Sidste uges meget omtalte brev fra F-16 mekanikerne til politikerne og den efterfølgende debat, har øget sandsynligheden for at partierne bag forsvarsforliget inden årets udgang har sat navn på det fly, som de mener skal være Danmarks nye kampfly.

Det har nemlig tydeliggjort, at der er behov her og nu for at få indkøbt nye fly. I hvert fald hvis Forsvaret skal kunne leve op til politikernes ønsker om internationale udsendelser af kampfly i årene fremover. Nødråbet viser sort på hvidt, at der er behov for at få indkøbt nye kampfly nu, hvis vi gerne vil opretholde den nuværende kapacitet. Vælger vi – hvilket jeg tror er meget lidt sandsynligt – at udskyde indkøbet igen, igen, så kan vi næsten ikke undgå at stå i en situation, hvor vi måske kun vil have 15 eller færre operative kampfly. Lidt afhængig af hvor længe vi udskyder indkøbet, så vil det nok ramme os omkring 2022 – 2026. Og så vil vi være begrænset til næsten kun at kunne lave air policing af eget luftrum. Og det er der i hvert fald i øjeblikket ikke den store politiske stemning for.

En seriøs politisk reaktion på brevet fra mekanikerne vil derfor være at få valgt det nye fly i år.

Nu hedder planen typevalg i år, kontraktforhandlinger frem til 2018, produktion 2018 – 2020, første nye fly i 2020 og udfasning af F-16 og indfasning af nye fly i perioden 2020 til 2024. Men det baserer sig oprindeligt på en plan fra 2009 – længe før vi fløj mere end 3.500 timer over Libyen – og en opdateret plan i 2012 i forbindelse med forsvarsforliget – længe fløj vi begyndte at flyve indtil videre 4.000 timer over Irak. Så mange ekstra timer slider ikke kun på mekanikerne, men også på F-16 flyene. Det er derfor bestemt ikke usandsynligt at vi inden 2020 kan komme til at stå i en situation, hvor vi er nødt til at drosle vores kampflykapacitet drastisk ned, måske helt ned til et niveau, hvor vi kun vil kunne lave air policing af eget og af baltisk luftrum. Eneste alternativ vil være et lynindkøb af nye kampfly.

Hvis Danmark pludselig skal lave et lynindkøb i stil med det Australien foretog i 2007, så stiller det pludselig Eurofighter og Super Hornet noget stærkere end de står med den nuværende tidsplan. For så kommer de to aktive produktionslinjer og fly i drift til at veje tungt. Man skal dog huske på, at F-35 skam også har en aktiv produktionslinje, og at den har betydelig større kapacitet end de to andre. Så nogle få ekstra fly til Danmark vil blot betyde en lidt hurtigere “ramp op” af den produktionslinje i Fort Worth, som i forvejen har vokseværk i disse måneder og år.

Før redaktionen drog på sommerferie (som kun varede 10 dage indtil andre medier begyndte at ringe i kølvandet på historien om brevet), så filosoferede vi lidt over sandsynligheden for et typevalg inden 31. august, i år, næste år eller senere. Her sagde vi 15-60-20 og 5 procent. Altså 15 procents sandsynlighed for et typevalg i august. 60 procents sandsynlighed for et typevalg i år, 20 procent for 2016 og fem procents sandsynlighed for en udskydelse igen.

Den officielle melding lyder fortsat, at der skal træffes et typevalg medio 2015. Altså i de fire midterste måneder af 2015. Det vil sige inden 31. august. Som man kan se nederst i højre spalte her på siden, så er det om 25 dage. Hvis forsvarsministeren vil tage medierne og offentlighedens opmærksomhed væk fra sine egne pengesager og udvise handlekraft i F-16 sagen, så får han forligskredsen med på et hurtigt typevalg inden for de næste 25 dage. Daværende forsvarsminister Nicolai Wammen annoncerede jo som bekendt den 26. maj, at emnet ville være på dagsordenen i forsvarsforligskredsen den 18. juni. Så kampflykontorets beslutningsgrundlag er lavet færdigt. At det så ikke blev til noget skyldes som bekendt, at Wammens chef, daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, den 27. maj bekendtgjorde, at der skulle afholdes folketingsvalg den 18. juni. Og Carl Holst har da også fortalt, at han i sin ferie blandt andet har læst om Arktis og kampflyindkøbet. Det ville godt nok være friskfyr-agtigt, men det kan ikke udelukkes. Lad os sætte den til 10 procent.

I stedet vil jeg godt hæve sandsynligheden for typevalg inden årets udgang til 70 procent og fastholde sandsynligheden for typevalg i 2016 på 20 procent. Endnu en udskydelse af flere års varighed kan naturligvis ikke udelukkes, men den må siges at være ganske lille. Ja, medmindre politikerne sadler helt om med hensyn til ambitionerne for vores flyvevåben når det kommer til internationale missioner. For så vil vi med meget stor sandsynlighed få en periode med en begrænset kampflykapacitet. Og mens air policing er “need to do”, så er internationale missioner “nice to do”. Og F-16 flyene lever ikke evigt. Ikke medmindre vi kaster rigtig mange penge efter at holde dem flyvende. Så senest i 2025 vil vi stå helt uden kampfly, hvis vi bliver ved med at sidde på hænderne.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

5 Comments for this entry

  • Esben siger:

    Fra Jyllands-posten 05.aug: Minister: Valg af kampfly bliver afgjort i efteråret

    http://jyllands-posten.dk/politik/ECE7910534/Minister-Valg-af-kampfly-bliver-afgjort-i-efter%C3%A5ret/

  • Lars-Henrik Arvedsen siger:

    Claes Kastholm Hansen:

    Alle seriøse partier er enige med Politiforbundet i, at det nuværende terrorberedskab er kommet for at blive, og at der således er brug for mange flere politifolk. Med politiforliget fra 2011 vedtog SR-regeringen sammen med blå blok at spare 600 politifolk væk. Det tager mindst fire år at uddanne nye betjente. Alle seriøse partier er enige om, at der er et alvorligt trusselsbillede i Østersøregionen og Arktis. Ved forsvarsforliget i 2004 nedlagde man ubådsvåbenet. Derfor kan man i dag ikke udføre nødvendige rekognonsceringsopgaver. Det tager 10-15 år at opbygge et nyt ubådsvåben. Ved forsvarsforliget i 2010 reducerede man kraftigt antallet af kampvogne, skibe og operative kampfly. Ved forsvarsforliget i 2013 skar man forsvarsbudgettet ned med 2,7 mia. kr. Hverken ved politiforliget eller forsvarsforligene har det manglet på sagkyndige advarsler. Nu opdager politikerne, at vi mangler politifolk, og at Forsvaret hverken kan løse de internationale opgaver eller de territoriale. Man kan herefter fastslå, at det bærende langsigtede princip for Folketingets arbejde er: hov!

  • Jesper Fischer siger:

    Danmark har malet sig selv op i et hjørne ved at deltage I F-35 projektet fra starten. Det er nu svært at vælge et andet kampfly end F-35, selvom et mere fornuftigt valg på mange måder ville være at vælge Eurofighter eller måske halvt af hver??F-35 + Eurofighter?? Hvilket flytype egner sig bedst under de ekstreme vejforhold på Grønland??

  • Band Bulle siger:

    Til Arktis er det vel den tomotorede superhornet der står stærkest (selvom gripen og f16 på åbenbart næsten magisk vis flyver rundt i det nordlige Skandinavien), men er typevalget ikke for længst afgjort?

    Skulle vi gøre en positiv forskel for alliancepartnerne i den nuværende krig købte vi stort ind af de snart skrottede A10ere og tilbød CAS til alle de udsendte soldater. En 10-20 refurbede F16 til air-policing herhjemme.

  • Lars-Henrik Arvedsen siger:

    @ Jesper Fischer

    Du har helt ret med “hjørnet” – Det man ofte glemmer er at beslutninger bliver truffet ud fra det bedste skøn på den tid de blive taget – Og tilslutningen til F-35 i 1997 blev taget ud fra den viden man havde da.

    Men i dag kan man ind imellem godt tvivle. MEN vi har særdeles gode erfaringer fra EPAF samarbejdet med de nære allierede, og US som medspiller, og det kan vi også få i fremtiden (uden det samarbejde havde vi ikke haft relevante F-16 i dag) – Det eneste alternativ må være Typhoon, specielt med de seneste opdateringer, men det vil nok ikke være relevant i samme årrække, og koster næsten det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *