De konservative svigter konservatismen

I dag har vi fået en borgerlig regering, der består af to partier, der røber deres idékrise allerede ved at kalde sig liberalt og konservativt.

I en besynderlig alliance mellem borgerlig liberalisme og national reaktion indledte Venstre f.eks. med at nedlægge Centret for Menneskerettigheder og begrænse personernes frie bevægelighed ved at gennemføre en restriktiv indvandringspolitik. Siden har partiet dog formået at tone rent, ideologisk set.

Særlig grelt er misforholdet mellem det klassiske konservative idégrundlag og den officielle konservative partipolitik.

I kølvandet på de senere års af- eller omideologisering af det politiske system er det efterhånden kommet dertil, at hvis man har et konservativt standpunkt, falder det vanskeligt tilslutte sig den praktiske politik hos det parti, der kalder sig konservativt. Den latente begrebsforvirring, der ligger i navnet på det parti, der kalder sig det Konservative Folkeparti, er i den seneste tid blevet åbenlys.

I stedet for økologisk bevidsthed har man den dér vulgærliberalistiske appel til motorveje, storcentre, storindustri og alt det, der i sandhed er noget ”bras”

Kasper Støvring
Cand.mag. i litteraturvidenskab

Der blev kastet fuld lys over idékrisen i forsommeren med baglandets opstand imod partiets kulturpolitiske desavouering af de konservative rødder og dræning af de intellektuelle ressourcer, som partiet ellers altid har formået at øse af.

Denne opstand blev mest udtalt i forbindelse med protesterne imod udflytningen af Rigsarkivet, der blev anført af Ditlev Tamm. Samme Tamm, der ikke kan beskyldes for uvidenhed om konservatismens værdigrundlag, mener i Berlingske Tidende 20/10, at partiet nu slet ikke ved, hvad der er konservativ (kultur)politik.

Liberalisering af det Konservative Folkeparti
Det er en velkendt sag, at det Konservative Folkeparti efter krigen har undergået en tiltagende liberalisering. Med Schlüters ord: Vi er ikke så konservative, at det gør noget.

Denne udvikling er kulmineret med tilslutningen til Venstres uforfærdede liberale projekt. De traditionelle konservative værdier er i vid udstrækning gået tabt og tilbage står en ruinøs konservatisme.

Med liberaliseringen har det Konservative Folkeparti også mistet sin eksistensberettigelse, og der er en vis retfærdighed i, at partiet er gået tilbage ved de seneste folketingsvalg, imens konservatismen er vundet frem – særligt hos Dansk Folkeparti, men jo også på venstrefløjen.

Konservatismens udsyn er skærmet af dem, der fremadvendt skuer mod en økonomisk liberalisme af nærmest revolutionær tilsnit og af dem, der skuer bagud mod Gamle Danmark.

Ingen partipolitisk konservatisme
Problemet er, at De Konservative i årevis har forsømt at (videre)udvikle en samlende fortælling, altså det, Schlüter kaldte ”noget bras”, nemlig en ideologi. Landsmødet i efteråret udstillede blot denne forsømmelse.

Men intet politisk parti kan leve uden en historisk bevidsthed, enhver politisk filosofi må vedkende sig sit ideologiske arvegods – men også sit vraggods, alle de anakronistiske elementer, der af og til også hærger konservatismen.

De Konservative risikerer at glemme deres oprindelige idealer og risikerer dermed også at glemme den indsigt, der er deres historiske eksistensberettigelse. Nemlig at tilbyde et gennemtænkt alternativ til socialisme og liberalisme.

De Konservative søger til tider at påkalde sig traditionen for social ansvarlighed, og de forfægter stadig tanken om, at de stærke skuldre skal bære de svage. Men de glemmer alt for let deres skepsis, når det kommer til den liberalistiske politik.

Unge konservative mangler erfaring
De Konservatives unge ledelse synes at mangle tilstrækkelig politisk erfaring til kritisk at kunne vurdere og modstå de beslutninger, som Venstres drevne ideologer søger at gennemtrumfe; ledelsen er heller ikke lydhør over for kritik, selv fra eget bagland, og den forstår ikke at opretholde en kontinuitet i forhold til traditionen.

Konsekvensen er, at det der historisk gælder for partiets mærkesager, afkobles fra dagens politik. Det gælder forsvaret for de traderede kulturværdier, den velovervejede og solidariske socialpolitik og bevarelsen af et højt (ud)dannelses- og forskningsniveau.

Og måske mest kontroversielt gælder det bevarelsen af en stærk –ikke nødvendigvis stor – stat, der bør være udtryk for et interessefællesskab, ikke blot et organ for retablering af en fri markedsøkonomi.

Der er en slående parallel til Tyskland, hvor også CDU siden firserne har forsømt at udvikle det konservative idégrundlag. Historieprofessoren Paul Nolte har i Tyskland stillet det spørgsmål, man lige så vel kunne stille herhjemme: Findes der endnu en politisk konservatisme?

Tiltrængt selvopgør
I slipstrømmen af debatten om venstrefløjens fortrædeligheder har de konservative partier begået den fejl, at de ensidigt har diskuteret venstrefløjens meritter med en vis skadefro uden at indse, at et selvopgør og en kritisk diskussion har været lige så tiltrængt i egne rækker.

Man har længe haft for vane at opstille den kludedukke, man kalder ”socialisme”, som man så dernæst uden risiko har kunnet skyde ned. Og dermed gør man i virkeligheden sig selv sårbar, for man får aldrig udviklet et levedygtigt alternativ.

Det er særligt let at diagnosticere det Konservative Folkepartis idékrise, hvis man ser på dets kulturpolitik. På kulturens område finder man ellers traditionelt konservatismens højt besungne idealer, fastholdt i de nationale kulturinstitutioner – dannelsen, patriotismen, de fælles symboler, en stærk traditionsbevidsthed, osv. – altså alt det, der som bekendt ikke kan sættes på aktier og faldbydes på markedet.

Hvis kulturpolitikken skal genrejses, nytter det ikke med den halvkvædede vise om Gud, Konge og Fædreland, som Pia Christmas Møller forsøgte sig med for nogle år siden i et desperat forsøg på at suge næring af partiets historiske rødder. Det er og bliver et rent retorisk forsvar for den forældede konservative treenighed.

Det går heller ikke med pragmatismen, som kulturminister Brian Mikkelsen altid griber til, når han ikke aner, hvori de konservative ideer består. Den erklæret konservative minister har da også snarere markeret sig som laissez faire-liberalist. Det var faktisk én af Schlüters største fortjenester, at han i sin ledelsesperiode forskånede partiet for denne besynderlige liberalistiske Thatcher-”konservatisme”.

Et levn af Thatcherismen
Det er aftapninger af en sur og besk thatcherisme, som Brian Mikkelsen i dag vil levere. F.eks. lader han forstå, at ”kultureliten”, der støtter kunstlivet i råd og nævn, er overflødig, selv om konservatismens eget grundlag langt hen er elitært (der jo blot betyder ”det bedste”, ”kernen”, ”det udvalgte”).

Ministeren vil også privatisere medierne og udlevere dem til kommercialismens grådige spekulanter, ligesom han tidligt kundgjorde, at han ville ophæve statens ”monopoler”, f.eks. på landsholdskampe, selv om konservatismen også opfatter staten som en garant for kvalitet og som et organ for fælles, nationale anliggender (det er indholdet i begrebet public service).

Dog var Brian Mikkelsen angiveligt drivkraften bag nedlæggelsen af Dansk Center for Menneskerettigheder. Så én ting har han dog forstået: Menneskerettigheder har historisk set intet at gøre med konservatisme. Tværtimod blev retsbegrebet udviklet som et emancipationsbegreb under de borgerlige revolutioner i 1700-tallet. Rettigheder er en liberal opfindelse.

De konservative bør altså være mere skeptiske over for de graverende besparelser på kulturområdet og i stedet søge at sikre de arvede kulturværdier. De konservative bør også sikre et stabilt samfundssystem, uddannelsernes høje kvalitet, den faglige ekspertise, videnssamfundets høje standard, den tryghedsskabende omsorgsdimension og en velfungerende offentlig sektor. Det er traditionelle konservative værdier.

De Konservative i liberale fodspor
Man har gjort et komplet knæfald for Venstres rigide skattestop i stedet for at forsøge sig med en dynamisk skattetænkning. Den minimale stat er jo netop også en liberalistisk opfindelse; for en konservativ bør staten være kompetent og anvendes offensivt og konstruktivt.

Hvorfor skal man altid bøje sig for kapitalens og markedsøkonomiens imperativer, for informationsteknologiens landvindinger, for liberale privatiseringsdrømme? Hvorfor lade sig dupere af trylleordet ”globalisering”, hvorfor altid være ”klædt på” til fremtiden?

Manglende mærkesager
De Konservative ønsker ikke længere at markere det, der engang var mærkesager, og som de var villige til at forsvare. Engang indebar konservatismen et kristeligt begrundet ansvar for den skabte jord. Den kristne begrundelse er faldet bort i dag, men hvorfor findes der ikke en konservativ bekymring for bevarelsen af de naturlige ressourcer? I stedet for økologisk bevidsthed har man den dér vulgærliberalistiske appel til motorveje, storcentre, storindustri og alt det, der i sandhed er noget ”bras”.

I Tyskland sondrer man af og til politisk mellem ”værdikonservatisme”, der forsvarer særlige menneskelige værdier og dybe kulturelle traditioner, og ”strukturkonservatisme”, der forsvarer markedet, motorvejene, McDonalds, etc.

Herhjemme går dette skel ikke ned mellem partiet De Konservative, eller mellem de politiske partier, men snarere ned mellem partipolitik på den ene side og kulturkritik på den anden.