Sameksistens er mulig

Claus Iversen
Dokumentation
Som led i fødevareministerens udarbejdelse af en strategi for sameksistens mellem genetisk modificerede, konventionelle og økologiske afgrøder er der nedsat en uafhængig ekspertgruppe, som har foretaget en faglig udredning vedrørende sameksistens. Udredningsgruppen har nu afleveret sin rapport til fødevareministeren.

Med et moderat omfang af GM-avl er det muligt at dyrke genetisk modificerede afgrøder i Danmark i sameksistens med konventionelle og økologiske produktionsformer. Det gælder for følgende afgrøder: majs, bederoer, kartofler, byg, hvede, havre, triticale, rug, lupin, hestebønne og ærter. Det er hovedkonklusionen i rapporten om sameksistens mellem GM-afgrøder og andre afgrøder. Rapporten giver forslag til virkemidler, som kan gøre sameksistensen mulig.

For afgrøderne raps, græs- og kløverfrø samt grønsagsfrø er problemstillingen så omfattende, at der er behov for yderligere analysearbejde, før der kan gives forslag til retningslinier for sameksistens.

”Jeg er tilfreds med at sameksistens er muligt med de rette virkemidler for en række afgrøder. Da arbejdet blev sat i gang understregede jeg, at hver en sten skulle vendes. Derfor skal vi selvfølgelig imødekomme udredningsgruppens ønske om at analysere de mere besværlige afgrøder yderligere", siger fødevareminister Mariann Fisher Boel.

"Jeg lægger vægt på, at vi har maksimal åbenhed og dialog om dette projekt, og jeg har derfor besluttet at præsentere udredningsgruppens rapport ved en eksperthøring på Christiansborg. Det vil ske den 21. januar, hvor udenlandske eksperter også vil deltage.

Arbejdet er langt fra slut. Der er også en række komplicerede juridiske spørgsmål, som vi arbejder intenst på at få afklaret. Det vil ske indenfor kort tid. Herefter skal den egentlige strategi for sameksistens udarbejdes og præsenteres for Folketinget. Det forventer jeg kan ske inden udgangen af februar. Når strategien er på plads, kan vi begynde de politiske drøftelser”, fastslår fødevareministeren.

De virkemidler, som udredningsgruppen foreslår anvendt, omfatter krav om afstande mellem marker, dyrkningsintervaller og rengøring af maskiner mv. Gruppen har her taget udgangspunkt i gældende regelsæt for produktion af såsæd i Danmark.

Rapporten behandler alene primærproduktionen i marken og frem til landmandens salg eller brug af afgrøden. Der er foretaget beregning af de omkostninger, der her er forbundet med de virkemidler, som foreslås. Omkostningerne varierer meget mellem afgrøderne.

Gruppen foreslår, at udredningsarbejdet fortsættes med yderligere analyser for afgrødegrupperne raps, græs- og kløverfrø samt de økonomiske forhold.

Udredningsgruppen består af repræsentanter fra Danmarks JordbrugsForskning, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Plantedirektoratet, Fødevareøkonomisk Institut, Danmarks Miljøundersøgelser og Forskningscenter Risø. Yderligere oplysninger kan fås ved formanden for udredningsgruppen, vicedirektør Søren A. Mikkelsen, Danmarks JordbrugsForskning.

Kontaktpersoner:
Udredningsgruppens formand, vicedirektør Søren A. Mikkelsen, Danmarks Jordbrugsforskning: Tlf. 89 99 16 07, mobil: 40 80 82 28.
Pressechef Carsten Møller Jensen, Fødevareministeriet: Tlf. 20 91 59 01.


Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00