Mens vi venter på at regeringen offentliggør beslutningsgrundlaget i den danske kampflykonkurrence, så kan vi passende kaste et blik på det norske beslutningsgrundlag, som redaktøren har gravet frem med hjælp fra det norske kampflykontor.

Det norske beslutningsgrundlag fra 2008 er interessant læsning, da det giver en god pejling på hvad der kunne være nogle af den danske regerings hovedargumenter for F-35, når beslutningsgrundlaget lægges frem til foråret.

Inden vi graver os ned i det norske materiale, så er det naturligvis vigtigt at huske på, at det norske grundlag er fra 2008 – hvor de traf det typevalg, som vi endnu ikke har truffet. Og vigtigt at huske på, at valget i Norge kun stod mellem F-35 og svenske Gripen. Sidstnævnte er som bekendt ikke længere med i den danske konkurrence.

Den norske begrundelse for at vælge F-35 lød helt kortfattet således:

”Kampflyprosjektet har med bakgrunn i omfattende analyser kommet frem til at Joint Strike Fighter anbefales som kandidat til Norges fremtidige kampfly. Joint Strike Fighter tilfredsstiller de operative kravene, har konkurransedyktig anskaffelses- og levetidskostnader, samt anses å ha potensial til å nå det kvantitative målet om hundre prosent industrielt gjenkjøp.”

Nordmændene vurderede flyene ud fra tre kriterier, som er omtrent magen til de danske kriterier:

”Vurderingen av de to kampflykandidatene har skjedd langs tre akser: 1) oppfyllelse av de operative kravene, herunder potensialet for flernasjonalt samarbeid; 2) anskaffelses- og levetidskostnader; og 3) industrielle muligheter.

Herhjemme har vi tilføjet det strategiske evalueringskriterium. Men de sikkerhedspolitiske aspekter indgik faktisk i det norske beslutningsgrundlag.

Man opstillede et såkaldt samfundsmål og tre såkaldte effektmål, som anskaffelsen skulle opfylde.

”Samfunnsmålet for fremtidig kampflykapasitet er: Kampflykapasitet som bidrar til nasjonal trygghet.

Effektmålene for fremtidig kampflykapasitet er:
1. Tidsriktig og tilstrekkelig effektivitet
2. Tilfredsstillende evne til å ivareta våre nasjonale og internasjonale forpliktelser
3. Tilfredsstillende og langsiktig industriell kompetanseheving og verdiskaping.

I vurderingen av kandidatene har effektmål én og to høyere prioritet enn effektmål tre”

Mere specifikt opstillede nordmændene en lang række meget specifikke krav. Krav, som i flere tilfælde langt hen ad vejen kun kunne opfyldes af F-35:

”(…) krav til interoperabilitet med nasjonale og NATO kommando- og kontrollsystemer og med egne og alliertes styrker og våpensystemer. Med dette inngår også krav til å operere i et nettverksbasert forsvar. Det stilles også krav til sensorsystemene for å sikre tilfredsstillende løsning av oppgavene og til sensorenes evne til å innhente, sammenstille og presentere informasjonsgrunnlaget for beslutningstakeren.”

Netværksbaseret forsvar er omdrejningspunktet for F-35.

”Det stilles samtidig krav til at kampflyvåpenet må kunne operere sammen med våre allierte – i og utenfor Norge.”

og

”Det stilles krav til at kapasiteter utvikles i henhold til NATOs standarder og regulativer slik at evnen til samspill med andre NATO-medlemmers forsvar blir ivaretatt.”

Gripen E-versionen var/er NATO-kompatibel, men ville som det så ud dengang (og som det ser ud nu) ikke komme til at blive brugt af NATO-landene.

Det der peger mest i retning af F-35 er at flyet skal sikre muligheden for flernationalt samarbejde:

”Valgt løsning skal innebære et flernasjonalt samarbeid for å oppnå stordriftsfordeler og dermed kosteffektive løsninger. Dette er en forutsetning for at Norge i fremtiden skal evne å opprettholde en relevant kampflykapasitet. Flernasjonalt samarbeid om drift og vedlikehold innebærer at Norge inngår et forpliktende, langvarig samarbeid med et eller flere land. Et slikt samarbeid kan blant annet omfatte konseptutvikling, utdanning, trening, vedlikehold, oppgraderinger og operasjoner med kampfly. Operativt flernasjonalt samarbeid med nære allierte er også av avgjørende betydning. Det flernasjonale samarbeidet Norge er en del av i dag, gjennom EPAF/MNFP17, har tilført vår kampflykapasitet verdifull og helt grunnleggende nødvendig kvalitet, bredde og konfigurasjonslikhet.”

Sømmet slås i Gripen-kisten med dette søm:

”Løsningen bør også om mulig åpne for et samarbeid med en eller flere store allierte brukere av kampflyet. Med store brukere forstås land som USA, Storbritannia og Tyskland. Mer jevnbyrdige samarbeidspartnere er blant annet land som Danmark og Nederland. Samarbeid med store land gir mindre land tilgang til erfarings- og teknologiutvikling som små land på grunn av sin størrelse ikke er i stand til å utvikle alene.”

Gripen kunne godt leve op til kravet om at være NATO-kompatibel:

”Valgt løsning må være et kampfly som opereres av en eller flere av våre NATO-allierte, eller som er fullt ut NATO-kompatibelt.”

Og Sverige kunne godt accepteres som partner:

”Operativt flernasjonalt samarbeid er kun tenkelig innen rammen av NATO eller med partnere som i meget stor grad deler norske politiske verdier og prioriteringer. En opprettholdelse av en fremtidig kampflykapasitet må skje i et tett samarbeid med våre allierte og samarbeidspartnere. De to aktuelle kandidatene – det amerikanske JSF og det svenske Gripen NG – produseres av land som er tilfredsstillende samarbeidspartnere.”

Men der skulle være en vis volumen bag:

”Norge må anskaffe, drifte og levetidsutvikle samme type kampfly som et tilstrekkelig antall andre nasjoner/brukere.”

I 2008 var Gripen E endnu ikke solgt til et eneste land.

Også i kravene til flernationalt samarbejde mellem brugere flyet peger kravspecs i retning af F-35, som USA planlægger at købe mere end 2.400 eksemplarer af. Her står blandt andet:

”(…) Norge bør være en del av en samarbeidskonstellasjon som inkluderer en stor bruker, og hvor Norge ikke utgjør den ledende part.”

Med de ovennævnte krav faldt Gripen helt igennem og ville nok også have gjort det i Danmark. Eurofighter og Super Hornet derimod kan et godt stykke henad vejen leve op til kravene. Eurofighter bruges af NATO-lande som UK og Tyskland, mens Super Hornet bruges af NATO-landet USA’s flåde. Men F-35 står formentlig stærkere qua alle tre flyvende værn i USA, Norge, Holland og UK i ryggen, samt flyets sensorkapacitet og evner inden for netværksbaseret krigsførelse.

Så vurderet ud fra de norske krav ville F-35 sandsynligvis stadig vinde, men ikke en så klar knock-out sejr, som der var tale om i Norge i 2008.

Lad os se på hvad nordmændene konkret kom frem til.

Militærfaglige konklusioner:

”Gripen NG tilfredsstiller ikke viktige krav til stridseffektivitet
JSF tilfredsstiller kravene til stridseffektivitet

Gripen NG tilfredsstiller ikke viktige krav til flernasjonalt samarbeid
JSF tilfredsstiller kravene til flernasjonalt samarbeid

Antallsanalysene indikerer en flåtestørrelse på henholdsvis 52 fly for JSF og 54 fly for Gripen NG med 62 flygere. Tallene på flåtestørrelsen tar ikke hensyn til de fly som må anskaffes i forbindelse med utdanning.

Antall utdanningsfly for kandidat JSF kan variere fra 2-5 fly, og et initielt totalbehov for kandidat JSF settes til 56 fly. Antall utdanningsfly for kandidat Gripen NG er inkludert i tilbudet, men kravet om 4 fly ved taktikksenteret gir et initielt totalbehov for kandidat Gripen NG på 58 fly.”

Altså en klokkeklar sejr til F-35/JSF, som man oven i købet har behov for færre af.

Vurdering af industriplaner
”En vurdering av de to kandidatenes forslag til industriplaner viser at SAABs industriplan er vesentlig bedre med hensyn til både kvalitet og kvantitet. SAAB vil med stor sannsynlighet nå kravet om hundre prosent gjenkjøp.

Kampflyprosjektstyret anbefaler at det industrielle fokuset på JSF vies spesiell oppmerksomhet i kontraktsforhandlingene, og at den industrielle strategien som er nedfelt i kontraktstrategien gis et høyt fokus. Med dette som utgangspunkt anses LM å ha potensial til å nå det kvantitative målet om hundre prosent gjenkjøp.”

Se, det her er interessant i relation til den igangværende danske diskussion, hvor stadig flere råber vagt i gevær angående industrisamarbejdet ved et valg af F-35. Efter typevalget i november 2008 var nordmændene knap fire år om at forhandle en kontrakt på plads med Lockheed Martin og Joint Program Office, da man fra norsk side stod meget stejlt på, at amerikanerne skulle være med til at betale udviklingen af den statsejede norske forsvarsvirksomhed Kongsbergs Joint Strike Missile, så det kunne blive en del af standardudstyrspakken for alle F-35 købere. Det blev det, men først efter hårde forhandlinger, hvor nordmændene flere gange truede med at gå.

Man kunne godt have sin tvivl om hvorvidt danskerne har samme vilje til at få så stor gevinst for dansk forsvarsindustri som muligt.

Sikkerhedspolitisk vurdering:
”Ut fra en sikkerhetspolitisk vurdering er både Gripen NG og JSF akseptable valg av nytt kampfly, men valg av kandidat vil gi ulike sikkerhetspolitiske konsekvenser. JSF fremstår som et prosjekt der flere av våre nære allierte med høyere sannsynlighet vil gå til anskaffelse av flyet, enn tilfellet er for prosjektet Gripen NG. Ut ifra en sikkerhetspolitisk vurdering vil et valg av JSF kunne gi flere positive ringvirkninger enn valg av Gripen NG.

Valg av JSF, basert på en militærfaglig vurdering, gir et godt grunnlag for å videreutvikle det sikkerhetspolitiske samarbeidet med en rekke av våre nærmeste allierte, både bilateralt og gjennom NATO.”

En ikke overraskende konklusion set i lyset af de kravspecs vi så på tidligere.

Priskonklusion:
Her kommer vi så til den mest kontroversielle del af nordmændenes konklusion. En konklusion, som udløste en mindre diplomatisk krise mellem Norge og Sverige. Nordmændene konkluderede nemlig, at indkøb af 48 F-35’ere/JSF ville koste 18 mia. norske kroner i 2008, mens prisen for Gripen ville være 24 mia. norske kroner i 2008. Svenskerne havde godt nok skrevet 20 mia. i deres svar på den norske ”request for binding information”. Men nordmændene valgte at lægge 4 mia. oveni:

”For Gripen NG er ca. 20 av 24 milliarder 2008-kroner fastpris gitt i RBI-besvarelsen. De resterende 4 milliarder 2008-kronene for Gripen NG er tilleggskostnader som er helt nødvendig utstyr for at flyet skal være et multirollekampfly i henhold til NATO-standard og -krav. Dette utstyret er beskrevet i RBI-besvarelsen til Gripen NG, og delvis prissatt. Kostnaden for JSF inkluderer dette utstyret.”

Og når det kom til totalomkostningerne over 30 år, så var man faktisk ikke i stand til at regne ud, hvad det fuldstændige billede ville være for Gripen:

”Det er gjennomført en usikkerhetsanalyse av det totale kostnadsbilde for anskaffelse og drift av 56 kampfly i et 30-års perspektiv. Usikkerhetsanalysen viser at det kun er mulig å etablere et fullstendig kostnadsbilde for JSF.”

For de dele man kunne identificere, så ville Gripen blive markant dyrere:

”Analysen for Gripen NG viser at et kostnadsbilde for de identifiserbare kostnadselementene er 20-30 milliarder kroner dyrere enn JSF i et 30-års levetidsperspektiv.”

Så den samlede konklusion fra nordmændene var klar:

Samlet konklusion
”På bakgrunn av de samlede konklusjoner er flytypen JSF den eneste kandidaten som er egnet til å dekke de fagmilitære kravene til ny kampflykapasitet, og samtidig på en tilfredsstillende måte ivareta Norges nasjonale og internasjonale forpliktelser.”

Gripen kunne altså ifølge nordmændene slet ikke leve op til kravene og var desuden markant dyrere. Ikke just sød musik i de svenske øre. Den dag i dag bliver sælgerne af SAAB’s Gripen-fly stadig røde i hovederne af indestængt raseri, når talen falder på den norske konkurrence.

Typevalget blev offentliggjort den 20. november 2008. Her mere end syv år senere kan vi konstatere, at prisen for de norske F-35’ere blev væsentligt højere. Men også, at der stadig ikke er nogle NATO-lande, der har købt Gripen E.

På baggrund af den norske rapport, så bliver det spændende at se hvad danskerne er kommet frem til med hensyn til levetidsomkostninger og opfyldelse af de militærfaglige krav, samt hvor stærkt hver af de tre kandidater vurderes at stå i en sikkerhedspolitisk sammenhæng.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

1 Comment for this entry

  • kurt. siger:

    Bare fordi de er dumme i Norge. Behøver vi ikke være det i DK. Få så de Gripen på banen igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *