Ellemann: USAs ret til missilskjold

Tilbage står spørgsmålet, om andre kan tillade sig at modarbejde amerikanernes ønske om at anvende deres teknologiske og økonomiske forspring til at give sig selv maksimal sikkerhed imod angreb udefra, nu hvor de har oplevet, at truslen om et sådant angreb er virkelighed og ikke en ond drøm. Hvilken ret har andre til at stille amerikanerne overfor et sådant krav?

Uffe Ellemann-Jensen
Tidl. udenrigsminister (V)

Kostbart og uden sikkerhed
Et missilskjold vil som sagt blive umådeligt kostbart, og de forsøg, der hidtil er gennemført med nedskydning af missiler affyret mod USA, giver ikke sikkerhed for at man behersker den nødvendige teknologi. Det fører selvsagt til bekymring for, at der bruges en masse penge på et forsvarssystem, som ikke er tilstrækkeligt effektivt. Men det er amerikanernes problem, for det er dem der skal betale for det. Det kan andre ikke bruge som et argument for at modsætte sig gennemførelse af projektet.

Når det store flertal af amerikanere ønsker at opbygge et missilskjold, koste hvad det vil, skyldes det den indgroede amerikanske følsomhed overfor alt hvad der indebærer en militær trussel rettet direkte imod det nordamerikanske territorium. USA har ikke et egentligt territorialforsvar, sådan som de europæiske lande har det. Derfor er der altid reageret stærkt, når territoriet blev truet, og der er henvist til, at der ikke var rettet direkte angreb mod amerikansk territorium siden frihedskrigen i 1776 og angrebet på Pearl Harbor den 7. december 1941.

Det gjorde den psykologiske virkning af terrorangrebet den 11. september 2001 endnu voldsommere, end man ville have oplevet det i en europæisk nation. Pludselig blev den sårbarhed demonstreret, som havde været noget lidt fjernt og teoretisk. Og dermed voksede kravet om beskyttelse.

Så kan andre komme med alle mulige argumenter om, at det jo ikke var et missilangreb, der ødelagde World Trade Center og Pentagon. Det var noget så primitivt som kaprede passagerfly. Og man kan også hævde, at truslerne fra kemiske våben eller fra atomvåben i en skibscontainer eller en kuffert er nok så realistiske som truslen fra et atommissil afsendt af en ”slyngelstat”. Man kan sige så meget.

Men tilbage står spørgsmålet, om andre kan tillade sig at modarbejde amerikanernes ønske om at anvende deres teknologiske og økonomiske forspring til at give sig selv maksimal sikkerhed imod angreb udefra, nu hvor de har oplevet, at truslen om et sådant angreb er virkelighed og ikke en ond drøm. Hvilken ret har andre til at stille amerikanerne overfor et sådant krav?

Grænser for anti-missil-systemer
Under den kolde krig blev der rent faktisk stillet et sådant krav. Og det blev imødekommet af USA. Det indgik i det internationale sikkerhedssystem, at supermagterne hver især gav afkald på deres muligheder for at beskytte sig selv mod angreb fra den anden. Det fremgik af den såkaldte ABM-traktat, som lagde snævre grænser for oprettelse af anti-missil-systemer.

Filosofien var, at når USA og Sovjetunionen ikke måtte beskytte sig selv imod hinandens missiler, så ville truslen om gensidig udslettelse føre til, at den ene supermagt ikke rettede overraskelsesangreb mod den anden. Risikoen for gengældelse, hvis man gik til angreb, skulle være så stor, at man lod være. Det var rationalet i den trussel om gensidig udslettelse – meget passende kendt under akronymet MAD (”mutually assured destruction”) – som var med til at holde freden i så mange år (omend på bekostning af friheden i store dele af Verden).

Nu er den kolde krig slut, og der er kun en enkelt supermagt tilbage. ABM-traktaten blev opsagt af USA tidligere i år. Rusland brød sig ikke om det, men accepterede nogenlunde stiltiende, at sådan er den nye verdensorden. Og USA har siden gjort det klart, at man er rede til at dele den teknologi, der ligger bag et missilskjold, med andre. Også med Rusland. Dermed bliver der tale om en fælles sikkerhed for dem, der vil beskytte sig mod de nye trusler.

Villigheden til at dele sikkerheden med andre – også tidligere fjender – undertreger, at et missilskjold i dag har et helt andet sikkerhedspolitisk rationale end det ville have haft under den kolde krig. Dengang var der tale om, at rationelt handlende stater (USA og Sovjetunionen) holdt hinanden i skak. I dag er der tale om at beskytte sig imod angreb fra stater, der ikke kan forventes at handle rationelt, og som ikke føler sig bundet af internationale spilleregler. Se på Nordkorea, hvor lederne lader deres egen befolkning leve i hungersnød, mens de opbygger kostbare langtrækkende missiler, som kan medføre masseødelæggelsesvåben. Eller Irak, hvor Saddam Hussein ikke tøvede med at benytte sine Scud-missiler mod Israel under Golfkrigen.

Nordkorea er i besiddelse af atomvåben. Det ved vi nu. Og for kun fire år siden affyrede Nordkorea et missil, som landede i Stillehavet. Dengang sagde man, at Nordkorea nu kun var fem år fra at have udviklet missiler, som kan ramme Amerika. Er der så noget at sige til, at amerikanerne satte ekstra fart på udviklingen af et missilskjold?

Det er et program, som blev indledt mens Clinton var præsident – med bred opbakning i Kongressen. Det er også værd at trække denne kendsgerning frem, når nogen forsøger at fremstille sagen, som om missilskjoldet er noget, den ”krigsgale” præsident Bush har fundet på – for nu at citere en fremtrædende grønlandsk politiker, der tydeligvis har lyttet til rådgivere med et tankesæt fra en fortid, vi ikke skal ønske at blive hængende fast i.

Tiden er en helt anden i dag end dengang i 80’erne, hvor et flertal i det danske Folketing tvang den daværende regering til at sætte fodnoter i NATO imod de amerikanske tanker om at benytte moderne teknologi til at skabe beskyttelse mod missilangreb.

Tilbageblik
Det kan måske være nyttigt for diskussionen i dag at se tilbage på det, der foregik i midten af 80’erne, i den sidste ophedede fase af den kolde krig:

Da Reagan-regeringen dengang spillede ud med SDI – det strategiske forsvarsinitiativ – eller ”Star Wars” som det blev kaldt – blev de sovjetiske ledere grebet af panik. De fornemmede, at deres vakkelvorne økonomiske system stod overfor noget, det ikke kunne magte. De amerikanske planer var meget løse. De gik ud på at etablere et rumbaseret missilforsvarssystem. Hvis der blev affyret missiler mod USA, skulle de spores af et netværk af satellitter, og derefter tilintetgøres af avancerede våben placeret i rummet. Det var så kostbart et program, at Sovjetunionen slet ikke kunne følge med. De avancerede planer blev aldrig til virkelighed. Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at lederne i Kreml fik deres egen svaghed udstillet så åbenlyst, at det var stærkt medvirkende til at få systemet til at bryde sammen.

Naturligvis forsøgte man dengang i Moskva at kvæle programmet i en propagandakrig, der udnyttede alle muligheder for at drive kiler ind mellem de allierede i NATO. Planerne om et rumbaseret forsvarssystem gav åbenlyse problemer med den gamle ABM-traktat. Og det blev udnyttet. Et af de steder, hvor det lykkedes at drive kiler ind i alliancen, var i Danmark. Det var i ”fodnoteperioden”, hvor det såkaldte alternative sikkerhedspolitiske flertal (socialdemokrater, radikale og SF) vedtog en byge af dagsordener i Folketinget, som ofte pålagde den daværende regering at støtte sovjetiske synspunkter. Også i spørgsmålet om et rumbaseret missilskjold. Her vedtog folketingsflertallet den 26. marts 1985 – imod regeringspartiernes stemmer – en dagsorden vendt imod ”placering af våben i det ydre rum og deltagelse i forskning og udvikling af dem”.

Det var dengang et slag under bæltestedet til vore allierede, som var engageret i forsøg på at presse Sovjetunionen til at vise imødekommenhed i spørgsmålet om våbenkontrol. Det er historie nu. Men man risikerer at historien gentager sig, hvis man ikke lærer af den.

Indenrigspolitik må ikke blokere
Derfor er det vigtigt at undgå, at danske indenrigspolitiske spørgsmål og stridigheder igen får lov til at blokere for en forstandig dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det gælder også forholdet mellem Danmark og Grønland.

Rigsfællesskabet og Grønlands internationale rolle er vigtige spørgsmål. For grønlændere og danskere. Men det er et spørgsmål, som ikke bør få lov til at spænde ben for sammenholdet mellem frie og demokratiske nationer i forsvaret mod international terrorisme. Og almindelig bjergsomhed må heller ikke bringe forstyrrelse ind i løsningen af den store opgave det er at gøre verden til et mere sikkert sted at leve.