Debat

SF: For livet eller for erhvervslivet?

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Morten Homann,
SFs forskningsordfører

Regeringen har fremlagt sit forslag til en ny universitetslov. Den viser klart, at regeringen bag de pæne ord hverken har vilje til at give universiteterne mere frihed eller til at tilpasse de ideologiske reformplaner til de udfordringer, virkelighedens universiteter står for. Man har ønsket at give erhvervslivet mere indflydelse på bekostning af den frie forskning.

SF vil ikke lægge stemmer til en reform, der sætter forskningsfriheden under pres ved at gøre en bestyrelse med flertal af eksterne repræsentanter fra bl.a. erhvervslivet til den øverste ledelse for universiteterne.

Det giver ingen mening at sætte medarbejdere og studerende udenfor indflydelse, når det netop er disses engagement og ansvarlighed, der er så afgørende for, om vi får forskning og uddannelse, der kommer resten af samfundet til gavn. Og universiteterne kan ikke være tjent med at få deres frihed og handlemuligheder indskrænket.

To udfordringer
Virkelighedens universiteter står over for to udfordringer, som efter SF's mening burde være omdrejningspunktet for en universitetsreform. For det første er det uhyre vigtigt at værne om forskningsfriheden i en tid, hvor stadig større og stærkere pengeinteresser bliver involveret i universiteternes virksomhed.

For det andet er det som nævnt afgørende at sikre medarbejderes og studerende indflydelse og dermed engagement. Hvis ikke man oplever den indflydelse, risikerer man både ringere forskning og uddannelse.

SF havde gerne medvirket til en reform, der gearede vores universiteter bedre til fremtidens udfordringer. Men regeringen har for enhver pris ønsket en reform, hvor forskning og uddannelse ikke er for livet, men alene for erhvervslivet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00