Dansk Folkeparti vil stoppe kyniske dyrehandlere

Claus Iversen
Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann, som er medlem af Folketingets fødevareudvalg, vil nu forlange, at justitsminister Lene Espersen omgående griber ind over for dyrehandlernes systematiske lovovertrædelser. Det sker, efter at DR-Rapporten onsdag aften har afsløret en omfattende misrøgt af dyr samt vildledning af kunder hos landets dyrehandlere.

"Jeg er simpelthen rystet over de forfærdelige lidelser, som kæledyr udsættes for hos mange dyrehandlere, ligesom jeg er overrasket over den lovløshed, der generelt hersker i branchen. Personer, der handler med dyr, skal have et langt større kendskab til håndteringen af dyrene, og det skal indskærpes, at de kontrollerende myndigheder følger den lovgivning, de er sat til at administrere, til punkt og prikke. Samtidig bør der indføres forbud mod import af f.eks. vilde fugle, som er indfanget i naturen", siger Jørn Dohrmann og fortsætter:

"Hverken dyrene eller forbrugerne kan være tjent med, at loven overtrædes. Det værste er selvfølgelig, at der er tale om det rene dyrplageri. Men forbrugerne kan heller ikke være tjent med at anskaffe sig et traumatiseret eller sygt dyr, hvis fortid de ikke har indgående kendskab til. At købe et dyr, er en tillidssag, og forbrugeren er på herrens mark i spørgsmålet om, hvorvidt det umælende dyr har været udsat for vanrøgt eller måske lider af farlige, epidemiske sygdomme.

Derfor vil Dansk Folkeparti have indført en autorisation, som kun gives til dyrehandlere, der gennemgår et kompetencegivende kursus i de forskellige dyrs røgt og pleje. Autorisationen skal bevise, at de er i stand til at vejlede deres kunder på betryggende vis. Derudover skal tilsynet med, at dyrehandlerne overholder loven strammes markant op, så der bliver sat en endegyldig stopper for både misrøgt, ulovlig import og svindel.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00