Bilister med medicin i blodet

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 12. oktober 2002 fra Steen Jarbøel, København vedrørende trafikfarlig medicin, jf. alm. del – bilag 115."

Steen Jarbøel giver i henvendelsen udtryk for bekymring med hensyn til bilister med trafikfarlig medicin i blodet. Steen Jarbøel finder således, at patienter, der får udleveret sove- eller nervemedicin samtidig bør deponere deres kørekort hos lægen.

Jeg kan oplyse, at Sundhedsstyrelsen rådgiver politiet vedrørende helbredsmæssige forhold i forbindelse med udstedelse af kørekort. Styrelsen modtager årligt ca. 4.000 henvendelser herom fra politiet. I "Blanket til helbredsmæssige oplysninger ved udstedelse af kørekort", punkt H 3, skal den attestudstedende læge anføre, om en ansøger om kørekort behandles med medicin, som kan påvirke evnen til at føre motorkøretøj på trafiksikkerhedsmæssig forsvarlig vis. Såfremt dette punkt er afkrydset bekræftende uden nærmere beskrivelse af art og dosis af de(t) ordinerede præparat(er), anbefaler styrelsen politiet at fremskaffe oplysninger herom. De samlede lægelige oplysninger inddrages i Sundhedsstyrelsens vurdering, om den ordinerede medicindosis er forenelig med at føre motorkøretøj på betryggende vis, eventuelt for en kortere periode.

Justitsministeriet har oplyst, at det fremgår af færdselslovens § 54, at et motordrevet køretøj ikke må føres eller forsøges ført af nogen, som på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at han er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde. Personer, der overtræder denne bestemmelse, kan i henhold til færdselslovens § 117, stk. 5, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år.

Steen Jarbøel har herudover i sit brev af 12. oktober 2002 navnlig fremhævet en række negative virkninger af medicin af typen benzodiazepiner og beslægtende stoffer og på denne baggrund fremsat en række forslag til begrænsning af forbruget af disse, hvortil jeg skal knytte følgende kommentarer.

Jeg kan oplyse, at jeg ligesom Steen Jarbøel ser med stor alvor på benzodiazepiner og risikoen ved disse lægemidlers afhængighedsskabende effekt. Det er derfor min opfattelse, at der bør ske en nærmere vurdering af behovet for at iværksætte øgede eller mere målrettede overvågningstiltag i forhold til ordination og anvendelse af denne gruppe lægemidler. Jeg finder det væsentligt, at en sådan vurdering foretages på grundlag af aktuelle oplysninger om problemstillingen, herunder forbrugets omfang og fordeling på såvel patienter som ordinerende læger. Endvidere bør der forinden en stillingtagen foreligge en nærmere beskrivelse af de behandlingsmæssige forhold på dette område, herunder behandlingsmæssige alternativer til den omhandlede lægemiddelgruppe. Der bør endvidere foreligge en nærmere vurdering af hvilke overvågningsmetoder, der vil være mest velegnede, herunder om overvågning eventuelt bør ske ved, at Lægemiddelstyrelsen pålægger disse lægemidler kopieringspligt eller ved andre former for overvågnings- og/eller informationstiltag.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har på denne baggrund indkaldt Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen til en nærmere drøftelse med henblik på udarbejdelsen af et endeligt og opdateret vurderings- og beslutningsgrundlag.

Sten Jarbøel foreslår også, at pakningerne skal være tydeligt mærket med Sundhedsstyrelsens anbefaling om max 2-4 ugers forbrug.

Hertil kan jeg oplyse, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning om lægers ordination af afhængighedsskabende lægemidler, at benzodiazepiner "bør så vidt muligt ordineres til korte behandlingsforløb. Når der er tale om anxiolytisk (angstdæmpende) behandling, bør man stræbe efter en behandlingsperiode på ikke over 4 uger og allerede ved starten træffe aftale om varighed og aftrapning". Det fremgår dog også af vejledningen, at den "først og fremmest (har) til hensigt at danne grundlag for lægens overvejelser i forbindelse med, at der indledes en behandling med sovemedicin eller angstdæmpende medicin". Der er således ikke tale om en absolut overgrænse for behandlingsvarigheden.

Jeg kan oplyse, at lægemiddelpakninger i henhold til Lægemiddelstyrelsens bekendtgørelse om mærkning m.m. af lægemidler skal mærkes med en lang række oplysninger. Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsen, at de oplysninger, pakningen mærkes med, skal være i overensstemmelse med det produktresumé, der er godkendt for lægemidlet.

Lægemiddelpakninger skal derimod ikke mærkes med oplysninger, der alene findes i en behandlingsvejledning fra Sundhedsstyrelsen. Det skal bl.a. ses i sammenhæng med, at behandlingsvejledningerne er rettet mod behandlerne, altså lægerne, ikke forbrugerne. Det er i sidste ende lægen der afgør, hvilke patienter der skal sættes i behandling, og hvor længe behandlingen skal vare.

For så vidt angår forslaget om mindre pakningsstørrelser har Lægemiddelstyrelsen i 2002 gennemgået sortimentet af benzodiazepiner med henblik på at undersøge, om der findes pakninger, der er i overensstemmelse med behovet ved en behandlingsperiode på 2 til 4 uger.

I nedenstående skema er vist nogle eksempler på dosering sammenholdt med den mindste markedsførte pakning:

Apodorm, Nitrazepam og Mogadon er synonyme lægemidler, der indbyrdes kan erstatte hinanden.

Samlet set er det Lægemiddelstyrelsens opfattelse, at de pakningsstørrelser, der er til rådighed, giver den ordinerende læge mulighed for at iværksætte en kortvarig behandling. Dette gælder dog ikke altid hvert enkelt lægemiddel i en gruppe af synonyme lægemidler.

Jeg skal i øvrigt bemærke, at Sundhedsstyrelsen har oplyst, at opmærksomheden på afhængighedsproblematikken ved brugen af benzodiazepiner er blevet gradvist skærpet i de senere år. Der er således kommet nye behandlingstilbud til personer, der har behov for nedtrapning af deres forbrug af benzodiazepiner. Mange af disse nedtrapninger finder sted på private behandlingssteder, som det offentlige behandlingssystem i en vis udstrækning samarbejder med. Amterne har således siden juli 2000 skulle godkende disse behandlingssteder.