Lykketoft en katastrofe

For et parti, der hårdnakket har afvist enhver snak om fløje, blev denne den første uge efter lederskiftet en ubehagelig udstilling af en fløjkrig, der ikke kun handler om personer, men i meget høj grad skyldes dyb uenighed om alt fra udlændingepolitik over udenrigspolitik til velfærdspolitik. (...)

De borgerlige regeringspartier og Dansk Folkeparti kan naturligvis glæde sig over udsigten til, at det ledende oppositionsparti fortsat er kløvet fra isse til hæl. Men de mere tænksomme borgerlige véd, at et handlingslammet Socialdemokrati uden evne til at deltage i og tage medansvar for politiske beslutninger af nogen større rækkevidde er som et skib uden styring. Det er til fare for sig selv, men også en risiko for regeringen.

Uden et politisk dueligt stort oppositionsparti er regeringen i hænderne på Dansk Folkeparti. Uden et dueligt oppositionsparti må vigtig lovgivning bygge på et snævert flertal. Det giver hverken accept eller troværdighed. Den kommende skattereform vil have bedst af at have et bredt flertal bag sig. Det samme gælder udenrigs- og sikkerheds-politikken.

Efter en periode i regering har alle partier tradition for indre problemer. Venstre måtte igennem en magtkamp i slutningen af 1970erne efter to regeringsperioder, og de Konservative måtte igennem blodige opgør og tre partiformænd, før tømmermændene efter Schlüters periode var overstået. Men Socialdemokratiets krise er ondartet. Lykketofts første flossede forsøg på en samling er en katastrofe for partiet.