Ministerens talepapir om vildledning

Fødevaredirektoratet har oplyst, at når direktoratet finder, at der i en periode er særligt behov for at fokusere på bestemte områder i fødevareloven, meddeles dette til regionerne, som herefter tager hensyn hertil ved tilsynsplanlægningen.

På vildledningsområdet blev der i 2001 afviklet en kontrolkampagne mod vildledende markedsføring. Der blev udarbejdet vejledningsmateriale, og det blev indskærpet, at overholdelse af vildledningsbestemmelserne var en del af egenkontrollen. Kampagnen har uden tvivl bidraget til en øget opmærksomhed omkring vildledning, både i virksomhederne og hos forbrugerne. Kampagnen er efterfølgende fulgt op i den løbende kontrol.

Der skal således ikke herske tvivl om, at vi tager vildledning alvorligt. Vi vil dog gerne se lidt nærmere på de erfaringer, der er gjort og trække en fornuftig grænse. Det vil jeg komme tilbage til.

Sagsfremstillingen i BT
Dagbladet B.T. har det sidste halve år bragt en artikelserie, hvor et forbrugerpanel tager stilling til, om forskellige produkter efter deres opfattelse bliver markedsført på en vildledende måde.

Selvom artiklerne giver indtryk af, at der var tale om vildledning i alle tilfældene, har Jørgen Højmark allerede i artiklerne været uenig med de to andre i panelet i en række sager.

Af i alt 26 sager fra BT i perioden februar til august er de 15 enten afgjort som ikke vildledende eller umiddelbart vurderet som sager, der ikke var grundlag for at gå videre med. I tre sager er der givet påbud, og 8 sager ses der aktuelt på.

Hvad er vildledning
I mine øjne er det især vigtig, at der skrides ind over for urigtige oplysninger til forbrugerne, f.eks. fejl og mangler i de faktuelle oplysninger om produktet. Og hvis et produkt f.eks. angives som fedtfattigt eller sukkerfrit, så skal det naturligvis være rigtigt. Herudover findes imidlertid et stort gråt område, hvor der skal træffes en fornuftig grænse for, hvad der må betragtes som vildledning i lovens forstand.

Fødevaredirektoratets vejledning indeholder bl.a. fortolkninger vedrørende typer af vildledende oplysninger - for eksempel om varebetegnelser, illustrationer og oprindelse. Derudover vurderes en række eksempler på konkrete anprisninger [Natur, naturlig, rig på, højt indhold, hjemmebagt, frisk, luksus, ægte, ren, rigtig og gammeldags].

Der nævnes også varebetegnelser, som ikke anses for vildledende, selv om der nævnes ingredienser, som ikke findes i varen. (Vingummi indeholder ikke vin eller gummi, der er ikke te i teboller, ikke smør i kakaosmør, ikke fløde i flødeboller og flødekarameller og ikke ost i ostekiks). Også geografiske angivelser kan være acceptable uanset oprindelsessted – f.eks. wienerbrød, franske kartofler, franskbrød, frankfurterpølser – fordi der er vundet hævd på disse betegnelser. Derimod, at give påtale til en slagter, der har fremstillet hjemmelavet, ungarsk pølse – det er måske på grænsen.

Det må konstateres, at presset fra visse forbrugerorganisationer ofte er modsat rettet presset fra Kommission og EU-domstolens afgørelser om varernes fri bevægelighed. Hertil kommer sager, som bliver afgjort ved danske domstole. Går myndighederne for vidt, vil det resultere i tabte sager ved domstolen, og er praksis for slap, vil vildledning blive udbredt til skade for forbrugerne. Det er derfor særdeles vigtigt, at myndighederne finder den rette balance ved fastsættelse og udvikling af fortolkningspraksis.

Mange af de sager, der i den senere tid har været omtalt i BT, er som sagt ikke strafbar vildledning i lovens forstand, selv om man som forbruger kan synes, at der er tale om en overdreven positiv markedsføring af produktet. Dertil kommer, at man ved nærlæsning af artiklerne kan se, at især de to af panelets medlemmer ofte kalder produkterne for vildledende, når der i virkeligheden er tale om produkter af ringe kvalitet, der markedsføres aggressivt.

I sidste uge (den 24. september), hvor der var tale om en peberrodssalat, der af producenten blev betegnet som gastro-nomisk, er Jørgen Højmark citeret for at sige ”Det er vigtigt at forstå, at fødevarekontrollen og reglerne i fødevareloven ikke beskytter forbrugerne mod dårlig kvalitet eller mod kreativ markedsføring. Den bedste beskyttelse, forbrugerne har mod dette, er at læse ingredienslisten grundigt og bruge sin sunde fornuft”.

Jeg finder, at Højmark beskrivelse af vildledningsproblematikken er meget præcis, og i god overensstemmelse med både lovens krav om, at der altid skal foretages en vurdering på baggrund af de samlede omstændigheder ved mærkningen og markedsføringen af den konkrete fødevare, og de retningslinier, som Fødevaredirektoratet følger.

Skal vi have kontrolpersonalet og Fødevaredirektoratets jurister til at vurdere opskifter for at undersøge om en bestemt ispind udmærker sig så meget, at betegnelsen luksus er rimelig? Jeg synes ikke, at dette nødvendigvis er en fornuftig anvendelse af ressourcerne. Jeg vil derimod gerne målrette indsatsen bedre, så vi får fat i de produkter forbrugerne virkelig bliver vildledt af.

Der er behov for at få diskuteret, hvor vi trækker grænserne, og jeg har derfor bedt ministeriet om at drøfte spørgsmålet med forbrugerorganisationerne og erhvervet, sådan at vi kan målrette ressourcerne bedre.