Stadig fem beskyttelseszoner som følge af Newcastle Disease

Der er i øjeblikket fem beskyttelses- og overvågningszoner tilbage som følge af Newcastle Disease-udbruddet. Alle forventes at være ophævet 5 november på nær zonen om Sejerø. Ophævelsesdato for denne zone forventes afklaret i slutningen af uge 41 pga. problemer med rengøringen. Dét oplyser Fødevaredirektoratet i dette svar til Fødevareudvalget.
Direktoratet oplyser desuden, at lovhjemmel til at kræve adgang til at udføre veterinærkontrol findes i § 40 i lov nr. 351 af 2. juni om sygdomme og infektioner hos dyr.
Claus Iversen
Dokumentation

Spørgsmål 287 :

Ministeren bedes oplyse restriktionernes omfang på nuværende tidspunkt i forbindelse med Newcastle Disease samt oplyse, hvornår de forventes ophævet.

Svar :

Til besvarelse af udvalgets spørgsmål 287 og 288 oversender jeg Fødevaredirektoratets notat af 7. oktober 2002, som jeg kan henholde mig til.

 

Spørgsmål 288 :

Ministeren bedes oplyse, hvilken lovhjemmel der er til at udføre veterinærkontrol – f.eks. hos racehønseavlere, som ikke har anmeldt sygdommen eller tilkendegivet, at man ønsker kontrolbesøg.

Svar :

Jeg henviser til besvarelse af spørgsmål 287.

 

 

 

Med venlig hilsen

Mariann Fischer Boel

 

Birgit Gottlieb

Fødevaredirektoratet

Den 7. oktober 2002

Ref.: /

J.nr.: 2002-20-321-00058

 

Notat

om

Ministerbesvarelse vedr. Newcastle Disease

 

Spørgsmål 287.

Status for Newcastle Disease omfanget den 7 oktober 2002 er, at der er 5 beskyttelseszoner og overvågningszoner resterende. De 5 beskyttelseszoner er i hhv. region Sønderjylland (3), Nordjylland (1) samt Ringsted (1).

I overvågningszonen er følgende ikke tilladt:

  1. Fjerkræ og fugle må ikke bringes sammen som fx ved dyrskuer, markeder og udstillinger.
  2. Fjerkræ, fjerkrækød og æg må ikke fjernes fra de enkelte ejendomme uden Fødevaredirektoratets tilladelse.
  3. Fjerkrægødning og strøelse må ikke bringes ud af zonen uden Fødevaredirektoratets tilladelse.
  4. At indsætte fjerkræ på ejendomme uden fødevareregionens tilladelse. Færdsel med fjerkræ i zonen er forbudt undtagen i transit ad hovedfærdselsårer eller pr. jernbane ad hovedlinierne. Enhver transport i zonen skal anmeldes til fødevareregionen.

Udover de 4 forbud, som gælder i overvågningszonen, er følgende ikke tilladt i beskyttelseszonen:

  1. Fjerkræ må ikke komme uden for de huse og indhegninger, hvor de holdes. Fødevareregionen kan dog påbyde, at fjerkræ holdes indelukket i huse, såfremt fødevareregionen ikke finder det smittemæssigt forsvarligt at holde fjerkræ i indhegninger.
  2. Brugt strøelse og fjerkrægødning må ikke fjernes fra møddingen.

I beskyttelseszonen skal der foretages smittebeskyttende foranstaltninger efter Fødevaredirektoratets anvisning. Herunder desinfektion af fodtøj og lignende ved ind- og udgange til de enkelte fjerkræhuse, indhegninger og ejendomme.

De resterende zoner forventes at være ophævet 5 november på nær zonen om Sejerø. Ophævelsesdato for denne zone forventes afklaret i slutningen af uge 41 pga. problemer med rengøringen.

1. oktober blev forbuddet om afholdelse af skuer, markeder, brevdueflyvninger og andre samlinger af fjerkræ ophævet med undtagelse af eksisterende overvågnings- og beskyttelseszoner.

 

Fra 2. oktober kunne der eksporteres til øvrige EU-lande fra Danmark med undtagelse fra bedrifter, som ligger i beskyttelses- og overvågningszoner gældende 2. oktober.

For at holde en tæt kontrol med rugeæg og levende fjerkræ, er der visse forholdsregler i forbindelse med eksporten:

  1. Alt fjerkræ med undtagelse af slagtefjerkræ, skal undersøges for Newcastle Disease inden eksporten.
  2. Levende fjerkræ og rugeæg skal transporteres i forseglede biler.
  3. Modtagerlandet skal orienteres om eksporten.

Områderne, der fortsat ikke kan eksporteres fra pga. overvågningszoner i følgende regioner er (se også kort bilag 1):

  1. Nordjylland. I en 10 km zone syd og øst for Limfjorden med centrum ved Gatten.
  2. Samt et område begrænset af Ålborg bugt på østsiden, Mariager Fjord mht. sydsiden, byerne Oue, Astrup og Lyngby mht. vestsiden og Dokkedal mht. nordsiden.

    - Århus. Et område afgrænset nordpå ved Mariager Fjord, med centrum i Hadsund tegnende en halvcirkel gennem byerne Mariager, Enslev og Dalbyover.

  3. Viborg. I en 10 km zone inkluderende Viborg. Centrum af zonen er 4 km vest for Viborg ved Holstebrovej.
  4. Vejle. I en 10 km zone inkluderende Kolding. Centrum af zonen er 2 km øst for Nørre Bjert. Mod øst afgrænses zonen af Lillebælt.
  5. Sønderjylland. I den vestlige del overlapper to 10 km zoner ved Tønder og Løgumkloster. Zonernes nordlige centrum er 3 km nord for Øster Høst, mens det sydlige centrum er 1 km øst for Tønder. Mod syd afgrænses zonen ved Tyskland.
  6. I den sydøstlige del af regionen er der 3 overlappende zoner inkluderende Åbenrå og Nordborg. Centrum af zonerne er tæt på Åbenrå og byerne Bjendrup og Snogbæk Nederby.

  7. Ringsted. Sejerø.

 

Spørgsmål 288

Lovhjemlen til at kræve adgang til at udføre veterinærkontrol uanset at ejeren ikke har anmeldt sygdommen eller tilkendegivet ønske om kontrolbesøg, findes i § 40 i lov nr. 351 af 2. juni om sygdomme og infektioner hos dyr.

§ 40 har følgende ordlyd: "Hvis det skønnes nødvendigt har ministeren for, fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren har bemyndiget hertil, til enhver til mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for at udføre de beføjelser der er givet i loven eller regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Ministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom."

For at kunne varetage administrationen af loven er der undertiden behov for adgang til ejendomme eller virksomheder. For at kunne udføre en effektiv kontrol med overholdelsen af lovens bestemmelser eller bestemmelser fastsat med hjemmel i loven må myndighederne have mulighed for at gennemføre uanmeldte tilsyn og derfor have adgang til lokaliteter, hvor dyr befinder sig, og hvor der opbevares produkter fra dyr samt genstande, som anvendes ved pasning af dyr, såsom foder, str&osla sh;else m.v., som kan indebære risiko for spredning af smitstoffer samt veterinærmedicin.

Da bekæmpelse og forebyggelse af husdyrsygdomme også sker i den enkelte ejers interesse, vil det normalt ikke volde vanskeligheder at få adgang til de pågældende lokaliteter.

For at øjemedet ikke forspildes kan der dog i nogen tilfælde være behov for umiddelbart at skaffe sig adgang til privat ejendom mod ejerens ønske. En sådan situation kan for eksempel opstå i forbindelse med bekæmpelse af alvorligt smitsomme husdyrsygdomme, der truer ikke blot ejerens husdyrbesætning, men også andres husdyrbesætninger i området.

Hvis ejeren ønsker det, og øjemedet ikke forspildes, vil der i almindelighed blive givet ejerens egen dyrlæge lejlighed til at være til stede.

Det skal bemærkes, at den adgang, kontrolmyndigheden har til mod behørig legitimation og uden retskendelse at foretage kontrol med overholdelse af loven og de i medfør heraf fastsatte forskrifter, forudsætter, at der ikke konkret vurderes, at der foreligger overtrædelse af lovgivningen om sygdomme og infektioner hos dyr. Foreligger sådan mistanke, fremsendes sagen til politiet, som kan foretage videre undersøgelser og efterforskningsskridt.

 

 

 


Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00