typer af ballistiske missiler, hvor de måske deler sig op i flere sprænghoveder eller udsender decoys og/eller flares.

I bedste F-35-stil er Danmark allerede med i en studiekreds, der undersøger hvad Smart-L ELR-radaren kan bruges til. Her sidder også hollænderne, tyskere og folk fra det amerikanske forsvars missilagentur. Hollænderne har købt fire Samrt-L ELR-radarer og er nu ved at undersøge hvad de kan bruges til. Det er vi med til, så vi også ved lidt mere om en af kandidaterne, hvis forsvarsforliget kommer til at indeholde BMD-radar.

Tyskland har ligesom Danmark tre fregatter, som de overvejer at udruste med nye BMD-radarer, så de kan indgå i NATO’s ballistiske missilforsvar – der ikke er rettet mod Rusland. Det kan primært beskytte os mod indkommende ballistiske missiler fra Iran. De russiske missiler er det ikke avanceret nok til at detektere og nedskyde. Tyskerne er 1-2 år foran os i deres overvejelser omkring valg af radar.

Hvis vi bevæger os videre i alfabetet, så springer vi i første omgang over S og går til X-båndet. Det er her danske Weibels radar befinder sig. Radarer i det bånd er med sin “smalle” stråle rigtig gode til at se hvad der er tale om og følge sprænghovedet. “Strålen” dækker bare slet ikke det samme område, som L-båndet. Så det tager dem langt længere tid at dække det samme område. L- og X-båndsradarerne befinder sig dermed i hver sin ende af skalaen kan man sige. Desuden er den “tynde” radarstråle meget påvirkelig af regnvejr (se figur til højre). Der skal ikke særlig meget regn til før X-radarens rækkevidde bliver reduceret markant.

BMD bogstaverI midten finder vi så S-båndet. En form for “multirole-bånd”, hvor radarerne er mellemgode til de ting, som radarerne i L-båndet og X-båndet er rigtig gode til. Hvis man skulle drage en parallel til kampflyverdenen, så kunne man sige at L-båndsradarerne var air-to-air dogfightere som F-22, X-båndsradarer var dedikerede combat air support-fly som A-10, mens S-båndsradarerne var mulitrole fly som F-16.

De to store amerikanske våbenproducenter Lockheed Martin og Raytheon er leveringsdygtige i S-båndsradarer. LM har deres Spy-1 radar, som sidder på mange af de amerikanske AEGIS-skibe, som indgår i det ballistiske missilforsvar og på de to AEGIS-landanlæg, der er ved at blive etableret. Hvis Danmark vælger at gå på udkig efter en BMD-radar, så vil LM sandsynligvis tilbyde os en opgraderet version af Spy-1 radaren. Sådan en har de nemlig lavet, da de dystede om at levere en afløser til Spy-1 til det amerikanske forsvar. Den kontrakt vandt Raytheon imidlertid med deres Spy-6 radar. Det er den, som skal sidde på nye AEGIS-skibe. Og den som Raytheon sandsynligvis vil tilbyde Danmark. Indtil videre har Raytheon dog valgt at køre tæt parløb med Thales.

Britiske BAE Systems og israelske Elta har også S-båndsradarer på hylderne og kunne tænkes at ville sælge dem til Danmark. Men indtil videre er det kun Thales og Weibel, der åbent har erklæret sin interesse for et salg til Danmark.

I næste uge sætter redaktionens BMD-redaktør kursen mod Hengelo i det østlige Holland. Her skal redaktøren besøge Thales Nederland og høre mere om deres Smart-L ELR radar. Bliver interessant at høre om fordelene og ulemperne ved en L-båndsradar.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

2 Comments for this entry

  • D.Staal siger:

    Skal vi ikke bare putte ordet “Detektere” væk i et meget mørkt hjørne og glemme alt om det?
    “Opdage” hvilket fint ord vi kunne bruge istedet.

  • Halken siger:

    Andreas, du glemmer at nævne at de fleste avancerede missiler og fly i dag er LO eller VLO særligt i forhold til X-båndet som er det mest brugte. Mens at det er sværere at gemme sig for S og UHF/L radarer og mon ikke at det har noget at gøre med USNs valg af S-bånd.

    De nye amerikanske S-bånd SPY6 matches med en X-bånd SPQ-9B ildledelses radar på DD51. Så s-bånd bruges til at detektere (så ved man hvad der er derude også i regnvejr) og X-bånd til engagement.

    Som jeg lige husker det, så har LM lavet et modul som det Raytheon bruger til SPY6 (udviklet til samme konkurrence om at levere nye radarer til DD51 flight 3), og det er bla brugt i nogle stationære BMD installationer. Det eneste forskel på en stationær og fx SPY6 konfigurationen, er at den stationære har flere moduler og det øger følsomheden jo flere moduler man sætter på. De er begge GaN baserede og AESA. Et modul er faktisk en selvstændig radar.

    http://www.lockheedmartin.com/us/news/press-releases/2015/october/151023-mst-lockheed-martin-awarded-784-million-contract-to-build-ballistic-missile-defense-radar.html
    http://www.raytheon.com/capabilities/products/amdr/

    Så de kan begge skaleres efter behov. Det som er en udfordring, er at de er bygget til at være faste, dvs en konfiguration med fire faste radarer, så de dækker 360 grader 100% af tiden.

    9 af Raytheons SPY6 moduler svarer til samme performance som de nuværende DD51 SPY1DV der har 37 moduler. Eller hvis SPY6 har 37 moduler, så kan det se et mål der er halvt så stort på den dobbelte afstand af SPY1DV. Hvert modul er 2’x 2′, så 60cm x 60cm x 60 cm. Så en radar med 9 moduler svarer til en væg på 180cm x 180cm.
    Det man måske godt få plads til på en fregat. De danske har dig roterende radarer, så kan man få en roterende version, er det måske værd at overveje. Men måske skal du skrive en artikel om roterende vs faste radarer. Det er nok et topic for sig selv. Et trade-off mellem økonomi og effektivitet.
    Der kan også være andre muligheder.

    Vi ved at SPY1DV har været brugt og bruges til BMD i dag på DD51, men jeg ved ikke om kravene til de europæiske BMD skibe er de samme som til dem eller om de er sat højere.

    At om man kan ombygge fregatterne til faste radarer og om det er omkostningseffektivt er det åbne spørgsmål. Og så hvad kravene er til radaren: Hvor mange moduler skal der til for at opnå den ønskede/nødvendige sensitivitet til at løse BMD opgaven? Jo flere moduler jo bedre detektion af decoys mm, men jo dyrere radar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *