Hvad handler det egentlig om, når Boeing torsdag eftermiddag meddeler, at flyproducenten overvejer at lægge sag an mod Danmark?

Det handler om, at Boeing ikke vil have de danske tal for prisen på F-18 Super Hornet stående uimodsagt. For det danske resultat med en meget høj Super Hornet-pris er blevet bemærket i andre lande, som så småt også er gået igang med at skulle købe nye fly.

De fire lande, som verdens vestlige kampflysælgere har deres øjne rettet imod er Belgien, Finland, Schweiz og Canada. De tre sidste nationer anvender i dag F-18 Hornet-fly. Boeing burde derfor stå rimelig stærkt i de lande. Derfor duer det ikke hvis de danske tal kommer til at stå uimodsagt.

Nu overvejer Boeing at udfordre de danske beregninger. I første omgang har Boeing søgt aktindsigt i al materiale fra evalueringsarbejdet. Som vi har beskrevet her på nytkampfly.dk, så er alle notater, som forsvarsforligskredsen fik forelagt under forhandlingerne i maj og juni, lagt frem på Folketingets hjemmeside. Men Boeing vil dybere ned og se nærmere på selve kampflykontorets beregninger, kommunikation og konklusioner.

Selvom Boeing selv er part i sagen, så er der dog grænser for hvor meget ministeriet vil/kan offentliggøre. Den sorte overstregningstusch bliver helt sikkert fundet frem og ting bliver streget over med henvisning til kommercielle interesser eller forholdet til fremmede magter, så Boeing eksempelvis ikke kan læse kommunikation mellem kampflykontoret og Boeings konkurrenter. Så hvor meget brugbart materiale Boeing kan få ud af Forsvarsministeriet bliver interessant at se. Og hvor lang tid det tager ministeriet at behandle aktindsigtsansøgningen. For Kammeradvokaten skal helt sikkert ind over og vurdere hvad man udleverer.

Ender Boeing med at lægge sag an? Det er svært at sige. For man skal huske på, at US Navy var mellemled som den officielle sælger af F-18 Super Hornet. Så hvis Boeing slæber Danmark i retten, så er det sanktioneret af US Navy. Man kunne derfor godt forestille sig, at US Navy har givet Boeing mulighed for at skabe lidt støj i form af torsdagens aktindsigtsansøgning af hensyn til Super Hornet-kampagnerne i de andre lande. Men US Navy ønsker formentlig ikke at gå skridtet videre og køre en egentlig retssag mod et land, som faktisk har besluttet sig for at købe et amerikansk kampfly – som US Navy også selv skal have en dag.

Man kan dog heller ikke udelukke, at Boeing føler sig så sikre på at kampflykontoret har regnet forkert, at de med åben pande tager kampen op – hvis de må for US Navy.

Hvis Boeing anlægger en sag, så betyder det faktisk ikke så meget om de vinder. For der kommer sandsynligvis til at gå flere år inden en eventuel retssag bliver afgjort. Til den tid er indkøbene i de fire lande formentlig overstået. Ingen af de fire lande har tid til at vente lige så længe som Danmark med at beslutte sig. Det er deres fly simpelthen for gamle til. Og i Finland vil man gerne have det samme antal operative kampfly i overgangsfasen mellem Hornet og de nye fly. Ganske simpelt på grund af naboskabet til Rusland.

Så nu kan Boeing henvise til overvejelserne om en retssag, når de i Finland, Belgien, Schweiz og Canada bliver spurgt til den danske konkurrence og de priser på Super Hornet, som det danske kampflykontoret kom frem til. Dermed får de signaleret til politikere, stakeholdere, medier og befolkning i de fire lande og resten af verden, at de finder de danske tal værende helt ude i skoven. Historien var da også ude i de internationale luftfarts- og forsvarsmedier så snart de havde udsendt deres pressemeddelelse, så budskabet kunne komme bredt ud.

Ville Boeing kunne vinde en retssag? Tjaaa…… Kommer selvfølgelig an på hvad sagen handler om. De kommer aldrig til at vinde det danske kampflyudbud eller får det til at gå om. De kan højest vinde en symbolsk sejr. Og den har jeg svært ved at se, at de kan hive hjem. Evalueringsprocessen er foretaget med blikket stift rettet mod at en eller begge tabere, kunne finde på at lægge sag an. Kammeradvokaten har været inde over og skulle gerne have sikret, at arbejdet er skudsikkert og kan holde i retten.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

7 Comments for this entry

  • Dan siger:

    Og derfor skulle man ikke have forhandlet med US Navy, men med Boeing selv. Måske skulle Boeing sagsøge US Navy?

  • CP siger:

    Nu skal man passe på med at køre det for meget op, der er selvfølgelig nogle som føler sig trådt over tæerne.

    Men helt ærligt var konklusionen lidt overraskende, og den store flotte folkelige debat bagefter var nærmest ikke eksisterende.

    Med tanke på andre sager for tiden (sagde nogen Dong) så tror jeg det er meget sundt lige at gennemse sagen. Hvis alt er gået efter bogen skulle den jo hurtigt kunne lægges i seng.

  • Simon Petersen siger:

    @Dan

    Det er sådan set ikke noget hverken Danmark eller Boeing bestemmer. Det amerikanske FMS system fungerer sådan, at det er det amerianske forsvar, der sælger systemer til udlandet.

  • Halken siger:

    Der er ingen tvivl om at konklusionerne i typevalget var skrevet før analysen, så man kan sagtens forstå at Boeing gerne vil have lidt til deres side, men uden at ende i en retssag som de ikke får noget ud af.

  • Dan siger:

    Som sagt skulle Boeing, der er hjemmehørende i verdens mest kapitalistiske land, se om staten opstiller urimelige begrænsninger for de frie markedskræfter, og måske ved at prøve det i en retssal?

  • SH siger:

    @Halken; den var ikke skrevet på forhånd. Jeg ved det, for jeg har selv været med i processen i en lang periode.

  • Halken siger:

    @SH

    Det er altid noget.

    Jeg har selv lavet investeringsindstillinger med levetids omkostninger og nutidsværdiberegninger etc i erhvervslivet. Hvis jeg indstillede at den ene konkurrent skulle være en to-sæders version, når den fandtes i en en-sæders som de andre, og levetiden på de 9500 timer ikke var med, så ville jeg ikke have gjort mit arbejde godt nok. Det er ikke rettidig omhu.
    Jeg hørte nogle rygter om at der politisk ikke var den store tvivl om hvad der skulle købes – men det er selvfølgelig ikke det samme, og naturligvis kun rygter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *