Forsvarsministeriets magtfulde koncernstyringsdirektør, generalløjtnant Bjørn Bisserup, er efter forsvarsminister Peter Christensens indstilling ved kongelig resolution udnævnt til forsvarschef og general med virkning fra den 10. januar 2017. Og selvom han dermed får en temmelig cool titel på sit visitkort, så er der reelt tale om et skridt ned ad magtstigen. Forsvarschefen sidder nemlig i Værnsfælles Forsvarskommando, der blot er én ud af i alt otte styrelser under Forsvarsministeriet på linje med andre “styrelseschefer” så som cheferne for Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Ejendomsstyrelse, Regnskabsstyrelse og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse samt chefen som Hjemmeværnet. De syv styrelseschefer referer til koncernstyringsdirektøren. Så sat på spidsen kan man godt betragte udnævnelsen som en degradering.

bjoern-bisserup-560Bisserup har faktisk allerede været forsvarschef. Endda to gange. Begge gange dog med ordet “konstitueret” foran. Først i 41 dage i efteråret 2009, da Tim Slot Jørgensen måtte trække sig som følge af den såkaldte “Jagerbogssag”. En sag, hvor daværende forsvarsminister Søren Gade i et tv-program ellers sagde at ansvaret i sidste ende peger på “far her”. Bisserup sagde i den forbindelse nej tak til at få slettet “konstitueret” fra visitkortet og blive rigtig forsvarschef.

Anden gang var i 2012, hvor Bisserup fik 78 dage på posten efter at den daværende forsvarschef, Knud Bartels, var blevet valgt til formand for NATOs militære komité. Efter den store strukturændring i Forsvaret, som Nick Hækkerup nåede at få igangsat, indtog Bisserup i stedet posten som koncernstyringsdirektør. Her kørte han parløb med departementschef Lars Findsen indtil denne i december sidste år blev degraderet til chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.

Ny på posten som koncernstyringsdirektør bliver en gammel kending. Det bliver nemlig den tidligere chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Per Pugholm Olsen, der sætter næsen hjemover efter et par år i Bryssel som Permanent Dansk Repræsentant i NATO’s Militærkomité og Militærrådgiver ved Den Danske Repræsentation ved det Nordatlantiske Råd.

Bjørn Bisserup er 56 år og har tidligere været chef for forsvarsstaben i den daværende Forsvarskommando. Bjørn Bisserup startede på Hærens Officersskole i 1982 og har siden haft en lang karriere i Forsvaret bl.a. som chef for kampvognseskadronen ved det Danske Livregiment og som bataljonschef i Den Kongelige Livgarde. Bjørn Bisserup har som chef for forsvarsstaben sammen med de seneste to forsvarschefer stået i spidsen for implementeringen af de to seneste forsvarsforlig. Bjørn Bisserup har endvidere en fortid som både afdelingschef og kontorchef i Forsvarsministeriet inden for områderne internationale og nationale operationer, materiel, forsvarsplanlægning og efterretningstjeneste i tiden, hvor Danmark deltog i krigene i Irak og i Afghanistan.

PP OlsenPer Pugholm Olsen er 52 år. Han har siden 1. januar 2015 varetaget stillingen som Permanent Dansk Repræsentant i NATO’s Militærkomité og Militærrådgiver ved Den Danske Repræsentation ved det Nordatlantiske Råd. Inden var Per Pugholm Olsen som nævnt chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Samtidig med udpegelserne af Bisserup og P.P. Olsen, er det desuden besluttet at slå en række topchef-stillinger op på Forsvarsministeriets myndighedsområde, da en række chefer når pensionsalderen i løbet af 2017. Så mens Peter Christensen ikke fulgte Hækkerups koncept med at slå stillingen som forsvarschef op, så holder man alligevel en lille smule fast i ideen.

Stillingerne er følgende i kronologisk rækkefølge:
Danmarks Militære Repræsentant ved NATO og EU – ledig pr. 10. januar 2017
Chef for Udviklings- og Koordinationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando – ledig pr. 1. juni 2017
Direktør for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse – ledig pr. 1. juli 2017
Chef for Hjemmeværnet – ledig pr. 1. august 2017
Viceforsvarschef – ledig pr. 1. november 2017

Stillingerne vil blive slået op på Job i Forsvaret med ansøgningsfrist den 12. december 2016 – hvis nogle af jer, kære læsere, skulle få med en drøm om at blive Danmarks Militære Repræsentant ved NATO og EU, chef for Hjemmeværnet eller Viceforsvarschef.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

1 Comment for this entry

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *