Ritt: Indvandrere må i sving

Rockwool Fondens Forskningsenhed fortjener en stor tak, fordi den endnu en gang har påtaget sig at gennemføre en grundig undersøgelse af et aktuelt og påtrængende samfundsproblem – denne gang om hvorfor så mange indvandrere fra ikke-vestlige lande er uden job.

Dette problem er – ikke mindst for socialdemokrater – vel det centrale politiske anliggende i disse år. Ikke alene førte det til, at den socialdemokratisk-radikale regering ved det seneste valg mistede magten, til trods for at den var en af de regeringer, der i nyere tid har opnået de største resultater.

Det trak også nogle modsætninger op i Socialdemokraterne og fratog det efter et lille århundrede pladsen som landets største parti. Vi har derfor hårdt brug for al den viden, vi kan fremskaffe om problemet, og undersøgelsen om indvandrerne og arbejdsmarkedet er derfor mere end velkommen. Vi har brug for viden for at kunne nå frem til en politik, vi kan være bekendt, og som peger længere ud end til næste valg.

Kapitel for kapitel sætter undersøgelsen tal på et entydigt billede, som vi – bl.a. med Forskningsenhedens hjælp – har i forvejen. Billedet af et nyt proletariat i det danske samfund: En stor gruppe meget forskelligartede mennesker fra mange forskellige lande og kulturer, der kun har det til fælles, at de ikke har nogen andel hverken i statens eller i samfundets ide.

En patriark på kontanthjælp er en ynkelig figur.

Ritt Bjerregaard (S)
MF (S) - om tendenser blandt indvandrere

Mange af dem er, hvad man i gamle dage ville kalde „umælende“. De behersker ikke dansk hverken i skrift eller tale, og de fleste af dem er heller ikke gode til noget andet sprog, heller ikke deres hjemlandes.

Indvandrere er sammenbidte
De har en førmoderne opfattelse af forholdet mellem kønnene, og de er også af den grund ude af stand til at tage del i det danske samfund. De læser ikke aviser og følger ikke med i, hvad der sker omkring dem. De samler sig omkring deres familier og prøver at vedligeholde fortidens skik og brug – ofte mere sammenbidt, end de gjorde i deres hjemlande. Deres unge bliver tidligt gift med „en af deres egne“, helst med nogen „hjemmefra“, fra det land familien undertiden for flere generationer siden har forladt. Kvinderne går hjemme og passer børnene, og de får lige så mange børn, som danske kvinder fik, dengang de gik hjemme og passede børnene.

Men dengang så det omgivende samfund helt anderledes ud. Den patriarkalske familie kan ikke genopføres. En patriark på kontanthjælp er en ynkelig figur. Andengenerationen bliver dobbelt belastet, både fordi den er isoleret fra det samfund, den lever i, og fordi de mønstre på familie- og kønsroller dens forældre prøver at opretholde ikke fungerer. Jo mere krampagtigt forestillingerne om traditionerne og hjemlandet bliver forsøgt vedligeholdt, jo større vanskeligheder, og jo flere konflikter havner de unge i. Det viser sig brutalt i kriminalstatistikken og i antallet af selvmord.

Et velkendt, trist billede
Dette triste billede er i og for sig velkendt. Sådan kan situationen – også – opfattes. Men den sorte sky har også en sølverne rand. Sagen kan også anskues anderledes. De mange indvandrere fra ikke-vestlige lande – også mange af dem, der officielt kommer som asylansøgere er . . . indvandrere.

Indvandrere er mennesker med ressourcer. De skal ikke betragtes som sociale klienter. De har vist sig i stand til at træffe den store og vanskelige beslutning at forlade deres fattige og misregerede hjemlande for at få et bedre liv for sig selv og deres børn. Derved har de demonstreret, at de er i besiddelse af en vilje til forandring, der rummer store muligheder.

Og en ting til: Der er – i al fald i teorien – brug for dem og deres børn i Danmark og i de andre rige lande, hvor de slår sig ned. Indvandrerne er – stadig i teorien – en mulig løsning på et andet eller måske rettere det andet store samfundsproblem: Forgubningen. Samtidig med at danske kvinder føder færre børn, bliver der i de kommende år forholdsvis flere gamle mennesker og flere, der ønsker og er i stand til at gå tidligere og tidligere på pension og „nyde deres otium“, samtidig med at de unges uddannelsestid bliver længere og længere.

Det står naturligvis ingen steder skrevet, at Danmark for altid skal bebos af fem millioner mennesker. For ca. 200 år siden levede der kun godt en million på dette samme stykke land. De levede ikke godt – på et niveau der svarede til vilkårene i det 21. århundredes fattigste ulande. En af grundene til at de industrialiserede lande blev rigere var blandt andet, at befolkningerne voksede. Mest markant naturligvis i USA, der modtog (eller om man vil: Blev oversvømmet af) fattige og elendige indvandrere. Af og til udskud, tyve og bedragere, der som Socialdemokraternes grundlægger Louis Pio lod sig bestikke af politiet til at forsvinde på en enkeltbillet til Guds eget land. Der kan være grunde til at tro, at et samfund med et støt faldende befolkningstal, som Danmark vil være uden indvandring, vil komme i vanskeligheder. De vil være andre, men antagelig ikke mindre besværlige end dem, der følger med indvandringen.

Det store problem
En af forklaringerne på at indvandrere og flygtninge er blevet et så stort problem, som det er blevet i Danmark, kan være, den provinsielle selvgodhed, der viser sig ved, at de fleste danskere synes det er synd for mennesker, der ikke snakker dansk, som ikke hedder Nielsen eller noget, der lyder ligesådan, og som ikke bryder sig om at spise flæskesteg og leverpostej. Sådanne stakler kan man kun have ondt af. De skal have en offentlig ydelse, ligesom man giver det til syge, evnesvage, udviklingshæmmede, samspilsramte, drankere og narkomaner, for de må være ude af stand til at kunne klare sig selv.

Men almindelige indvandrere er hverken syge, evnesvage, udviklingshæmmede, samspilsramte, drankere eller narkomaner. Nærmest tværtimod, hvis der er noget der hedder det. Ikke-vestlige indvandrere lever traditionelt sundere end danskere (så utroligt det end kan lyde.) De spiser mere fornuftigt (mindre kød og mindre fedt), de drikker færre bajere, de sørger som regel for, at deres børn ikke drikker sig fulde eller laver fjollede og risikable eksperimenter med narkotika.

De skal ikke hjælpes - kan selv
Langt de fleste indvandrere værdsætter det amerikanerne kalder „family-values“, der mest dækkende kan oversættes til „en småborgerlig og kedsommelig livsstil“. Kort sagt noget enhver regering sætter pris på hos sine borgere. Indvandrere er blevet indvandrere, fordi de har indset, at de eller i det mindste deres børn kan få det bedre ved at rejse langt væk fra de steder, hvor deres familier gennem generationer har haft det skidt. De skal ikke ynkes. De skal principielt heller ikke hjælpes eller bistås. De skal først og fremmest have lov til at gøre det, de er kommet for – at skabe en bedre fremtid for sig selv og deres familie.

Mange indvandrere kan, hvis det land de bosætter sig i virkelig gør sig umage for det, naturligvis blive gjort til sociale klienter. Det har Danmark, som det fremgår af Forskningsenhedens undersøgelse, haft stort held med. Det har i en hel del tilfælde holdt hårdt. Ca. en tredjedel af de beskæftigede indvandrere modsætter sig halsstarrigt klientgørelsen og går på arbejde selv om de sætter penge til ved det. Undersøgerne mener, at det er fordi de måske håber på at kunne mase sig ind på arbejdsmarkedet så det ender med, at det ligefrem kan betale sig for dem at arbejde. Det er betænkeligt! De vil måske fortrænge en rigtig, ægte dansker.

Socialt væsen ikke specielt for indvandrere
Det danske sociale væsen er et godt og velfungerende væsen. Det koster nogle penge, ganske mange penge, men det har et så rigt land som Danmark rigelig råd til at betale også til syge indvandrere og til deres børn, hvis de skulle vise sig at blive evnesvage, udviklingshæmmede, samspilsramte, drankere og narkomaner. Men bortset fra det skal det sociale væsen principielt ikke have noget med indvandrere at bestille.

Det støtter indvandrere som rebet støtter den hængte. Det lokker dem i en fælde med sine gaver, fordi det er lavet til noget andet, end det bliver brugt til i forhold til indvandrere. For det sociale væsen er det ikke noget problem, at brugerne er klienter. Det er lavet til at tage sig af klienter. Det tager sig af syge, evnesvage, udviklingshæmmede, samspilsramte, drankere og narkomaner og andre, der kommer ud for „sociale begivenheder“.

Men en sund og rask indvandrer er ikke nogen social begivenhed. Han eller hun har krav på at blive mødt med forventningen om, at vedkommende er i stand til at sørge for sig selv. Det vil til at begynde med sandsynligvis blive på et andet niveau end flertalsbefolkningens – det er i sig selv ikke nogen ulykke.

Bedetæpper - en privatsag
Det har været karakteristisk for den danske indvandrerdebat og indvandrerpolitik (i det omfang en sådan har eksisteret), at den har haft for mange uvedkommende dagsordner. Den er – kraftigt bistået først af Mogens Glistrup og siden af Dansk Folkeparti – flippet ud i vås om kultur og religion.

Forskningsenhedens klarlægning af, at religionen ikke spiller nogen rolle for indvandrernes mulighed for at få beskæftigelse og dermed for at blive nyttige borgere kan forhåbentlig hjælpe med til at befri os for at skulle høre så meget om bedetæpper, tørklæder og spisevaner, der selvfølgelig er privatsager i et moderne sekulariseret samfund.

Indvandrerne skal selvfølgelig ikke gøres til danskere, hvis de hellere vil være noget andet, men det siger sig selv, at de gør klogt i at se at få lært dansk så hurtigt som muligt. Det ville kunne støtte motiveringen til den vanskelige sprogtilegnelse, hvis ansvaret for at kunne dansk klart blev placeret hos indvandreren, fx ved at de selv skal betale for tolkningen ved henvendelse til offentlige myndigheder.

De har det bedst i Vesten
Det danske system klientgør indvandrerne ved at hjælpe dem til boliger der, hvor der er ledige boliger i stedet for der, hvor der er beskæftigelse at få. Når det sker, er det, fordi indvandringen a priori anses som en ulykke, „en social begivenhed“. Det er dyrt, det er upraktisk, og det er dumt at betragte indvandrerne som en belastning og en byrde, som det gælder om at slippe af med.

De er her, og de vedbliver med at komme, hvad enten der er indvandrerstop eller ej. Ikke fordi de vil overtage Danmark for at forvandle det til et nyt Libanon, Somalia, Pakistan eller Tyrkiet, men fordi de (med rette) mener, at mulighederne i Vesten er de bedste, de kan opnå. Ingen nok så restriktiv indvandrerpolitik kan genskabe gamle dage, da det var en sensation, når „paa Vesterbro en Neger gik“. De gamle dage er der ingen ved deres fulde fem, der ønsker igen, og ingen magt på jorden kan skrue tiden tilbage. Tænksomme konservative (de findes!) har indset, at det er nødvendigt at forandre for at bevare.

En forandring, som det er påtrængende nødvendigt at få gennemført, går ud på at sørge for at indvandringen bliver en fordel. Det er økonomisk langt mere forsvarligt og samtidig mere medmenneskeligt anstændigt, og derfor også klogt at indse, at indvandringen tilfører de aldrende europæiske samfund – herunder Danmark – ressourcer, som de har brug for. Det er en investering i fremtiden for et samfund at modtage en befolkningsgruppe af relativt unge mennesker, der får flere børn end flertalsbefolkningen. Den politiske opgave består i at forvalte denne investering bedst muligt. Det sker ikke nu.

Hvis man vil påvirke den takt, hvori indvandringen finder sted – og det kan måske være fornuftigt nok – så er det mest rationelle formentlig at styrke den økonomiske og politiske udvikling i de europæiske nærområder. Det kan mest enkelt ske ved at købe det, der bliver produceret der, når det er billigere og lige så godt eller bedre, end det der bliver produceret i Europa. Det sker ikke nu.

Når indvandrere bidrager
Danske politikere støtter aktivt et absurd planøkonomisk cirkus som EU’s landbrugspolitik, der tildeler danske landmænd offentlige tilskud af en størrelsesorden, der langt overstiger, hvad selv den venligste socialtante kan finde på at stoppe i en hvilken som helst asylsøger eller indvandrer. Måske kunne det være en fremtidig opgave for Forskningsenheden at beregne, hvor store de offentlige og private omkostninger er ved den nuværende landbrugspolitik?

Hvad jeg savner at få undersøgt inden for det igangværende indvandrerprojekt er først og fremmest, hvad der foregår i andre europæiske lande, og ikke mindst i de indvandringslande hvor nettooverførslerne klart går fra indvandrerne til den offentlige sektor.

Det har naturligvis stor interesse at finde ud af, hvorfor ikke-vestlige indvandrere integreres så dårligt på det danske arbejdsmarked. Men det vil være endnu mere interessant, som antydet i slutningen af kapitel seks at få at vide, hvordan det kan være, at det lykkes bedre i Storbritannien.