Boel: Lokalsamfund kan blive ramt af fiskerireformen

Fødevareministeren erkender i dette svar til Fødevareudvalget, at lokalsamfund kan blive ramt af EU's fiskerireform, som blev vedtaget under ministerens ledelse på rådsmødet i december. Hun vil dog arbejde på, at sikre, at skaderne bliver så få som mulig.
Dokumentation
Spørgsmål: "Ministeren bedes kommentere henvendelsen (pdf) af 4. december 2002 fra Thyborøn-Harboøre Kommune vedrørende de igangværende forhandlinger om begrænsninger i fiskeriet."

Fødevareministerens svar: "Jeg holdt den 12. december 2002 et møde med Borgmestrene fra Thyborøn-Harboøre Kommune, Holmsland Kommune, Ulfborg-Vembs Kommune samt Amtsborgmesteren Ringkøbing Amt. På mødet fremlagde kommunerne deres synspunkter i forlængelse af deres brev til mig af 4. december 2002. Jeg vedlægger til udvalgets orientering et referat af mødet.

Som bekendt vedtog Ministerrådet den 20. december 2002 kvoter og ledsagende bestemmelser for fiskeriet i 2003. Det var nødvendigt at finde en løsning som sikrede en positiv udvikling i torskebestanden og samtidig muliggjorde opretholdelse af så meget fiskeri som muligt i 2003 af hensyn til erhverv og lokalsamfund. Det mener jeg lykkedes, men det er også klart at reduktionerne af særlig torskefiskeriet vil vanskeliggøre situationen for visse grupper af fiskere og lokalsamfund. Fødevareministeriet vil gøre alt hvad der er muligt for at tilrettelægge gennemførelsen af fiskeriet inden for rammerne af EU-beslutningen, så de negative virkninger bliver minimeret.

N O T A T

Fødevareministerens møde med borgmestre fra Ringkøbing Amt.

Fødevareministeren mødtes den 12. december 2002 kl. 14.00med følgende repræsentanter fra kommuner i Ringkøbing amt. Borgmester Erik Flyvholm, Thyborøn-Harboøre Kommune, borgmester Ivar Enevoldsen, Holmsland Kommune, borgmester Niels Kr. Jensen, Ulfborg-Vemb Kommune, kommunaldirektør Arne Bay.

Kommunerne ønskede forud for ministerens forhandlinger i EU’s ministerråd om fiskeriforvaltningen i 2003 at gøre ministeren bekendt med de problemer, som Kommissionens forslag til reduktion af fangstmulighederne ville give for kommunerne.

Repræsentanterne fra fiskerikommunerne redegjorde for regionens og havnenes afhængighed af fiskeriet. Kommunerne lå i geografiske udkantområder og fiskeriet havde en afgørende betydning for erhvervsliv og beskæftigelse i kommunerne. Borgmestrene påpegede, at EU-Kommissionens forslag til begrænsninger i fiskerimulighederne ville betyde en væsentlig omsætningsnedgang for fiskeriet, hvilket ikke alene ville medføre problemer for fiskerne, men også for den meget vigtige følgeindustri.

Man bemærkede, at vindmøllevirksomheden Vestas’ reduktion af beskæftigelsen havde haft en negativ betydning, ligesom der havde været en reduktion i beskæftigelsen på ChemiNova.

Kommunerne havde ikke væsentlige alternative indtjeningsmuligheder, og en nedgang i fiskeriet ville også svække havnenes tiltrækningskraft for turister.

Kommunerne pegede på behovet for en forbedret fiskeribiologisk rådgivning, og at det var nødvendigt at inddrage fiskernes viden i rådgivningsarbejdet.

Kommunerne pegede på en oplægningsordning for fiskerfartøjer som en mulig hjælp til at holde fiskerisektoren i gang i den periode hvor fiskebestandene var på et lavt niveau.

Fødevareministeren var glad for at få et førstehåndsindtryk af kommunernes vurdering. Hun orienterede om situationen forud for ministerrådets drøftelser af den nye fiskeriforvaltning for 2003. Ministeren gav udtryk for at hun var fuldt ud opmærksom på de fiskeriafhængige kommuners bekymringer over for udsigterne til indskrænkninger i fiskerimulighederne.

Ministeren var enig i at det biologiske rådgivningsgrundlag skulle forbedres, hun orienterede om at der havde været en fælles drøftelse mellem de rådgivende biologer og fiskerne, og at der var enighed om at torsken var i en ringe forfatning, selvom der kunne være forskellig opfattelse af, hvilke forvaltningsmæssige konsekvenser denne situation skulle have for fiskeriet.

Ministeren fandt ikke, at en oplægningsordning var en god idé. Man måtte forvente, at den utilfredsstillende bestandsituation ville vare nogen tid. I den sammenhæng var det uhensigtsmæssigt at give støtte til oplægning af en flåde, der havde en høj alder og måske ikke var egnet til at drive et fremtidigt fiskeri på en fornuftig måde. Hertil kom, at ordningen ikke kom følgeindustrien til gode, ligesom den jo ikke bidrog med flere fisk til at holde beskæftigelsen i gang.

Forud for mødet havde kommunerne fremsendt et brev til fødevareministeren og til økonomi- og erhvervsministeren. Brevet bilægges.


Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00