Stemningen var anderledes roligere end tidligere år, da den danske forsvarsindustri onsdag og torsdag i denne uge var samlet i Aalborg til den årlige “fætter-kusine-fest”, Danish Defense Annual Conference (DDAC).

Sidste år stod vi få måneder før en afgørelse i kampflykonkurrencen, hvilket blandt andet kunne mærkes ved hvordan programmet var skruet sammen og ikke var skruet sammen, ligesom branchens splittelse direkte blev udstillet i Politikens spalter midt under konferencen.

Særlig slemt var det for to år siden, da både kampfly, pansrede mandskabsvogne og artilleri var i spil. For nytkampfly.dk’s udsendte var det dog det rene slaraffenland, da rygterne flød i lige så stride strømme som drinksene.

I år er vi formentlig inde på opløbsstrækningerne i forbindelse med udbudene af rammekontrakten på lastbiler og det nye artilleriudbud. Men i førstnævnte konkurrence tager de høflige tyskere fra Rheinmetall-MAN og de høflige danskere og svenskere fra Scania det anderledes afslappet og afventende. En stor milliardkontrakt, men slet ikke af så stor betydning for de to producenter, som det var tilfældet for deltagerne i PMV-konkurrencen og den første artillerikonkurrence. Og en konkurrence med kun to tilbageværende deltagere.

Det sandsynlige udfald af den nye artillerikonkurrence, som ifølge forsvarsministeren sandsynligvis snart finder sin afslutning snart, var det store samtaleemne. Men mest mellem folk uden aktier i sagen. For til fleres overraskelse, så havde franske Nexter’s folk slet ikke taget turen til Aalborg. Noget som nogen ikke kunne dy sig fra at tolke som om, at de godt ved, at de har tabt. Nexter er nemlig den ene af de kun to tilbageværende deltagere. Den anden deltager, israelske Elbit, var vanen tro ikke dem, der ligefrem havde mest travlt med at tale med gentlemen of the press.

Som nævnt flere gange før, så bliver det spændende at se, om FMI også i denne omgang kommer frem til, at Elbit er det rigtige valg – og hvad de radikale så siger til det. Modsat sidst, så har de ikke SF ved deres side, når sagen kommer på dagsordenen i forsvarsforligskredsen. De kommer til at stå alene med skepsissen, hvis indstillingen lyder på at vælge Elbit.

I øvrigt forlyder det, at Elbit står alene tilbage i konkurrencen om ny 120 mm mortér til hæren. Så her er der i hvert fald sandsynligvis lagt op til et israelsk materielindkøb.

Der var naturligvis ingen deltagere fra Boeing og Airbus – ligesom chefen for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse var noget nær den eneste højerestående repræsentant for det danske forsvar. Det skyldtes, at konferencen i år primært handlede om eksport og om at få foden indenfor hos det amerikanske forsvar og andre landes forsvar. Derfor var de danske værnschefer ikke hidkaldt for at fortælle om deres planlagte materielindkøb – sådan som de var det for to år siden.

Det betød også, at der ikke var nær så mange udenlandske våbenproducenter til stede. For to år siden havde de ivrigt fotograferet værnschefernes plancher med planlagte anskaffelser og slikket sig sultne om munden. Om et år vil det sandsynligvis gentage sig, når forsvarsforliget er på plads og vi alle sammen ved hvad der skal indkøbes i de kommende år.

Til den tid bliver det sandsynligvis de potentielle leverandører af radarer til fregatterne til deltagelse i det ballistiske missilforsvar, som kommer til at være massivt tilstede. Sandsynligvis vil mindst seks producenter kunne have interesse for den ordre. Indtil videre er det dog kun danske Weibel og hollandske Thales, der skilter offentligt med interessen for at deltage og blandt andet er tilstede på DDAC. De andre flyver stadig lidt mere under radaren – hvis I forstår sådan en. Men mon ikke navne som Lockheed Martin, BAE Systems, Raytheon og israelske Elta også vil vise interesse på et tidspunkt.

Til gengæld var der flere nye danske ansigter. Både virksomheder, der var helt nye på forsvarsområdet, og virksomheder, der bare ikke har gjort så meget væsen af sig tidligere. Desuden var der en enkel borgmester til stede. Det var Haderslevs muntre førstemand, H.P. Gejl, der havde taget turen til Aalborg for at promovere ACE-projektet, som vi har skrevet om flere gange tidligere. ACE står for “Aeronautical Center of Excellence – Denmark” (ACE-Denmark). Haderslev Kommunes tanke er, at centeret skal holde til på Flyvestation Skrydstrup og være den fysiske ramme for en række virksomheder og institutioner, der sammen med Forsvaret bidrager til drift og vedligeholdelse af luftfartøjer.

Forsvarsministeren kiggede kortvarigt forbi og annoncerede en oprustning af ambassaden i Washington med en ekstra forsvarsattaché til at assistere dansk forsvarsindustri med blandt andet at få ordrer som følge af F-35 anskaffelsen.

Eneste anden politiker tilstede var Bjarne Laustsen (S), der er kommitteret for Hjemmeværnet. Han havde rejst sig fra sygesengen. Ikke for at deltage i en paneldebat – sådan som det var tilfældet sidste år med en seance, der går over i historien som noget af det mest tåkrummende pinlige den gamle redacteur nogensinde har oplevet.

I stedet havde Laustsen i år travlt med at lade sig opvarte af to lobbyister, der tidligere havde Boeing i kundeporteføljen, men som i dag arbejder for blandt andre førnævnte Elbit.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

6 Comments for this entry

  • C.J. Nielsen siger:

    Vedr. ny 120mm montér system til Hæren. Hvilken andre våbenproducenter har været med i opløbet?

  • MikeKiloPapa siger:

    “I øvrigt forlyder det, at Elbit står alene tilbage i konkurrencen om ny 120 mm mortér til hæren. Så her er der i hvert fald sandsynligvis lagt op til et israelsk materielindkøb.”

    Det er ikke meget man har hørt til det projekt….det måtte du da godt prøve at grave lidt i Andreas?

    Det kunne da om ikke andet være interessant at høre hvem kandidaterne har været.

    Selvom det ikke er nogen stor overraskelse hvis Israelerne vinder, da vi jo allerede bruger Soltams(elbit) CARDOM 120mm morter (M/10)

  • Henrik Ø siger:

    Et evt nykøb kan måske være relateret til udskiftning af det spanske morter system vi har?, som har været usikkert og med i flere alvorlige uheld.

  • MikeKiloPapa siger:

    @Henrik Ø

    Næppe……de spanske er 60mm Let morterer fra Expal, og de uheld der har været har skyldtes dårlig ammunition og fejlbetjening.

    Det man er på jagt efter nu er en 120mm køretøjsbaseret morter.

  • Nielsen siger:

    Den anden kandidat der er tilbage i morter udbudet er fra schweiz.

  • MikeKiloPapa siger:

    Ja, jeg var næsten klar over at RUAG var med formodentlig med deres COBRA…..har den fordel at den allerede er integreret med Piranha.

    Så bliver spændende at se om den Israelske morter er en standard CARDOM eller den fancy SPEAR model.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *