Debat

Den svære skole

Koncentrat af lederen "Den svære skole" 31.10-02 i Information om forhandlingerne om et nyt folkeskoleforlig.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
(...)MANGLEN PÅ resultater på folkeskoleområdet har skadet undervisningsministerens omdømme, i hvert fald i mediernes vurdering. Ulla Tørnæs bliver ofte nævnt som en af dem, der står til afskedigelse, når Anders Fogh Rasmussen engang til næste år forventes at foretage sin første ministerrokade. Men spørgsmålet er, om der ikke i denne sag er tale om at rette smed for bager. Når undervisningsministeren ikke har kunnet præstere et forlig, skyldes det først og fremmest den blokering, de Konservative har lagt ind i forhandlingerne.

Hvad den består i, blev gjort lysende klart på partiets landsråd i weekenden. Både partiformand Bendt Bendtsen og den konservative forhandler, Helle Sjelle, slog fast, at de hellere ser et »godt« forlig end et bredt forlig. Og med et godt forlig mener de en aftale, der sikrer en central styring af folkeskolen. Denne idé har partiet udmøntet i et krav om, at læseplanerne skal være ens overalt i landet. Det kommunale selvstyre skal afskaffes til fordel for en national folkeskole.

I KRAVET OM centralt fastlagte læseplaner kan De Konservative kun hente støtte fra Dansk Folkeparti. Venstres holdning er til gengæld præget af partiets traditionelle forkærlighed for det lokale selvstyre.

Problemet for Ulla Tørnæs består i, at hun længe har haft flertallet hjemme, hvis hun ville lade sig nøje med at indgå forlig med Dansk Folkeparti. Og det har dette parti naturligvis udnyttet til det yderste. Et yderligere problem for ministeren er, at De Konservative rent faktisk kan henvise til det fælles regeringsgrundlag, når det gælder de fælles læseplaner.(...)

Hvis der i Statsministeriet er utilfredshed med det, der foregår i Undervisningsministeriet, er den derfor ikke nødvendigvis rettet imod ministeren selv. Langt mere nærliggende vil det i hvert fald være, hvis Fogh Rasmussen er ved at blive godt og grundigt træt af den konservative trang til at markere sig. De Konservative har traditionelt foretrukket at stå uden for de brede forlig om folkeskolen, men det er naturligvis umuligt, så længe de er med i regeringen.

Bliver De Konservative for kontrære, kunne han fristes til at udskrive et hurtigt valg, der kunne bane vejen for en mandatfordeling, der gav ham større muligheder for at spille for forskellige flertal

Information
På lederplads

Og derfor kan spørgsmålet også være, hvor længe Venstres leder synes, det er en god idé. Stod han i spidsen for en ren Venstre-regering, ville statsministeren have større bevægelsesfrihed, og hans parlamentariske grundlag i bredere forstand ville ikke blive svækket. Bliver De Konservative for kontrære, kunne han fristes til at udskrive et hurtigt valg, der kunne bane vejen for en mandatfordeling, der gav ham større muligheder for at spille for forskellige flertal. Det ved De Konservative selvfølgelig godt. Og derfor ender det vel også med, at forhandlingerne hos Ulla Tørnæs lander i et bredt forlig. Men det kræver, at Bendt Bendtsen lærer den kunst, der består i at gå på yndefuld retrætte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00