Danske reaktioner på formandskabet

Altinget.dk samler danske reaktioner på EU-topmødet i København.
Rasmus Nielsen
Rækkevidden af aftalen om at forøge medlemskredsen til 25 lande kan vanskeligt overvurderes. Der er de facto tale om, at Europa forenes inden for en fælles ramme af demokrati, markedsøkonomi og respekt for menneskerettighederne. Og det sker vel at mærke i et forpligtende samarbejde på et tværnationalt grundlag, afstemt og aftalt i traktater og med regler for, hvordan tvister og uenigheder skal håndteres.
Berlingske Tidende, leder


Udvidelsen. Det er fantastisk, at det nu er lykkedes. Fra København i 93 til København 2002. De ti vigtigste år i dansk udenrigspolitik - tøvende i starten var de andre - vi var ikke. Som regering var det vores vigtigste europæiske opgave: Fredens projekt er nu en realitet her i København - den største nytårsgave alle folk, børn og børnebørn har fået efter anden verdenskrig.
Tillykke til Europa, hele Danmark – og også til Anders Fogh Rasmussen for en flittig og målrettet indsats. Ret skal være ret. Poul Nyrup Rasmussen, afgående S-formand


At følge statsminister Anders Fogh Rasmussen i den forgangne uge fra sidelinjen har været en fornøjelse. Han og regeringens dygtige embedsmænd har gjort et fint stykke arbejde i forbindelse med EU-topmødet, og har fortjent den ros, Danmark har fået fra udlandet, og hvorfra det enslydende høres, at der fra statsministerens side har været tale om en professionel og samtidig venlig og humørfyldt ledelse af topmødet.
Pia Kjærsgaard, leder af Dansk Folkeparti

Danmark har vist, at vi kan arbejde målrettet for at udvide det samarbejde, der har givet os muligheder, som vi ikke har haft før. Det Radikale Venstre ser EU som et godt eksempel på en vigtig byggesten i opbygningen af et internationalt retssamfund, der kan skabe en mere retfærdig og fredelig verden. Med udvidelsen af EU er vi kommet et vigtigt skridt fremad. Også takket være den store indsats, der er gjort i de nye medlemslande siden Murens fald. Det kunne nytte.
Marianne Jelved, radikal leder

Dokumentation

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00