Amterne vil ikke finansiere ny behandlingsgaranti

Sara Holt
Nu skal det være slut med de lange ventelister. Alvorligt syge patienter skal allerede fra efter sommerferien kunne tilbydes gratis behandling i udlandet, hvis amterne ikke lever op til de mål, der er for ventelisterne. Det lover den nye sundhedsminister, Arne Rolighed (S), og forslaget bliver positivt modtaget i amterne. Men de kræver, at der følger penge med den nye ordning, selvom ministeren har lagt op til, at amterne selv står for finansieringen.
- Vi påtager os meget gerne opgaven, men der skal følge penge med, for vi kan jo ikke trylle, siger næstformanden i Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg, Ester Larsen (V).

Amterne kræver ekstra pose penge
- Amterne oplever i disse dage et meget stort pres fra patienter, der har lyttet til den nye sundhedsministers udtalelser og statsministerens nytårstale. Det kan være patienter, der ønsker en bestemt type medicin, som man anvender i udlandet eller behandlingsformer, som ikke tilbydes herhjemme, siger hun.
Ester Larsen understreger, at hun gerne vil være med til at hjælpe patienter, der ikke kan få opfyldt deres behov for behandling herhjemme, men det kræver altså en ekstra pose penge til amterne.

Privat selskab skal stå for den nye ordning
Og mens politikerne slås om, hvem der skal betale for gildet, har det svenske forsikringsselskab Skandia allerede meldt ud, at de er klar til at stå for al logistik i forbindelse med den nye ordning. Ophold, rejse og behandlingssted skal arrangeres for både patienten og de pårørende, og der skal være mulighed for at få en tolk med, når en dansker skal behandles på et udenlandsk hospital. Arne Rolighed gætter på, at der vil være tale om at sende cirka 50 patienter af sted om måneden.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00