Nyrups minusser

På minussiden springer især tre ting i øjnene. Nyrups indvandrerpolitik, eller rettere mangel på samme, splittede danskerne i et omfang, som ikke er set i moderne tid. Manglen på handlekraft gjorde, at problemerne efterhånden voksede sig store, gav plads til et helt nyt politisk parti og til sidst skyllede socialdemokraterne fra magten.

Også hans europapolitik kaster lange skygger. Det er et åbent spørgsmål, hvorvidt afstemningen i 1992 var endt med et knebent nej, hvis Nyrup havde ventet nogle måneder med at udfordre Svend Auken, og partiet i stedet havde kunnet koncentrere sig om at samle støtte til Maastricht-traktaten. Senere forsvarede han alt for længe de helt umulige EU-forbehold, der skader Danmark og vil gøre det endnu mere i fremtiden. Hans strategi op til euro-afstemningen – at fremhæve de økonomiske argumenter og nedtone de politiske – udløste endnu et nej.

Endelig er der det brudte efterlønsløfte, som for altid vil klæbe til ham. Det udløste en omfattende, personlig trovædighedskrise mellem Nyrup og brede vælgergrupper, som han aldrig overvandt, og som førte helt frem til gårsdagens begivenheder.

Krisen om efterlønsløftet forstærkede et af hans store problemer, den manglende parlamentariske træning, som hans flid og sans for detaljen ikke kunne kompensere for i det lange løb. Særligt i opposition gælder det, at magten ikke bygger på formelle poster, men et langt mere kompliceret politisk spil, han ikke rigtig blev fortrolig med.

Efter valgnederlaget lykkedes det ham aldrig at komme i nærheden af at levere svarene på Socialdemokratiets vigtigste udfordringer, først og fremmest på velfærdsområdet, som andre socialdemokratiske ledere i Europa i øvrigt også kæmper med. (...)