Der er ikke noget der tyder på, at de nye danske kampfly bliver dyrere i anskaffelse, end man har budgetteret med i den aftale om typevalg, som forsvarsforligskredsen indgik i juni i år. Det var et af budskaberne fra forsvarsminister Peter Christensen, da han torsdag var i samråd i Folketingets Forsvarsudvalg om netop finansieringen af kampflyindkøbet.

Samrådet var indkaldt af de konservatives forsvarsordfører Rasmus Jarlov. For når man ikke længere er med i inderkredsen, så må man gøre hvad man kan for alligevel at få noget at vide. De konservative trådte som bekendt ud af forsvarsforligskredsen i forbindelse med beslutningen 9. juni i år om at købe de 27 nye F-35 fly til omkring 15 mia. kroner. Partiet trådte ud fordi købet i de konservatives optik lagde beslag på hele råderummet i forsvarets materielbudget de næste 10 år.

Ministeren gav dog på samrådet udtryk for, at kampflyindkøbet efter hans opfattelse IKKE ligger beslag på hele råderummet de næste 10 år. Han henviste blandt andet til bilag 79 i den store bunke af notater, som blev udarbejdet i forbindelse med forhandlingerne i maj og juni. Her er der oplistet 45 større materielanskaffelsesprojekter, som det også er planlagt at gennemføre de næste 11 år – ved siden af kampflyanskaffelsen. Det er blandt anskaffelsen af pansrede patruljekøretøjer, pansrede mandskabsvogne, artillerisystemer, mortérsystem og håndvåben til hæren samt luftforsvarssystem, miljøskibe og søgeradarer på Bornholm og Skagen til Søværnet og indsatsfartøjer til Hjemmeværnet.

Desuden understregede ministeren, at der er rum til at ændre materielplanen, hvis der er ændrede prioriteringer. Han pegede desuden på, at materielplanen strækker sig ud over den indeværende forsvarsforligsperiode. Så hvis materielplanen skal ændres, så kan det ske ved at bevilge flere penge i næste forsvarsforlig og på den måde gøre det muligt at købe mere isenkram end det, der allerede er planer om. Det kunne være et femte Hercules-transportfly, en BMD-radar, antiubåds-kapacitet til Seahawk-helikopterne eller nye Seahawk-helikoptere med ASW-kapacitet.

Han understregede også, at det er regeringens ambition at øge forsvarsbudgettet.

Rasmus Jarlov spurgte ind til hvad der ville ske, hvis kampflyene blev væsentligt dyrere i anskaffelse end man forventer og har budgetteret med i aftalen fra 9. juni.

Her svarede ministeren, at så kan man enten finde pengene indenfor forsvarets økonomiske ramme, tilføre flere penge eller købe færre fly. Men egentlig accepterede han slet ikke præmissen. For der er ifølge ministeren intet der indikerer, at flyene bliver dyrere. Faktisk ser vi, at man indtil nu har leveret billigere end vi regnede med, forklarede Peter Christensen.

Alternativets forsvarsordfører, René Gade, ville dog gerne vide, om der var en øvre grænse for hvor meget flyene kunne koste. Havde ministeren en smertegrænse? Kunne vi komme til at sige nej til en blok af fly pga for høj pris?

Ja, selvfølgelig vil prisen kunne være for dyr. Men ikke noget der indikerer det scenarie, understregede ministeren igen. Han påpegede dog også, at anskaffelsesomkostningen først vil kunne lægges fast efter kontrahering med leverandøren.

Som vi tidligere har beskrevet her på nytkampfly.dk, så vil de tre første ”blokke” af danske fly – 17 i alt – blive indkøbt i én aftale, som man forhandler om lige nu. En blok dækker ét års produktion, så her får vi altså tre års produktion/levering samlet i én kontrakt. Dermed kender vi allerede i første hug prisen på 17 ud af de 27 danske fly, påpegede ministeren. Det skulle gerne give en vis tryghed for de partier, der stemmer for det aktstykke, som bliver lagt frem for Folketingets finansudvalg på baggrund af kontrakten. Et aktstykke, som forsvarsministeren forventer, at man kan fremlægge i december 2017 – sådan som vi også har beskrevet det tidligere her på nytkampfly.dk.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

5 Comments for this entry

  • KimE siger:

    Jag gratulerar Danmark verkar ha fått ett mycket bättre pris än USAF.

  • Peter Ottosen siger:

    I hvert fald ikke i denne eller næste valgperiode forstås :), 2 valgperioder senere opstår der pludselig en helt ny situation…

  • Diego siger:

    Well, WHO believes this will happen? I say Good Morning Denmark, when you wake up 2018, stuck into the LM lobby.

  • Thomas Larsen siger:

    En ting er, hvad der er planlagt, noget andet finansieringen.
    Så vidt jeg kan huske forliget omkring kampflyindkøbet, skulle meget af kommende forsvarsbudgetter gå til indkøb og drift af flyene.
    Noget som bl.a. Boeing har fremført, er at budgettet for F-35 manglede nogle punkter: i hvert tilfælde uddannelse/træning så vidt jeg husker; jeg mener også reservedele var lidt kritisk – som ellers var medregnet for F-18 og Eurofighter. Det kunne være interessant at vide om der nyt i sagen.

  • KimE siger:

    Nytt är att produktionen av skrov (tyskland) till Eurofighter tar ett två års uppehåll till 2018.Monteringslinjerna i Spanien och Tyskland lägger ner 2018 kvar blir de i England (2019) och Italien (2023 med order från Kuwait).Mycket av produktionen av delar lär ta ett uppehåll med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *