Når der senere i år skal vælges nyt kampfly, så skal politikerne samtidig tage stilling til, om Danmark fortsat skal have tre flyvestationer – eller om en af dem skal nedlægges. Det minder forsvarsminister Peter Christensen lige om i dag i et svar til Folketingets forsvarsudvalg. Et svar, der egentlig handler om en partifælles drømme om en flyvestation på Sjælland. En drøm, som ministeren ikke deler. Det har vi skrevet lidt om her.

At man i forbindelse med et typevalg skal se på antallet af flyvestationer er egentlig ikke noget nyt. Det blev vedtaget i marts 2013 i forbindelse med beslutningen om nedlæggelse af en række kaserner. Og vi skrev naturligvis dengang om det her på Danmarks førende (og eneste) nyhedssite dedikeret til kampflyindkøbet. Men der er løbet meget vand i åen siden da (Kampflyfeltet er blevet reduceret med 25 procent, vi har skiftet forsvarsminister tre gange og redaktøren har været i USA fire gange og Australien en gang, for bare at nævne nogle af de ting, der er sket).

Peter Christensen skriver i sit svar til forsvarsudvalget:

“Det fremgår af tillægsaftale af 11. marts 2013 til aftale på forsvarsområdet 2013-2017, at de tre flyvestationer i henholdsvis Skrydstrup, Karup og Aalborg fastholdes. Det fremgår endvidere af aftalen, at der på længere sigt er et driftsmæssigt perspektiv i at samle flyvevåbnets aktiviteter på to eller en flyvestation og i forbindelse med anskaffelsen af nye kamp- fly bør det fremtidige antal flyvestationer overvejes.”

Ministerens formulering er en næsten ordret gentagelse af aftaleteksten fra marts 2013.

“De tre flyvestationer i henholdsvis Skrydstrup, Karup og Aalborg fastholdes. På længere sigt er der et driftsmæssigt perspektiv i at samle flyvevåbnets aktiviteter på to eller en flyvestation og i forbindelse med anskaffelsen af nye kampfly bør det fremtidige antal flyvestationer overvejes.”

Aftalen i marts 2013 blev indgået efter at forsvarschefen i juni 2012 havde afleveret en såkaldt “etablissementsanalyse” til forsvarsforligskredsen. Den blev offentliggjort i oktober 2012 og beskæftigede sig blandt andet med fremtiden for Flyvestation Skrydstrup og Flyvestation Aalborg, som uden tvivl er de to, som er i farezonen.

Skrydstrup huser i dag landets F-16 kampfly. Men vedligeholdelsen af det nye langt mere avancerede F-35 kampfly bliver så anderledes, at der skal ske store nybyggerier, hvis Danmark vælger det fly. Og derfor bør det overvejes at bygge nyt på andre flyvestationer (side 179):

”Der er gennemført et site-survey i Skrydstrup, hvor muligheden for indplacering af et nyt kampfly af typen Joint Strike Fighter er undersøgt. Det vurderes på denne baggrund at dette typevalg vil medføre væsentlige investeringsbehov i Skrydstrup til etablering af værkstedsfaciliteter, CTS-godkendte briefing faciliteter og simulatorer. Endvidere undersøges muligheden for at etablere nye ”lines” som erstatning for shelters i eskadrilleområderne.

Såfremt implementeringen af et nyt kampfly er forbundet med væsentlige investeringer, bør det overvejes at gennemføre disse investeringer på en af de øvrige flyvestationer, således at Flyvestation Skrydstrup i givet fald kan afhændes.”

Mens en nedlæggelse af Skrydstrup kun blev omtalt i det afsnit, som vi her har gengivet, så var der i Etablissementsanalysen et helt kapitel om fordele og ulemper ved en hel eller delvis nedlæggelse af Flyvestation Aalborg (side 146 – 152).

Site-surveys og beregninger af omkostningerne til eventuelle ombygninger og nybygninger på Flyvestation Skrydstrup indgår i evalueringerne af alle tre kampflykandidater. Hvis der er langt færre omkostninger til om- og nybygninger på Skrydstrup forbundet med de to andre fly og det dermed giver Skrydstrup større overlevelseschancer, så kan det sagtens flytte nogle lodder over i Eurofighter eller Super Hornets vægtskål. For så vil en række sydjyske MF’ere på tværs af partiskel sandsynligvis tale varmt for at vi vælger det mest “Skrydstrup-venlige” fly.

Omvendt så kan en række nordjyske MF’ere se en fordel i at vi vælger F-35. For så redder Aalborg livet på bekostning af Skrydstrup. At kampflyene placeres i Karup betyder ikke så meget i den sammenhæng. Hvis der er store omkostninger til om- og nybygninger på Skrydstrup uanset hvilket fly vi vælger, så kan det se særdeles sort ud for Skrydstrup. For som det fremgår af kapitlet om nedlæggelse af Aalborg, så har det projekt en tilbagebetalingstid på mellem 20 og 24 år – afhængig af om man nedlægger det hele eller beholder værkstederne.

Uanset hvad, så er der ingen tvivl om at denne “stem en Flyvestation hjem”-problematik er en joker, der vil være med til at gøre typevalget af kampfly til en kompliceret affære med adskillige synlige og usynlige dagsordener. Og det kan I, kære læsere, følge med i lige her på nytkampfly.dk i de kommende måneder – helt gratis.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

8 Comments for this entry

  • Markos siger:

    F-135 priser:
    Ifølge denne her kostede de 29,9 MIO pr styk pust! Og falder ikke rigtigt som de skal. Og så er der alle kvalitetsproblemerne.
    http://www.dodig.mil/pubs/documents/DODIG-2015-111.pdf (side 3)

    Ifølge denne her koster de 16.5 MIO pr stk. Men har de nu fået det hele med?
    http://www.ainonline.com/aviation-news/defense/2015-04-13/pratt-whitney-wages-war-cost-lower-f135-price

    Der er et stykke vej ned til 12 MIO pr styk.
    Motorer til F-18F er bare meget billigere.

  • pron siger:

    @Svend-Erik sier:At give et samlet billede af input fra forskellige sensorer på en skærm er netop sensor-fusion.

    Da har ikke du forstått hva sensor-fusion i F-35 er for noe.
    Det du beskriver er hva gen4+ fly gjør.

  • CP siger:

    Her må jeg lige komme pron lidt i møde. Sensor fusion handler ikke kun om single pane præsentation. Det er også threat priority, IFF og mange andre ting. Det betyder at at sensorinputs skal samles i en fusion engine (smart ord for EW). Der hvor det går galt er når pron tror at 4 gen fly ikke har sådan en..

    Prøv lige at tjek arkiverne.. Der har været masser af skriverier om alle mulige fly. F35 har været ekstraordinært rodet, derfor ekstra meget skriveri.

    Som der står i dit link fra tidligere, tiden går hurtigt i flyverdenen. F35 er faktisk allerede ved at være en gammel dame. For ti år siden var det cutting edge. Nu er der næsten kun stealth tilbage som er unikt. Det er ikke dårligt, slet ikke. Det bliver en fremragende penetration strike maskine. Men skal vi nu ikke lige droppe den der kristi genfødt attityde.

  • Svend-Erik Hansen siger:

    @ pron

    Vi snakker om forskellige niveauer af sensor-fusion.

  • Halken siger:

    Ikke al sensor fusion er lige, selvom at nogle gerne vil have os til at tro at Gripen ol kan det samme sf og ew som F35. Det er ikke tilfældet.

  • Halken siger:

    Tre flyvestationer i Jylland er to for mange.

  • CP siger:

    Tjo… Indtil videre ligger bevisbyrden på F35, hvad er det lige den kan med EW som de andre ikke kan?

    Stealth er unikt, men det andet er, trods alt bare software. Så jeg kan simpelthen ikke se hvor det skelsættende er.

    Men man er da velkommen til at overbevise mig om det modsatte.. Med noget andet end “jamen det er bare helt anderledes” argumentet.

  • Tor siger:

    @Halken
    Det vet vi så ingenting om. Både Saab och Lockheed vill gärna marknadsföra med att dom har det mest avancerade systemet. Svenska flygvapnet har iallafall under decennier utvecklat det som Lockheed skryter med. När JA37 lanserades fanns inget liknande i Europa (det dröjde år innan F16 var uppe i jämförbar nivå avionikmässigt).

    Se följande citat från ett gästinlägg skrivet av en Gripen-pilot på Wisemans Wisdoms.

    “Utländska flygplan skiljer sig från Gripen då de – och detta inkluderar JSF – ofta presenterar betydligt mer information, gärna i sifferform. Hur kan det komma sig? Ska vi ta USA som exempel så har de i grunden en lite annan filosofi. Deras luftstrid är mer auktoritärt styrd och doktrinär, ”flyg dit, på x fot höjd, skjut på xx miles med z fart”. Det finns ”rätt” avstånd att skjuta, o.s.v. Tittar vi österut är de än mer så, i alla fall historiskt. Mäter man effektivitet i ett sådant system så är det lätt att utvärdera mot de faktorer man styr med. Det är svårt att mäta nytt samtidigt som piloten agerar gammalt. En ”bra” presentation under dessa förutsättningar hjälper piloten att skjuta exakt på beordrat avstånd, med beordrad fart och höjd. Där fungerar siffror bäst.

    Sverige har gått en annan väg. Här har piloten möjlighet att använda sin personliga skicklighet för att optimera sin och sin grupps luftstrid. De som visat sig skickliga lär detta till sina yngre kollegor och man får en kunskap som lever och anpassas automatiskt av och i organisationen. I en sådan typ av strid så är siffror av mindre intresse. Det som piloten mäts på är sin förmåga att överleva och genomföra sitt uppdrag; sin stridseffektivitet. De flesta avstånd blir då relativa och avvägningar mellan olika handlingsalternativ en bedömningsfråga. Här blir en annan, betydligt mer beräknings- och grafiktung presentation, optimal.

    I metaforiska termer innebär den svenska modellen att hela tiden läsa schackbrädet och agera utifrån förutsättningarna. Den andra modellen innebär att lära sig ett antal väl fungerande standarddrag och använda dem i möjligaste mån. Optimal presentation för dessa båda modeller är helt annorlunda.

    För att skapa ett bra presentationssystem – vanligtvis kallat beslutssystem – för den svenska piloten så utgår man inte från vad sensorer och datorer kan presentera utan från vad piloten ställer sig för frågor i olika situationer och besvarar dessa så effektivt som möjligt. T.ex. så är det egentligen inte intressant att visa hur mycket bränsle det finns i tankarna utan frågan piloten ställer sig är vad jag göra med bränslet som finns.”

    http://wisemanswisdoms.blogspot.nl/2014/09/gastinlagg-gripen-e-vs-jsf.html

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *