Om en registreringsordning for alternative behandlere

Fremsat den 26. november 2002 af Birthe Skaarup (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Jette Jespersen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Anita Knakkergaard (DF), Pia Kristensen (DF), Aase D. Madsen (DF) og Peter Skaarup (DF)

Ordningen tænkes etableret som en frivillig registreringsordning, der tilrettelægges sådan, at de etablerede behandlerorganisationer i det væsentlige selv varetager registreringen og de spørgsmål, der udspringer af den. Ordningen er nærmere beskrevet under bemærkningernes afsnit 3. Sundhedsstyrelsens opgave bør være begrænset til at føre det overordnede tilsyn med, at registreringsordningen forvaltes på forsvarlig måde.

Forslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 32 fra folketingsåret 1999-2000, der på det tidspunkt blev behandlet under titlen: Folketingsbeslutning om autorisation af zoneterapeuter og akupunktører. Se Folketingstidende, forhandlingerne side 2991 og 8205, tillæg A side 2484 og 2486 og tillæg B side 858.

Temaet for nærværende beslutningsforslag er ændret, idet der alene foreslås en registreringsordning og ikke en autorisationsordning. Desuden er registreringsordningen ikke begrænset til enkelte grupper af alternative behandlere, men kan principielt tages i brug inden for alle behandlergrupper, der har veldefinerede og betryggende uddannelseskrav og har en brancheorganisation, der kan og vil påtage sig opgaverne vedrørende registreringen og dennes vedligeholdelse.

Bemærkningerne til forslaget er afpasset efter den udvikling, der har fundet sted inden for den alternative behandling i de senere år.

Udbredelsen af alternativ behandling er forøget her i landet over en længere årrække. Det er påvist i undersøgelser, der er gennemført af Statens Institut for Folkesundhed i 1987, 1994 og 2000. Svarene fra disse undersøgelser giver et tydeligt billede af udviklingen. I alle tre undersøgelser er svarpersoner blevet bedt om at oplyse, hvilke alternative behandlingsmetoder de nogen sinde har benyttet, og i givet fald hvilke behandlingsformer de har benyttet inden for det seneste år. Resultaterne af undersøgelsen i 2000 fremgår af tabel 1.

Interessen for alternativ behandling har gennem årene været voksende både i Danmark og i mange andre lande. Det viser sig ved en mere positiv holdning til og interesse for behandlingsmetoderne, hvilket især viser sig ved, at flere personer vælger at benytte alternative behandlingsformer.

I år 2000 havde ifølge tabel 1 885.000 danskere benyttet sig af alternative behandlingsformer inden for det seneste år, hvilket svarer til 20,56 pct. af befolkningen over 16 år.

Undersøgelserne viser endvidere, at de mest anvendte behandlingsmetoder er zoneterapi, derefter massage/manipulation, så naturmedicin og akupunktur. Det fremgår også af de pågældende undersøgelser, at flere kvinder end mænd benytter alternativ behandling, og at selvstændige og højtuddannede bruger den mest og ufaglærte mindst, ligesom det fremgår, at alternativ behandling benyttes som supplement til det officielle sundhedsvæsen og ikke som en erstatning.

Der har i de senere år vist sig en tydelig tendens til, at der breder sig en voksende forståelse for, at den traditionelle medicin og den alternative behandling bør kunne lytte til hinanden og ikke forkaste hinanden. Den alternative behandlings holistiske helbredsforståelse appellerer til, at forskere og behandlere må tænke i andre baner end tidligere i forhold til forskningsbaserede evalueringer. Adskillige internationale undersøgelser viser, at selv om man ikke ved traditionelle evalueringsmetoder kan måle en given effekt på de kliniske parametre, som er i fokus i en given undersøgelse, så rapporterer en stor del af patienterne alligevel, at de mærker en effekt. Der kan derfor være meget, der taler for at udvikle nye evalueringsmetoder i de kommende år.

Hos de almenpraktiserende læger savnes ofte en mulighed for at kunne rådgive patienterne om alternativ behandling, og det viser sig undertiden, at viden, der er almindeligt kendt af alternative behandlere og patienter, ikke er nået frem til alle læger. Det kan skabe et misforhold i dialogen mellem læge og patient. Nævnes bør dog, at stadig flere almenpraktiserende læger interesserer sig for alternative behandlingsmetoder og inddrager viden herfra i deres patientbehandling. Det vil være værdifuldt, at den enkelte patient kan møde åbenhed hos sin praktiserende læge, speciallæge eller sygehuslæge og oplyse om sin brug af alternativ eller komplementær medicin uden at blive mødt af afvisning eller mangel på forståelse. Personer, der virker inden for sundhedssektoren, bør have langt bedre muligheder for at henvise til andre seriøse behandlere, f.eks. så læger henviser til alternative behandlere og omvendt, når der er grund til at antage, at der er behov for alternativ eller komplementær behandling. Det vil en registreringsordning kunne bidrage til.

Det må ikke overses, at det, der i dag betegnes som alternativt, i årtusinder har været den accepterede form for helbredende behandling af syge. En lang række behandlingsmetoder, der i forskellige tidsepoker og i forskellige omgivelser har været anerkendte, udgør i dag fortsat i høj grad alternativer til den moderne medicin, der er næsten totalt domineret af medicinalindustrien.

Efter forslagsstillernes vurdering er det sandsynligt, at der i de kommende år vil udvikle sig et nærmere samarbejde mellem forskellige behandlergrupper, så praktiserende læger, sygehuslæger og andre inden for det offentlige sundhedsvæsen samarbejder med og henviser til alternative behandlere, f.eks. akupunktører, zoneterapeuter, homøopater, heilpraktikere, biopater og andre behandlere.

Behovet for at gå nye veje er til stede. I udlandet er man flere steder længere fremme end i Danmark med hensyn til brugen af alternative behandlingsformer, og den støt stigende interesse og fortrolighed med behandlingsformer, der benyttes andre steder i verden, vil komme til at påvirke udviklingen.

Det virker på mange mennesker ejendommeligt, at selv ansvarsbevidste læger i medfør af lægelovens § 19, jf. § 18, kan risikere bøde- eller frihedsstraf for kvaksalveri, hvis de går i samarbejde med lægfolk, der tager syge i kur, uanset om der er tale om lægfolk, der benytter viden og behandlingsmetoder, der har været kendt i århundreder og anerkendes i andre europæiske lande. Til trods for bestemmelserne i lægeloven blev en læge dog frifundet af Østre Landsret for at have samarbejdet med en akupunktør, der var uddannet i udlandet (UfR 1986.624 Ø).

På mellemlangt sigt er det sandsynligt, at forskellige former for helbredsforsikringer, ikke kun ordninger for personale i større virksomheder, men også generelle sygeforsikringsordninger, vil finde det attraktivt at tilbyde forsikringstagerne økonomisk dækning af alternative behandlingsformer. Interessen for sådanne behandlingsformer er hos befolkningen så stærk og muligheden for at reducere antallet af sygedage så nærliggende, at det på længere sigt er meget sandsynligt, at også den offentlige sygesikring vil gå ind i hel eller delvis økonomisk dækning af alternative behandlingsydelser.

Udgangspunktet for høringen den 19. marts 2002 var, at interessen for alternativ behandling er støt voksende i befolkningen. Antallet af danskere, der bruger alternativ behandling, er – som allerede nævnt – fordoblet på godt 10 år. Men der er uenighed om, hvilke behandlingsmetoder der er videnskabeligt belæg for. Uenighed er der også om, hvorvidt det offentlige bør gøre mere for at integrere alternativ behandling i det etablerede sundhedsvæsen.

Folketingets Sundhedsudvalg havde – før folketingsvalget i 2001 – fået skærpet interessen for alternativ behandling ved en studietur til Kina. Her oplevede udvalgsmedlemmerne, hvordan traditionel og moderne lægegerning bliver udøvet side om side i det kinesiske sundhedsvæsen. Spørgsmålet meldte sig: Kan det, vi betragter som alternativ behandling, blive en del af det offentlige sundhedsvæsen til fordel for patienterne – og måske endda for de trængte sundhedsbudgetter? Dette spørgsmål var blandt emnerne på høringen.

Debatseminaret den 9. september 2002 betonede brobygning og nytænkning i helbredsforståelse, herunder forskningens bidrag til etablering af en ligeværdig, fælles kommunikationsramme mellem den komplementære og den traditionelle sundhedssektor. Ved seminaret pegede flere foredragsholdere bl.a. på praktisk anvendelig og handlingsrettet forskning og på forskning, der kan bygge bro mellem de alternative og de traditionelle behandlere. Der henvises til resumé udarbejdet af Teknologirådet juli 2002 (Teknologirådets rapporter 2002/7 ISBN: 87-90221-71-0. ISSN 1395-7392).

Et fremskridt for patienter, der ønsker at benytte alternativ behandling under indlæggelse på sygehus, blev opnået ved Sundhedsstyrelsens Vejledning til landets sygehuse den 21. november 2000. I vejledningen opfordres sygehusafdelinger til ikke at modsætte sig patienters ønske om at anvende alternativ behandling under indlæggelse. I indsatsen for at efterleve vejledningen vil sygehusene i fremtiden kunne få stor nytte af en egentlig registreringsordning under sundhedsmyndighedernes tilsyn.

Selv om vi i Danmark er nået et stykke af vejen for alternative behandlingsformer, er der andre lande, som er nået endnu længere. Nævnes kan Norge, Sverige, Tyskland, Israel og England som eksempler på lande, hvor alternative behandlere og læger arbejder sammen dagligt, fordi de har konstateret mange gode resultater.

Forslagsstillerne ønsker med nærværende forslag, at der tages et beskedent lovgivningsmæssigt første skridt i retning af at opnå velordnede forhold for de alternative behandleres aktiviteter, kvalifikationer m.v. til gavn for den generelle folkesundhed og til nytte for den enkelte patient.

Forslagsstillerne minder om, at der her i landet gik meget lang tid, fra den kiropraktiske uddannelse blev udviklet og kiropraktorer begyndte at virke også her i landet, til lovgivningen anerkendte kiropraktik og den offentlige sygesikring inddrog kiropraktikken som en ligeværdig behandlingsmetode. En sammenligning med kiropraktikken kan måske bidrage til at belyse den udvikling, der kan forventes for flere andre grupper af behandlere.

Den første kiropraktor etablerede sig i Danmark i 1920. I 1925 dannedes Landsforeningen Kiropraktikkens Fremme og Dansk Kiropraktor-Forening. Først efter mange års oplysningsindsats fra landsforeningen og fra de enkelte udøvere af kiropraktik etableredes ved lov nr. 415 af 6. juni 1991om kiropraktorer en autorisationsordning, der administreres af sundhedsstyrelsen, og den offentlige sygesikrings regler vedrørende betingelserne for tilskud til kiropraktisk behandling blev ændret i konsekvens heraf. Loven medfører, at det udelukkende er autoriserede kiropraktorer, der har ret til at udøve kiropraktisk virksomhed og til at kalde sig kiropraktor. Kiropraktorernes patienter har de samme forsikringsmæssige dækninger, som patienter har ved behandling på sygehuse. I Danmark praktiserer mere end 300 kiropraktorer, og udøvelse af erhvervet finder primært sted i ca. 200 kiropraktorklinikker fordelt over hele landet. Kiropraktorerne ser op imod 300.000 patienter hvert år.

Kravene til kiropraktorernes uddannelse var før loven fastlagt af Dansk Kiropraktor-Forening, der udelukkende anerkendte kiropraktoruddannelser, som var anerkendt af eller kunne anerkendes af Council on Chiropractic Education (CCE). I 1994 blev der taget politisk beslutning om etablering af en dansk kiropraktoruddannelse ved Odense Universitet. I dag tilbyder Syddansk Universitet i Odense som det eneste universitet i Norden en uddannelse i kiropraktik (klinisk biomekanik).

Før autorisationsordningen var kiropraktik omgivet af udbredt skepsis fra myndighedernes side, og først efter at kiropraktisk virksomhed er blevet omfattet af sygesikringen, er der blevet etableret mange samarbejdsformer og herunder forskningsprojekter, hvori kiropraktik indgår på lige fod med traditionel lægelig behandling. Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik er etableret som en selvejende fond, der bl.a. samarbejder med Odense Universitet om den kliniske del af en fuld nordisk kiropraktoruddannelse, og som derudover driver kiropraktisk og biomekanisk forskning.

Den foreslåede registreringsordning for alternative behandlere bør tilrettelægges således, at den i sig selv kan blive en udpræget nyttig ordning, der kan skabe forbedrede rammer om alternative behandleres sundhedsydelser. Ordningen skal give patienterne en høj grad af sikkerhed for, at en registreret alternativ behandler altid har gennemgået en veldefineret uddannelse eller under organiserede forhold har praktiseret i en længere periode og dermed besidder bestemte faglige kvalifikationer, samt at udøveren af de respektive behandlingsmetoder i øvrigt overholder den pågældende brancheorganisations relevante faglige, kvalitetsmæssige og etiske krav. Registreringsordningen bør være underlagt sundhedsmyndighedernes tilsyn.

Der eksisterer to paraplyorganisationer, Landsforeningen Natursundhedsrådet (LNS) og Sundhedsrådet (SR), der i samarbejde har udarbejdet forslag til, hvordan en registreringsordning kan udformes. Ved udarbejdelsen af nærværende forslag og bemærkningerne hertil er der taget hensyn til det arbejde, der allerede er udført af de to organisationer LNS og SR.

De vigtigste grundelementer i en registreringsordning kan sammenfattes således:

Den registreringsform, der foreslås, betyder bevarelse af fri etableringsret for alternative behandlere. Det offentlige fastlægger betingelserne for registrering og fører det overordnede tilsyn med, at registreringsordningen forvaltes på forsvarlig måde. Derimod påtager det offentlige sig ikke noget fagligt eller økonomisk ansvar for behandlerne. Ordningen kan indebære en titelbeskyttelse, idet det i lovgivningen kan fastslås, at f.eks. betegnelsen Registreret Alternativ Behandler (forkortet RAB), eller andre tilsvarende betegnelser (registreret zoneterapeut, registreret akupunktør, registreret homoøpat, registreret heilpraktiker m.fl.) ikke må benyttes uden opfyldelse af de faglige og etiske krav m.v., der stilles af brancheorganisationen. Behandlere, der i dag ikke har en tilstrækkelig uddannelse, vil helt naturligt skulle forholde sig til, om de ønsker at opfylde de uddannelseskrav, der kræves for at kunne opnå registrering. Dette vil give en positiv kvalitetsudvikling og forøget tryghed for patienter, læger og samfund i forbindelse med valg af alternativ behandler.

Forslagsstillerne anbefaler, at der under Indenrigs- og Sundhedsministeriet nedsættes en arbejdsgruppe, der udarbejder de betingelser, som de respektive brancheorganisationer skal administrere registreringsordningen efter. Betingelserne kan f.eks. omfatte omfanget af uddannelsesforløb, krav til indretning af og hygiejne i klinik, krav om ansvarsforsikring m.v. Arbejdsgruppen kan med Statens Uddannelsesstøtte drøfte, om nogle af uddannelserne bør være omfattet af Statens Uddannelsesstøtte. Forslagsstillerne vil finde det naturligt, at repræsentanter for LNS og SR og måske andre behandlerorganisationer eller personer med særlig faglig ekspertise, f.eks. læger med kendskab til alternative behandlingsmetoder, inddrages i arbejdet. Arbejdsgruppen udarbejder forslag til registreringsordning, og Sundhedsministeriet kan på det grundlag fremsætte lovforslag og i fornødent omfang fastsætte eller ændre administrative forskrifter.

De to paraplyorganisationer LNS og SR har tidligere udarbejdet et oplæg, der har som målsætning at forbedre forbrugernes stilling over for de alternative behandlere. Ordningen skal give brugerne den sikkerhed, at når de benytter en registreret alternativ behandler, opfylder behandleren en række krav med hensyn til uddannelse og etik. Desuden skal betingelsen for at benytte en beskyttet titel være, at den alternative behandler er medlem af en brancheorganisation. Brancheorganisationen skal overvåge, at den alternative behandler overholder ordningens regler. Oplægget indgik blandt andet i drøftelserne på debatseminaret den 9. september 2002 på Christiansborg. Forslagsstillerne finder, at arbejdsgruppen bør inddrage dette arbejde i sine overvejelser. Udkast til lovgivning på området bør komme i høring hos relevante organisationer.

En realistisk tidsplan kan f.eks. være, at arbejdsgruppen afslutter sit arbejde således, at forslag i Folketinget fremsættes i efterårssamlingen 2003 med ikrafttræden den 1. januar 2004 eller snarest derefter.

Den foreslåede registreringsordning vil føre til en forøget tryghed ved brugen af alternativ behandling. Ensartede uddannelser, kvalitetskontrol, overholdelse af etiske regler m.v. kan samlet også føre til større anerkendelse og mere målrettet brug af de alternative behandlingsmetoder, der kan påvise de bedste resultater og størst tilfredshed hos patienterne.

Det er muligt, at der i fremtiden vil opstå behov for en egentlig autorisationsordning for alternative behandlere. Ligesom autoriserede kiropraktorer, autoriserede fodterapeuter, autoriserede fysioterapeuter og andre med seriøse behandleruddannelser har opnået anerkendelse og indgår i befolkningens forbrug af sundhedsydelser, vil det være naturligt, at det efter nogle års erfaringer med en registreringsordning undersøges, om ordningen bør videreudvikles til en godkendelses- eller autorisationsordning, der tildeler Sundhedsstyrelsen opgaver med kvalitetskontrol m.v.

En del erfaringer kan allerede i dag indhentes fra andre europæiske landes officielle sundhedssystemer, hvoraf nogle anerkender alternative behandlingsmetoder. Forslagsstillerne er bekendt med, at der i udlandet findes forskellige tilskudsordninger til alternativ behandling. Det understreges, at nærværende forslag ikke lægger op til at indføre tilskudsordninger i Danmark, men alene har som mål at få gennemført en registreringsordning.

Af hensyn til den store del af befolkningen, der benytter alternativ behandling, er det meget vigtigt at få etableret en registreringsordning snarest muligt. En vedtagelse af nærværende forslag vil være det første helt nødvendige skridt i den retning.

Det er klart, at der ikke med en registreringsordning kan gives nogen offentlig garanti for den alternative behandlings effektivitet og virkning. Derimod kan der skabes sikkerhed for, at der ligger tilstrækkelig uddannelse, faglighed og selvjustits m.v. bag den alternative behandler.

Forslagsstillerne mener, at alternative behandlere yder et vigtigt bidrag til helbredelse af syge i Danmark. I dag anerkender mange – også inden for den autoriserede lægeverden – de alternative behandleres indsats, selv om det må medgives, at der findes mange og vidt forskellige retninger, hvoraf ikke alle kan anses for lige seriøse. Afgørende er, at patienterne meget hyppigt selv konstaterer tydelige helbredsforbedringer efter den behandling, der modtages hos de alternative behandlere.

Med vedtagelsen af dette beslutningsforslag kan der opnås en større åbenhed og tryghed omkring de mest anerkendte alternative behandlingsformer.

Det vurderes, at der ikke vil være særlige økonomiske eller administrative konsekvenser ved ordningen. De godkendelsesprocedurer, der skal foretages i forbindelse med registreringen af den enkelte behandler, gennemføres af de enkelte brancheorganisationer eller i et samarbejde med disse, og dette bør kunne hvile i sig selv, idet der til dækning af de faktiske udgifter bør kunne opkræves et gebyr for optagelse under registreringsordningen.

For Sundhedsstyrelsen kan der – ud over deltagelse i den foreslåede arbejdsgruppe – være behov for at afsætte begrænsede ressourcer til kontakt med og eventuel nødvendig vejledning af de berørte brancheorganisationer.