Om godkendelse af private leverandører af høreapparater

Essensen af denne bekendtgørelse er, at det er blevet billigere for virksomheder at få godkendelse til at udlevere høreapparater med offentligt tilskud.
Tina Møller
Dokumentation

Bekendtgørelse om godkendelse af private leverandører af
høreapparater

 

I medfør af § 97, stk. 6, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2000, fastsættes:

§ 1. DELTA Teknisk-Audiologisk Laboratorium godkender private høreapparatleverandører, der opfylder kravene i § 2 for at levere tilskudsberettigede høreapparater og dertil knyttede ydelser efter § 97, stk. 5, i lov om social service.

    Stk. 2. Ansøgning om godkendelse af private høreapparatleverandører indsendes til DELTA Teknisk-Audiologisk Laboratorium.

    Stk. 3. DELTA Teknisk-Audiologisk Laboratorium fører fortegnelse over godkendte, private høreapparatleverandører.

§ 2. For at opnå godkendelse efter § 1 skal en privat høreapparatleverandør opfylde følgende krav til høreapparatbehandling m.v.:

1) Audiometri og tilpasning af høreapparat skal udføres af speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme med audiologi som særligt fagområde (audiologer), speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme med efteruddannelse i audiologi eller audiologiassistenter.

2) Audiologiassistenter, som er færdiguddannede efter 1. juli 2000, og som selvstændigt foretager audiometri og tilpasning af høreapparater, skal have mindst to års erhvervserfaring fra en audiologisk klinik, der foretager høreapparattilpasning på mindst 1000 klienter årligt.

3) Audiometri skal udføres i henhold til anerkendte og dokumenterede metoder.

4) Audiometriudstyr skal kalibreres mindst en gang årligt.

5) Udvælgelse og tilpasning af høreapparater skal ske efter producentens retningslinier.

6) Effekten af høreapparatbehandlingen skal dokumenteres ved hjælp af måling og/eller patientinterview og skal anføres i en journal for den pågældende person.

7) Journalen skal opbevares i mindst 5 år fra den seneste optegnelse.

8) Høreapparatleverandøren skal en gang årligt til DELTA Teknisk-Audiologisk Laboratorium indsende en aktivitetsrapport, herunder om antallet af tilpassede og udleverede høreapparater, tilgang og afgang af personale, relevant efteruddannelse for personale samt eventuelle klager.

9) Høreapparatleverandøren skal udarbejde en kvalitetshåndbog om procedurer for audiometri og tilpasning af høreapparat, personalets uddannelse samt håndtering af klager og indsende den til DELTA Teknisk-Audiologisk Laboratorium senest 4 måneder efter ansøgning om godkendelse.

    Stk. 2. Høreapparatleverandøren skal inden høreapparatbehandling påbegyndes oplyse personen om, at det er en betingelse for at opnå tilskud efter § 97, stk. 5, i lov om social service, at vedkommende er henvist hertil af en speciallæge i øre-, næse,- og halssygdomme. Inden høreapparatbehandling påbegyndes skal høreapparatleverendøren endvidere sikre, at personen har fået bevilget tilskuddet af sin amtskommune.

    Stk. 3. Sundhedsstyrelsen fastlægger nærmere retningslinier for høreapparatbehandling.

§ 3. DELTA Teknisk-Audiologisk Laboratorium fører et årligt tilsyn med godkendte, private høreapparatleverandører.

    Stk. 2. Godkendte, private høreapparatleverandører skal meddele alle de for tilsynet nødvendige oplysninger til DELTA Teknisk-Audiologisk Laboratorium samt ændringer i forhold, der ligger til grund for godkendelsen.

    Stk. 3. Sundhedsstyrelsen fastlægger retningslinier for tilsyn med godkendte, private leverandører af høreapparater.

§ 4. DELTA Teknisk-Audiologisk Laboratorium kan tilbagekalde en godkendelse, som er meddelt efter § 1, stk. 1, hvis en høreapparatleverandør ikke længere opfylder kravene til godkendelse eller ikke meddeler de for gennemførelse af tilsynet nødvendige oplysninger.

§ 5. DELTA Teknisk-Audiologisk Laboratorium kan opkræve betaling for godkendelse af private leverandører af høreapparater efter § 1, stk. 1, og for et årligt tilsyn efter § 3, stk. 1.

    Stk. 2. Der kan opkræves et grundbeløb på 8.095 kr. eksklusiv moms for godkendelse samt for tilsyn efter stk. 1. Endvidere kan der opkræves en timebetaling på 955 kr. eksklusiv moms for den tid, der medgår til godkendelsen og tilsynet.

§ 6. DELTA Teknisk-Audiologisk Laboratorium afgiver årligt et regnskab samt en redegørelse om sin virksomhed i henhold til denne bekendtgørelse til Sundhedsministeriet.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2003.

    Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 107 af 13. februar 2001 om godkendelse af private leverandører af høreapparater.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 23. januar 2003

Lars Løkke Rasmussen

/John Erik Pedersen


Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00