Debat

Nordisk venstrefløj om 2003

"De nordiske lande er alle småstater. Vi har en fælles interesse i et stærkt internationalt samarbejde og værn mod magtanvendelse" skriver formændene for de nordiske venstrefløjspartier i dette indlæg om deres forventninger til 2003 - navnlig frygten for krig i Iraq.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Holger K. Nielsen, SF-Danmark
Kristin Halvorsen (SV-Norge)
Gudrun Schyman (V-Sverige)
Steingrimur Sigfusson (Venstrepartiet - de grønne Island)

Formænd for de nordiske venstrefløjspartier

Lad 2003 blive et år, hvor vi giver politikken og freden en chance.

Internationalt vil året, som ligger bag os, formentlig gå ind i historien som et af de blodigste år i Mellemøsten. Mange frygter, at 2003 bringer en ny stor krig i Mellemøsten og øget international usikkerhed.

Store styrker er nu ved at blive opbygget i Golfstaterne. Statsledere i flere lande optrapper samtidig ordkrigen i forhold til Iraq. Tolv år efter at den første golfkrig brød ud, planlægges det endelige opgør med Saddam Hussein i Irak. Tonen bliver stadig mere uforsonlig.

Krig foregår ikke bare med kugler og krudt, men også som en kamp om at definere virkeligheden. Propagandakrigen mod Irak er allerede i gang. En ny demokratisk styreform i Irak er et nytårsønske, som deles af ganske mange. Det er et ønske fra irakere, som er drevet i eksil efter forfølgelse og tortur. Det er et ønske fra alle som har oplevet vold og undertrykkelse i Irak. Det er også vort ønske, men det må virkeliggøres på en sådan måde, at international fred og sikkerhed ikke sættes i fare.

USA lader nu til at have bestemt sig for at gå i krig mod Irak. FN's sikkerhedsråd presses til at være med på marchen, vel vidende at alternativet kan være, at USA afskriver FN, og at FN bliver stillet magtesløs på sidelinjen i tiår fremover.

De nordiske venstrefløjs-partier
Formændene

Forbedring af den politiske og fredsmæssige situation i Irak må være et langsigtet mål, som en demokratisk opposition i Irak med international støtte må gennemføre. Langvarigt politisk og økonomisk pres kombineret med støtte til oppostion har været vejen frem for at vælte en række forhadte regimer igennem historien, og sådan må det også være for Irak.

Sikkerhedsrådets opgave i dag er ikke at ændre regimet i Bagdad, men at få gennemført nedrustning i Irak, sådan som det har været pålagt landet siden 1991. For at opnå dette må våbeninstruktørerne få tid til at arbejde og tid til at vise resultater.

USA's rolle i Golfen
USA lader nu til at have bestemt sig for at gå i krig mod Irak. FN's sikkerhedsråd presses til at være med på marchen, vel vidende at alternativet kan være, at USA afskriver FN, og at FN bliver stillet magtesløs på sidelinjen i tiår fremover.

Dermed skriver USA et nyt kapital i sin utrolige Golf-historie. Det er på sin plads at minde kort om tidligere kapitler: Allerede i 50'erne fastlagde USA grundlaget for sin politik overfor staterne i Golfen, baseret på amerikanske interesser knyttet til de enorme oliereserver i regionen.

I en årrække var Iran USA's nære allierede i området, men Irak overtog denne rolle efter at shahen blev væltet i 1979. USA bidrog til at bygge Saddam Hussein op som den stærke mand i Irak, og i den meget blodige og langvarige konflikt mellem Irak og Iran forsynede USA Irak med våben. På samme måde som Taleban langt hen ad vejen var et produkt af amerikansk politik i Afghanistan, er Saddam Hussein i høj grad et amerikansk produkt. Har vi så ikke noget andet valg end at stille op for USA?

Nej til en ny krig
Vi mener, at de nordiske lande må sige klart og tydeligt nej til en ny krig mod Irak. Vi er oprørte over den kortsynethed og uansvarlighed, som USA viser.

  • Dersom regimeskifte i Irak skal skabes gennem krig, hvorfor skal man da ikke også skifte regimer en række andre steder i verden, hvor der sidder utålelige regimer?
  • Dersom der skal sættes et forebyggende angreb ind i Irak, for at forhindre, at Irak bruger masseødelæggelsesvåben, hvorfor skal ikke andre gå til forebyggende angreb mod frygtede stater?
  • Dersom forebyggende angreb skal blive reglen mod såkaldte banditstater, vil sådanne stater da ikke også starte forebyggende angreb?

    Vi kan stå foran en alvorlig undergravning af det sæt regler og normer mellem stater, som møjsommeligt er bygget op gennem flere årtier. Det kan føre nye voldsspiraler med sig, som vil koste enrome lidelser og skabe langvarig usikkerhed.

    Det dårligste alternativ
    Kravene fra FN til Irak er klare. Sikkerhedsrådets resolutioner skal overholdes. Hvis Irak ikke vil samarbejde for at møde nedrustningskravet, vil det give store udfordringer til diplomatisk og politisk håndtering. Men krig er det dårligste alternativ. Vi har peget på, at et angreb på Irak med sigte på at ændre regimet eller for at forebygge eventuel våbenbrug fra Irak i fremtiden vil kunne skabe en livsfarlig præcedens internationalt.

    I tillæg vil krig i Irak kunne sprede sig til andre lande i regionen, og da særligt Israel og Palæstina, hvor situationen allerede er eksplosiv. Hensynet til civilbefolkningen i Irak må også veje tungt. Befolkningen i Irak er allerede i dag i store vanskeligheder som følge af de internationale sanktioner og det undertrykkende og kyniske regime.

    Ved en krig vil enorme flygtningestrømme være sandsynlig. Faren for at Irak skal komme til at anvende kemiske våben, hvis Irak har sådanne våben, vil også være stor, hvis Saddam Hussein ser, at det lakker mod enden. Hans skruppelløshed i så henseende er allerede demonstreret.

    Vejen til demokrati, fred og stabilitet i Irak og Mellemøsten går ikke via krig, men via en forstærket diplomatisk satsning for at komme frem til politiske løsninger med Irak. Dette må kombineres med andre typer sanktioner end dem, vi har i dag. Sanktionerne, som rammer det civile samfund, må ophæves, mens våbenembargo og andre former for målrettede sanktioner må opretholdes. Tiltag, som kan fremme en demokratisk, politisk opposition, må trappes op.

    De nordiske lande er alle småstater. Vi har en fælles interesse i et stærkt internationalt samarbejde og værn mod magtanvendelse. Vi har en fælles interesse i at modarbejde undergravning af folkerettens forbud mod magtanvendelse, og af at der eksisterer en international retsorden.

    Vi har desuden en fælles tradition for aktiv indsats på det humanitære område, for at bidrage til at lindre nød og skabe fredelig udvikling. Med udgangspunkt i disse fællesinteresser og værdier må de nordiske lande markere klart, at vi ønsker politiske løsninger i Irak og ikke krig.

  • Politik har aldrig været vigtigere

    Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


    0:000:00