Det danske forsvar er ved at anskaffe nyt artilleri, så vi fortsat kan sende granater fyrre kilometer ud i luften. Noget vi dog aldrig tidligere har benyttet os af. Og før jul købte vi intet mindre end 309 pansrede mandskabsvogne.

Til gengæld har vi ikke transportkapacitet nok til at forsyne vores egne soldater. Det stod klart, da nytkampfly.dk var med på en af de sidste flyvninger i dette års Operation Northern Falcon, som handler om at flyve brændstof og andre forsyninger ind til Station Nord. Det danske kongeriges nordligst beboede sted og den næstnærmeste beboelse til Nordpolen. Kun 933 kilometer.

I et snævert tidsvindue fra slutningen af marts til starten af maj skal brændstof og forsyninger til hele det næste år flyves ind til stationen. Man kan først komme i gang i slutningen af marts, når det er blevet lyst i et længere tidsrum. Man kan ikke flyve ind kontinuerligt i de bælgmørke vintermåneder. Landingsbanen på Nord (som Station Nord kaldes i forsvars-jargon) består om vinteren af en fem centimeter tyk issål, som efter en lang vinter, hvor de seks FUP’er på Station Nord har tromlet den hver gang der er faldet sne, er blevet hård nok til at tage imod de store transportfly. Men omkring 12. maj begynder issålen imidlertid at smelte og er ikke længere modtagelig overfor de store transportfly. I hvert fald ikke hvis flyene vil væk derfra igen.

I takt med de stigende forskningsaktiviteter i området, så bliver behovet for forsyninger stadig større. Selv har vi dog begrænset transportkapacitet, da vores fire Hercules-fly efterhånden løser mange forskellige opgaver over hele verden. Derfor har det danske flyvevåben de sidste syv år fået hjælp fra det ukrainske flyvevåben, som er stillet op med et IL-76 transportfly, der kan tage 48 tons last på hver flyvning.

IMG_0165

Sidste år kunne ukrainerne flyve 30 ture med brændstof fra Thule til Station Nord eller fragt fra Aalborg til Station Nord. I år ville ukrainerne kun flyve 15 ture. Derfor rekvirerede danskerne også hjælp fra canadierne, der selv flyver forsyninger ind med store C-17 transportfly til Alert-basen. Canadierne lovede megen hjælp i starten, men endte med kun at ville flyve få gange.

Vi har selv haft et Hercules-fly i sving. Men uden den store larmende og forurenende ukrainer ville vi slet ikke være i stand til at løfte den krævede mængde brændstof og fragt ind i løbet af tidsvinduet. Ganske enkelt fordi vores fire C-130 Hercules-maskiner har mange andre opgaver ved siden af. De udsendes nemlig ikke kun som et selvstændigt bidrag ved siden af deres nationale opgaver. De støtter ofte også udsendelser af andre kapaciteter. Når specialstyrker sendes til Mali, så flyver en Hercules-maskine udstyr det sidste stykke af vejen fra hovedstaden Bamako til den provinsby, hvor jægersoldaterne skal operere fra. Når andre styrker træner irakiske soldater eller kampfly er udstationeret i Kuwait, så kræver det også forsyningsflyvninger med Hercules.

Det er derfor positivt at se, at regeringens særlige udenrigs-undersøger Peter Taksøe-Jensen tilsyneladende anbefaler, at man i forbindelse med næste års forsvarsforlig anskaffer et femte C-130 Hercules-fly.

Oprindeligt havde vi faktisk kun tre Hercules’er. Da vi købte den nye J-model for godt 10 år siden, var det tre fly plus option på yderligere et fly. En option, som hurtigt blev udnyttet.

Med det lille tidsvindue, som der er til rådighed for forsyningsflyvningerne ind til Station Nord, så kommer vi nok ikke udenom at skulle trække på hjælp fra Ukraine, Canada eller andre med større transportfly, som kan give et ordentligt nap med. Men med et femte Hercules-fly får vi selv lidt mere løftekapacitet. Både til at betjene Grønland og de mange andre opgaver verden over, som flyene løser.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

16 Comments for this entry

  • Sam E. siger:

    Personligt vil jeg sige, at Danmark bør anskaffe sig et C-17. Dette ville give os en øget transportkapacitet, samt sørge for færre flyvninger i visse opgaver, i forhold til C-130’erne, da en C-17 kan bære væsentligt mere, hvilket også vil sørge for at C-130’erne vil have mere tid til andre opgaver.

  • Lars-Henrik Arvedsen siger:

    @ Sam E

    Der er bare det, at produktionen af C-17 er stoppet og fabrikken revet ned, samt medarbejderne spredt for alle vinde.

    Men vi kunne melde os ind i gruppen af brugere af de C-17, der opererer fra Ungarn

  • Anders Thomsen siger:

    Så kan vi jo bare købe et IL-76. De er stadig i produktion.

  • Lars-Henrik Arvedsen siger:

    @ Andreas

    “Oprindeligt havde vi faktisk kun tre Hercules’er. Da vi købte den nye J-model for godt 10 år siden, var det tre fly plus option på yderligere et fly. En option, som hurtigt blev udnyttet.”

    Beslutningen i forsvarskommissionen var at købe 4 – men så skød $-kursen i vejret og der var kun råd til 3 – efter levering af de 3, faldt $-kursen dramatisk og det fjerde fly blev købt.

  • Halken siger:

    Burde de ikke have etableret en fællesnordisk pool af transportfly, 130 og A400M, så vi kunne deles om driften af transportfly og have nok til at løse de nødvendige opgaver? Lidt som de andre har været i gang med på lufttanker fronten.

    Ellers burde de selv købe et A400M og gå sammen med andre om vedligehold, træning mm, fx tyskerne.

  • Anders Thomsen siger:

    Halken, danmark er allerede med i et samarbejde, hvor ledig plads i militære transport fly handles og udbydes med andre forsvarsmagter.

    Det er i øvrigt ikke en lille del af vestlige landes militære forsyninger i Afghanistan, som blev fløjet dertil i russiske og ukrainske Il-76 og An-124 fly.

  • Esben siger:

    Anders Thomsen@ Er vi allerede med i NATO´s Strategic Airlift Capability eller henviser du til et andet samarbejde?

  • Anders Thomsen siger:

    @Esben

    Flyvevåbnet har folk ved MCCE i Eindhoven. Mvh

  • Jesper Nielsen siger:

    Er helt enig i betragtningen vedrørende mangel på transportfly. Et fornuftigt tilvalg til de danske transport fly ville være at indkøbe 1 til 2 styk Boeing 737 eller Airbus 310. Disse to flytyper kan configureres til passager samt cargo og vi ville derfor selv kunne flytte vores soldater uden civile indcharterede fly, f.eks koster det ca. 250.000 per flyvning til og fra KFOR missionen. Ved valg af en af disse typer vil vi samtidigt kunne udspare C-130 til brug for personel rotationer, hvorfor C-130 flyene ville kunne udnyttes optimalt til det de er beregnet til. Når vi ikke så ikke udnytter disse fly vil de kunne “sælges” til andre nationer og derved tjene penge til det danske forsvar.

  • Rene siger:

    Taksøe har helt klart en point.
    Mangel på Taktisk Lufrtransport er særdeles begrænset.
    Vores Hercules C-130J-30, løser efterhånden så mange opgaver, både nationalt, men i særdeleshed også internationalt, at de nuværende 4 stk langt fra er tilstrækkeligt.
    Måske vi virkelig skulle overveje at købe 1-2 stk mere.

  • VSMUT siger:

    Kræver det virkelig flere Herkules’er til at hjælpe med opgaverne? Skal vi virkelig bruge en Herkules til at flyve tropper og reservedele mellem Danmark og en flyvebase i Kuwait, eller shuttle specielstyrker fra Danmark til Bamako?

    Ville det ikke være smartere at leje 2 stk 737 fra Jet Time, eller et par A320 fra DAT til de opgaver?

    Det er stadig meget sjældent at vores C-130 flyver til destinationer hvor der ikke er mulighed for at lande en A320 eller 737. Et par airliners kan meget sagtens overtage nogle af de letteste opgaver. Så slipper forsvaret også for at finde bemanding til dem.

  • Michael Nielsen siger:

    Kan et transportfly bruges som kommando og kontrol platform?

    For med droner og robotter som de to absolut mest potente udviklings-retninger i den militære verden, så kan jeg godt se en virkelighed om 30 år, hvor en luft-garnision styres herfra.

  • D.Staal siger:

    Det er som jeg også har skrevet før noget jeg ikke forstår, hvorfor det danske forsvar ikke har en større transportkapacitet.
    Forrige år blev der bygget mere end et dusin “whitetails” C17, altså stel der ikke havde nogen købere. Efterfølgende har Boeing haft meget travlt med at afsætte dem, og ifølge rygter til meget fordelagtige priser.
    NATO mangler transport kapacitet i stor stil, og hvis vi her i DK havde en større C130 flåde, èn eller et par C17 eller A400,
    Kunne vi når vi ikke brugte dem, leje dem ud til vore allierede. Regeringen kunne vælge at sige:”Fint, vi køber en mindre flåde af jagere (Som man jo gerne vil), bruger dem kun til afvisning af territoriet, og når der er et behov for det, sender en løftekapacitet afsted, istedet for en “håndfuld jagere”, flaget bliver vist, vi gør en forskel, og du står med et fly der kan flyve titusindevis af timer modsat en jager, koster mindre eller det samme som èn jager, og som desuden også kan bruges til humanitære opgaver.

    Alternativt kunne man som VSMUT forestiller sig,leje eller købe combiversioner af eks.B737’ere,(C40 Clipper) eller A330’ere,(A330 MRTT) installere det samme udstyr i dem som de amerikanske eller engelske versioner flyver med, og man ville være fri for at ligge og flyve mandskab rundt med de langsomme og støjende 130’ere, når nu landingsfaciliteterne mange gange alligevel er der.

  • tompetersen siger:

    Jeg har godt nok ALDRIG set en 737, 320 eller andre PAX a/a som har den u undværlige lasterampe til div. junk.

    I stedet bruges ofte aldrene Il el antonov med RU Civ.nummerplader, som indhyres af RDAF logistik.

    Det koster naturligvis, men en DK 130 skal have en mængde crewmembers. To / tre piloter-navigatør, systemoperatør,telegrafist radioop. og vel 3-4 teknikere
    FE, loadmaster, klarmelder. Det koster også, samt går uhyre langsomt !

  • Alex siger:

    I stedet for at købe fly kunne Danmark jo passende udnytte de muligerheder som NATO råder over.

    http://www.nspa.nato.int/en/organization/NAMP/home.htm

  • Lars-Henrik Arvedsen siger:

    @ Alex

    DK var det første land der underskrev MOU om oprettelsen af NATO Airlift Management Programme. Det var FM Gade der skrev under på et airshow i UK.

    Da det så kom til det med penge, og der skulle erlægges midler til indkøb af et par fælles C-17, spang DK i målet. Det blev i Norden Norge og Sverige, der i dag er med i det program med penge og besætninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *