I dagene omkring jul og nytår så vi på de tre kampflykandidaters interne styrkeforhold indenfor hvert af de fire evalueringsområder, som kampflykontoret i Forsvarsministeriet vurderer og vejer kandidaterne indenfor.

Som en lille service til de, der stadig ikke har forstået, at SAAB og den svenske stat i juli 2014 valgte at trække Gripen ud af den danske konkurrence, så kigger vi her på hvordan Gripen og Rafale ville have stået i kampen med de tre tilbageværende fly, hvis SAAB havde valgt at svare på RBI-spørgsmålene i juli 2014 og hvis Dassault tilbage i 2005 havde valgt stille til start i den danske kampflykonkurrence med Rafale.

Vi starter med den strategiske evaluering, hvor vi tog de tilbageværende kandidater under luppen før jul. På dette område har kampflykontoret kun rådført sig med en række uafhængige eksperter. De har set på de sikkerhedspolitiske implikationer ved hver af flyene og på samarbejdspotentialet mellem Danmark og landene bag det enkelte fly.
Desuden har man set på de sikkerhedspolitiske målsætninger hos de lande, som bruger hvert af de tre fly. Hvad er eksempelvis Tysklands sikkerhedspolitiske målsætninger relateret til anvendelse af kampfly? Herefter har man bygget en såkaldt strategisk fremtid for hvert fly.

Og det er uden tvivl SAAB og Gripens ømmeste punkt/akilleshæl. For Sverige er IKKE medlem af NATO. Det er ikke dem vi normalt drager i krig med. Det er ikke dem vi er i alliance med. Jeg er ked af at sige det, men sådan er det. Og Gripen E-versionens strategiske fremtid? Ja, den kommer nok til at udfolde sig i de svenske granskove og brasilianske regnskove, som en del af territorialforsvaret for Sverige og Brasilien.

For Dassault og Rafale ser det lidt bedre ud. Frankrig er sammen med UK og USA udpeget som Danmarks strategiske samarbejdspartnere indenfor materielindkøb. Og danskerne har gode erfaringer fra samarbejde med franskmændene på andre områder. Franskmændene har gennem flere år manifesteret sig som europæisk militær supermagt. Det var således Frankrig, der var forrest i indsatsen i Libyen i 2011 og i Mali i årene efter. Og Frankrig har efter terrorangrebene i Paris kastet sig vild og blodigt over Islamisk Stat. Ja, de gode franskmænd har faktisk et hangarskib.

Rafale bliver dog endnu ikke brugt af andre end franskmændene selv. Det kommer de sikkert til i en årrække, men det er risikabelt at binde an med et fly, med kun én bruger. Et dansk indkøb ville dog måske gøre et belgisk køb mere sandsynligt. Men uanset hvad, så er det en noget usikker strategisk fremtid med så få andre brugere.

På det militærfaglige felt handler det om hvad flyet kan. Hvad sker der med det i fremtiden? Og hvordan er risiciene nu og over de næste 30-40 år? Det er noget af det, som man har kigget nærmere på i den militærfaglige evaluering. Det største og uden tvivl mest tidskrævende evalueringsområde. Evalueringen er delt op i fire delelementer. Det er missionseffektivitet, overlevelsesevne, fremtidssikring og kandidatrisici.

De første to delelementer – missionseffektivitet og overlevelsesevne – har vi, der ikke har haft adgang til de detaljerede data og ikke har testfløjet flyene – ikke en jordisk chance for at kloge os på med hensyn til de tre tilbageværende kandidater. Her må vi bare væbne os med tålmodighed og se i beslutningsgrundlaget hvad kampflykontorets folk er kommet frem til.

Når det kommer til Gripen og Rafale, så har vi faktisk noget at støtte os en lille smule opad. Begge fly deltog nemlig i testflyvninger i både Schweiz og Indien. I begge lande kom Rafale ud som det bedste fly, mens Gripen blev nummer tre ud af tre i Schweiz og var blandt de fire frasorterede ud af seks i Indien, hvor Eurofighter og Rafale gik i finalen. En finale, som Rafale vandt.

Evalueringen af det tredje delelement under militærfaglige evaluering – fremtidssikring – handler om hvorvidt flyet vil være operativt og teknisk up-to-date i hele dets levetid. Her kigger man på hvilke lande, der forventes at ville bruge flyet parallelt med Danmark. Hvad de operative og tekniske erfaringer er. Hvad udviklingspotentialet er og hvor højt de andre brugere prioriterer flyet. Desuden ser man på mulige såkaldte aftalemæssige forhold. Hvor mange lande kommer til at anvende flyet i fremtiden og i hvor mange eksemplarer? Hvad er der af planer og aftaler om opdateringer, og hvordan skal regningen for opdateringerne fordeles?
Det fjerde delelement – kandidatrisici – ligger meget tæt op af fremtidssikringen og handler om at identificere usikkerheden ved hver af de tre fly. Ikke bare usikkerhederne i dag, men også sandsynlige risici i løbet af flyets levetid.

Her spiller det for begge flys vedkommende kraftigt ind, at der er meget få brugere af flyene. Og dermed meget få til at dele regningerne til opdateringer. Brugerne prioriterer til gengæld flyene ret højt, da det for Sverige og Frankrigs vedkommende er landenes egne hjemmebyggede fly.

Men alt i alt, så tror jeg især Gripen ville have svært ved at bide skeer med de tre tilbageværende kandidater på det militærfaglige område. Rafale ville muligvis kunne positionere sig som en reel mulighed i stil med Eurofighter og Super Hornet. Det har trods alt et stort NATO-land som bruger.

På det økonomiske felt drejer det sig helt overordnet om at lave en regnemodel, hvor man kan smide en beskrivelse af omfanget af de opgaver flyene skal løse ind i den ene ende. Og ud i den anden ende kommer så et svar på hvor mange flystel, der skal til at løse de opgaver. Der kommer formentlig forskellige tal ud afhængig af flytype. Og hvis det laveste tal alligevel er for højt for politikerne, så er det her, at der bliver behov for at regne baglæns. Hvis ikke vi vælger X antal fly, men kun Y antal fly, så betyder det at vi kan lave så meget mindre hvad angår flyvetimer, udsendelsesperiode m.m.

Lidt mere detaljeret, så kan man sige, at vi starter med en opgavedimensionering. Her regner kampflykontoret ud fra et opgavekompleks, der består af opretholdelsen af et permanent afvisningsberedskab, støtte til politi og andre myndigheder, udsendelse af fire fly op til 12 måneder samt air policing over Island og Baltikum fire måneder hvert 3. år. Der tages udgangspunkt i, at de to sidste opgaver ikke udføres samtidigt.

Herfra går man i to retninger. For det første ser man på hvad det vil kræve af flyvetimer og antal missioner for at løse opgaverne. For det andet ser man på hvad det vil kræve af besætninger og operativ struktur. Resultaterne bruges på kryds og tværs i en række andre analysemodeller vedrørende uddannelses- og træningsrammer, infrastruktur samt vedligeholdelse og logistik. Til sidst samles det hele i én omkostningsmodel, hvor der tilsættes input fra en model for beregning af risiko. Til sidst står man så med det endelige svar på hvad de samlede leveomkostninger vil være. Det er i hvert fald målet.

Denne store analysemotor må betegnes som noget nær hjertet i kampflyevalueringen. Det kan derfor være svært at forudsige præcist hvad den kommer ud med. Men afholdte os ikke fra mellem jul og nytår at se lidt på anskaffelsespriser og driftsomkostninger for de tre tilbageværende kampflykandidater.

Det er almindeligt accepteret, at Gripen var det billigste fly i den danske kampflykonkurrence, når det kommer til anskaffelsespris. Men igen. Hvad så med de samlede levetidsomkostninger, når Danmark risikerer at blive et meget stor medlem af en meget lille klub af brugerlande. Vil de samlede levetidsomkostninger ikke eksplodere, når man indregner levetidsopgraderinger, som Danmark skal betale en meget stor andel af udgifterne til? Det kunne have været interessant at se hvad kampflykontorets regnemaskine havde sagt om det.

Rafale… Tjaa… Har ingen anelse om hvordan den ville være kommet ud.

Endelig er der den industrielle evaluering. Her kigger kampflyprogrammet på, om de projekter med danske forsvarsvirksomheder, som kampflyproducenterne har oplistet i deres svar på informationsanmodningen, kan siges at understøtte danske sikkerhedsinteresser. Man kigger ikke på potentialet for at skabe arbejdspladser, for det må man som bekendt ikke længere bruge som kriterium. Det er aftalen med EU-kommissionen. Hvis vi holder os til det, så kan vi godt slippe afsted med stadig at kræve modkøb ved materielindkøb, der har betydning for Danmarks sikkerhedsinteresser.

Gripen gik som bekendt rundt og lovede ikke mindre end 180 procents modkøb, da man også indregnede civile ordre til dansk flyindustri og andre danske virksomheder. Et lidt spøjst koncept, som man lidt kynisk vel godt kan betegne som et pr-stunt. Vi nåede kun at se en lille flig af SAAB’s industriplaner. Svenskernes helt store problem var dog, at der ikke er særlig meget for danske forsvarsvirksomheder at være underleverandører til. Der skal bygges ganske få fly. Og langt det meste arbejde i forbindelse med de 36 Gripen E-fly til Brasilien skal udføres af brasilianske virksomheder.

Så er der den øvrige SAAB-butik. Men for det første så har Erhvervsstyrelsen flere gange understreget, at modkøbet skal være relateret til det enkelte fly. For det andet er det usikkert hvor meget af SAAB’s forretning der kunne passe ind under den paraply, der hedder, at modkøbet skal afvikles indenfor en række specifikke områder. Det var ifølge kilder utilfredshed med Danmarks valg af fokusområder, som fik svenskerne til at trække sig. Man mente, at valget af områder favoriserede Lockheed Martin og F-35.

Rafale på det industrielle felt? Tjaa… Da de aldrig har deltaget i konkurrencen, så kan det være svært at vurdere hvor stærke de ville have været på dette felt. Men mon ikke man havde kunnet trække noget op af hatten.

Summa summarum, så havde Rafale måske kunne tilkæmpe sig en position som seriøs udfordre til F-35, sådan som Super Hornet og Eurofighter er det nu. Men så havde man været én ud af tre. Og så havde en af de to andre nok trukket det længste strå qua deres større gruppe af brugerlande. Men det er ikke til at sige med sikkerhed, når vi ikke kender Rafales anskaffelsespris og driftsøkonomi.

Gripen derimod havde helt afgjort ikke haft en ærlig chance. Sorry to say. Moderlandets manglende NATO-medlemsskab og meget få kunder er det lille svenske flys største udfordringer. For selvom man køber den nyeste version, så skal flyet fortsat opdateres gennem sin måske mere end 30 år lange levetid. Og her er det bare bedst at være flere til at deles om regningen. Desuden er det begrænset hvor stor en palette af interessante modkøbsprojekter en lille koncern som SAAB kan diske op med sammenlignet med store aktører som Boeing, Airbus og Lockheed Martin.

Så havde det gjort en forskel om Gripen og Rafale havde været med? Tjooo…. Der havde i hvert fald været flere F-35 alternativer at vælge imellem. Men ingen af de to fly havde været første udfordrer. De havde sandsynligvis været outsidere uden en reel vinderchance.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

2 Comments for this entry

  • Schmidt siger:

    Hvis man skal tror bare lidt, af det de siger, er det en super flyver. Meget moderne, med helt fremme. Alt i nyt EW.

  • news siger:

    Good info. I and my brother are using RobotFX EA. They are developing rewarding expert advisers (forex trading robots or robot fx) and fruitful MetaTrader technical indicators based on successful trading strategies. The robotfx trading tools are skillfully documented so each expert advisor trading trader can understand the idea behind it. Each RobotFX expert advisors are also available as demo version that anyone can download for free.
    news http://robotfx.ro/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *