Flere kilder vurderer, at forsvarsforligskredsen tidligst i andet kvartal kommer til at pege på en vinder i konkurrencen om salg af op mod 900 lastbiler til forsvaret. Omkring et halvt år senere end planlagt.

Hvorfor tager det så lang tid at evaluere lastbilerne? Hvor svært kan det være? Det er jo bare lastbiler. Vi taler ikke om kampfly. Bare lastbiler. Nogle hjul, et chassis og et førerhus. Så hvorfor lader en afgørelse ved med at vente på sig?

Det er der flere forklaringer på. En af dem handler om kompleksitet. Forsvaret vil nemlig have 13 forskellige konfigurationer af lastbilerne. I et lignende langt større udbud hos den tyske hær opererer man kun med 3-4 standardkonfigurationer.

Desuden vurderer kilder, at omkring 40 procent vil være helt almindelige kommercielle lastbiler, mens 60 procent vil være taktiske lastbiler, der trækker på alle fire, seks eller otte hjul. Og en vis andel af de taktiske lastbiler skal kunne pansres eller være pansret fra starten. Desuden er der tale om en syvårig rammeaftale, som omfatter service på lastbilerne. Altsammen noget, der er med til at gøre tingene mere kompliceret.

En anden forklaring skal findes i det store mandefald der har været i konkurrencen, hvor der oprindeligt var fem prækvalificerede leverandører, der i december 2015 skulle indlevere svar på den udsendte ”request for information” (RFI). Men det valgte amerikanske Oshkosh ikke at gøre og så var der fire tilbage. Forsvaret valgte så at teste alle fire og ikke blot tre kandidater, sådan som det oprindeligt var planen.

Efter den tre måneder lange testperiode i foråret og forsommeren udsendte man et revideret udbud. Derefter trak Mercedes-Benz i juli sidste år sig ud af konkurrencen. I november sidste år gik italienske Iveco samme vej og så var der kun to tilbage – Scania og MAN. Hverken Mercedes-Benz eller Iveco ønskede at forklare hvorfor de vendte konkurrencen ryggen.

Ifølge nytkampfly.dk’s oplysninger, så handler det om, at der stilles så store krav med hensyn til levering og garantier, at producenterne sandsynligvis har fundet, at risikoen for at blive holdt økonomisk ansvarlig for det ene eller det andet, er for stor i forhold til kontraktsummen på mellem 1,5 og 2,0 mia. kroner.

Udbuddet indeholder nemlig et krav om ”Unlimited liability”. Det vil sige, at uanset, hvor lille en stump producenten har leveret, så er der i teorien ingen begrænsninger for, hvor mange milliarder de kan komme til at betale i erstatninger eller kompensationer. Standard er en procentsats af den samlede kontraktsum, hvilket vil sige, at hvis noget går galt ifm. programmet eller brugen af leverancen, så kan leverandøren maksimalt blive afkrævet den procentdel af kontraktsummen i erstatning. De frafaldne producenter har sandsynligvis vurderet, at risikoen ved at tjene penge pludselig bliver alt for stor med ”unlimited liability”. Især når man skal udvikle så mange forskellige konfigurationer.

En tredje forklaring på at det tager tid handler sandsynligvis netop om de store krav til levering og garantier. Det betyder formentlig, at der er ekstra mange jurister inde over kontraktforhandlingerne. Flere end der plejer at være – og det er efter nogens mening ellers rigeligt.

Til sidst skal det nævnes, at konkurrencen faktisk blev forsinket stort set fra start, da forsvarsforligskredsen stik mod sædvane skulle godkende hvilke fem producenter der blev prækvalificerede. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses (FMI) indstilling om prækvalifikation blev i maj 2015 sendt ind til Forsvarsministeriet på Holmens Kanal. Her nikker man på embedsmandsniveau normalt blot til indstillingen og lader FMI arbejde videre med evalueringen af kandidaterne. Først når FMI er klar med den endelige indstilling kommer politikerne indover, i det de i forligskredsen er dem, der træffer den endelige beslutning.

Men sådan gik det ikke denne her gang. Indstillingen om prækvalificerede kandidater lå og samlede støv i ministeriet henover sommerferien. Først i sensommeren 2015 sagde politikerne god for feltet af prækvalificerede kandidater. Det betød, at FMI først i september 2015 kunne pege på de fem, som gik videre og inden jul skulle svare på FMI’s request for information (RFI).

Efter testperioden var det så meningen, at producenterne i august eller september skulle aflevere deres bedste og sidste tilbud (Best and final offer). I november sidste år ville vinderen blive udpeget og i december skulle kontrakten have været underskrevet.

Sådan kom det dog ikke til at gå. Først i starten af november indsendte de to tilbageværende kandidater deres tilbud, som FMI nu er ved at tygge sig igennem.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

2 Comments for this entry

  • Anders Eriksen siger:

    re: Artikel og årsag/forskel!:

    A: Jeg er personlig ansvarlig for alle dispositioner (herunder også økonomiske), jeg foretager, med et eventuelt krav om erstatning/kompensation “hængende over hovedet”.
    -Kan nu først blive pensioneret som ca. 70 årig.
    -Har almindelig folkepension til rådighed ved pensionering (måske ??), øvrigt pension, betales af min nettoløn, med diverse fradrag.

    B:Disse forhold gør sig ikke gældende for beslutnings-tagerne og politikerne.

    -Hvorfor egentlig ikke ????????? Den økonomiske, og materielle konsekvens for samfundet, må efterhånden være til at få øje på.

    * Der burde måske laves en tilføjelse/rettelse til grundloven således:
    1) Alle Løn og pensions spørgsmål for offentligt valgt personel, afgøres entydigt ved folkeafstemning
    2) Alle Folketings-forslag om ændring af ovenstående spørgsmål, skal sendes til Folkeafstemning.
    3) Krav om optagelse af forslag til folkeafstemning, vedrørende ovenstående emne fastsættes til 50.000 underskrifter

    Ministeransvarlighed loven:
    Her indføres et økonomisk krav, om erstatningspligt
    Afgørelse om erstatningpligt, afgøres ved folkeafstemning.
    Vedrørende krav om erstatningspligt:
    -Se Grundlovs-ændringsforslag pkt 3,
    -Samt simpel flertal i folketinget.

    Jeg kan ikke selv stemme om/bestemme min pensions størrelse, samt tidspunkt, dette bestemmes entydigt af Folketinget, hvilket er OK.
    Det nuværende systems forudsætning, bygger på antagelsen, at folkevalgt personel, og ministre, pr. defination, er troværdige, – retskafne, og ansvarlige individer.
    Denne forudsætning “synes” ikke længere at være valid/sandt

    Ingen privat virksomhed/person, har kunnet agere således, uden at GEBYRGRIPPEN slår til, eller licitations-tilbud bliver annuleret = Økonomisk konsekvens.

    For tidsfrister skal jo overholdes (kun for nogle-åbenbart)

    Rystende sagsbehandling, eller vor daværende Forsvarsminister, må have været optaget af noget andet, så sagen er blevet POLITISK NEDPRIORITERET ????

    Gid jeg også selv kunne nedprioritere, f.eks min selvangivelse, skattebetaling ect, når jeg fandt det nødvendigt

    Med venlig hilsen
    Anders Eriksen

  • leif siger:

    Interessant.Det ville ville velgørende hvis de der bestemmer også tager ansvaret.Det er desværre ikke altid tilfældet,men at man i størst mulig udstrækning tørrer den af på alle andre.
    vh
    leif

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *