Rigtig mange teknologivirksomheder står med den udfordring, at kan det være en særdeles omkostningstung affære at forske og udvikle nye produkter, da indtjeningen fra salget af de nye produkter først kommer på et langt senere tidspunkt – hvis der overhovedet ender med at komme et produkt ud af det.

Danmarks største forsvars- og aerospacevirksomhed, Terma, får nu lidt lettere ved at gennemføre de forsknings- og udviklingsaktiviteter, som går forud for at man kan sende et produkt på markedet og forhåbentlig tjene penge på det.

Virksomheden har nemlig modtaget et lån på 28 mio. Euro (svarende til 208 mio. kroner) fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Pengene skal gå til investeringer i forskning og udvikling af højteknologiske produkter til anvendelse indenfor rumfart, radarteknologi til sikkerhed og overvågning i havne og lufthavne til kystovervågning og til flykontrol samt selvforsvarssystemer til fly.

Det kan eksempelvis være elektroniske selvbeskyttelsessystemer, der kan sikre besætning og passagerer i transportfly med katastrofehjælp og helikoptere, der indgår i eftersøgning og redningsopgaver i konfliktområder. Terma er i forvejen storleverandør af den slags systemer til montering på både fly og helikoptere.

Målet er, at Termas aktiviteter inden for forskning, udvikling og innovation (FUI) skal føre til sikrere luft- og søfart samt forbedret miljøovervågning fra fly og satellitter. Aktiviteterne vil foregå i Danmark, hvor Terma har afdelinger i Lystrup, Grenå og Herlev.

“Denne mulighed for finansiering, vi har opnået hos Den Europæiske Investeringsbank, har stor betydning for Terma. Den sikrer, at vi kan fortsætte og øge udvikling af nye produkter og løfte eksisterende produkter til et højere udviklingsniveau indenfor områder som miljø, rumfart og sikkerhed,” siger Jens Maaløe, administrerende direktør hos Terma.

Som eksempel har Terma introduceret en ny radarbaseret løsning – Obstruction Light Control – som kan bidrage til at øge antallet af vindmølleparker i områder hvor de kraftige advarselslys, som kræves på høje mølletårne, kan være meget generende for naboer. Løsningen sikrer, at advarselslysene kun er tændt, når der er fly i nærheden.

“Som EU’s bank er vi glade for at kunne hjælpe en førende dansk virksomhed med at styrke dens innovationskapacitet og dens internationale konkurrenceevne på et marked med stærke globale aktører,” siger næstformand i EIB, Jan Vapaavuori.

Lånet til Terma er EIB’s første låneforretning til en stor virksomhed i Danmark under Juncker-Kommissionens investeringsplan for Europa. Det betyder, at lånet fra Banken garanteres af EU-budgetmidler, så EIB kan gå ind i mere innovative projekter med større risiko.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *