Øget fødevaresikkerhed i Norden

Hvem har indflydelse på fødevaresikkerheden?
En nordisk forbrugerpolitisk handlingsplan for at styrke forbrugernes indflydelse på fødevareområdet er det andet hovedmål. Principielt er det også et udmærket formål, og skam få den industri, som ikke ønsker at lytte til forbrugerne. Men om der er behov for en selvstændig handlingsplan for forbrugernes indflydelse? Det stiller vi os tvivlende overfor.

Forbrugerorganisationerne er i dag absolut med rette ligeværdige høringsparter i alle beslutningsprocedurer, og deres holdning er uden tvivl udslagsgivende i mange tilfælde. Informationsstrømmen er større end nogensinde, og i industrien arbejder vi meget bevidst på at praktisere åbenhed i alle forhold. I Danmark har vi et godt samarbejde med Forbrugerrådet, og vi lægger dette efterår op til et udvidet samarbejde på flere konkrete områder.

Åbenhed mellem myndigheder, industri og forbrugere er beskrevet som et middel til at opnå øget forbrugerindflydelse. Vi mener, at åbenhed og troværdighed er den eneste logiske vej til øget fødevaresikkerhed. Tilsvarende at vi lægger vægt på et godt samarbejde med forbrugerne, så lægger vi også stor vægt på et åbent og ærligt samarbejde med myndigheder, leverandører og detailkæder.

Fakta er nemlig, at uanset lovgivning om kontrol og sikkerhed, så er det markedets krav – forbrugernes ønsker og detailkædernes krav, der er afgørende for industriens niveau for fødevaresikkerhed. Vi taler vel at mærke om et niveau, der ofte rækker langt ud over lovgivningens krav. Derfor er mange danske virksomheder i dag ISO-certificerede, HACCP-certificerede og BRC-certificerede.

Afslutningsvist vil jeg nævne, at forbrugerorganisationerne er stærkt medvirkende til, at industrien oftere og oftere befinder sig i skismaet legalitet / legitimitet. Industrien overtræder på ingen måde lovgivningen, men alligevel fører nogle forbruger-organisationer og politikere af og til et næsten religiøst korstog mod industrien. Kendt for flere er nok de seneste års diskussioner i Danmark om eksempelvis azo-farver, transfedtsyrer og stråforkortere.

International handel
Det er fødevareindustriens fornemmeste opgave at sikre, at forbrugerne får rene og sunde fødevarer. Herom skal der ikke herske tvivl. Derfor har industrien i de seneste år investeret store millionbeløb på at indføre egenkontrolsystemer i virksomhederne, og en del af har foretaget store materielle investeringer for at kunne leve op til de stadig stigende hygiejnekrav.

Industrien må være indstillet på, at kravene til hygiejne og sporbarhed vil stige løbende i de kommende år. Det er EU’s hvidbog et tydeligt eksempel på. Fra FødevareIndustriens side bakker vi fuldt op om principperne i EU’s hvidbog. Vi mener dog, at der er nogle konsekvenser, der ikke er gennemtænkte, idet ensidige høje krav fra EU’s side til fødevaresikkerheden vil kunne skabe tekniske handelshindringer for fødevarer importeret fra tredjelande.

En anden problemstilling, som også skal ses i dette lys, er problemerne i relation til oprindelse på varer, importeret fra lande, hvor der er indrømmet præferencetold af EU som led i en handelsaftale. Inden for fiskebranchen kan begge typer af handels-hindringer være utroligt skadelige. Igennem de seneste årtier har de store fiskekvo-tenedskæringer været en af årsagerne til den omlægning, vi har oplevet inden for fi-skeindustrien. Industrien er i dag afhængig af at kunne importere råvarer til den forarbejdende industri. Hvis ikke vi kan importere råvarer fra tredjelande, kan vi ikke holde industrierne i gang. Så enkelt hænger det sammen.

Handelsmønstret har også ændret sig. Det er i dag helt normalt, at fisk transporteres mellem flere verdensdele, fra den fanges, forarbejdes, og til den spises hos forbrugeren. For eksempel sendes der i tusindvis af tons hvidfisk fanget i Nordatlanten til Asien, hvor den forarbejdes og herefter sendes til industrien i EU, der færdigforarbejder den, inden den sendes ud til forbrugeren. Nedenstående eksempler afspejler disse problemstillinger.

Import af fisk og fiskeprodukter fra Asien
Indtil for et år siden fungerede den globale samhandel utroligt godt. Mange europæiske virksomheder deltog aktivt i at up-grade industrierne i tredjelande for dermed at kunne sikre sig gode råvareforsyninger. Alle virksomheder i tredjelande, der vil eksportere til EU, er i dag underkastet de samme hygiejnekrav, som EU’s egne fødevareindustrier arbejder efter.

For omkring et år siden begyndte problemerne imidlertid at melde sig for alvor. Restkoncentrationer af forbudte antibiotika og kemikalier blev påvist i et stadig stigende antal, efterhånden som EU’s påvisningsgrænse blev lavere og lavere, og prøveudtagningen blev intensiveret. Det hele kulminerer i januar måned, hvor EU-Kommissionen indfører et totalt importforbud på fisk og skaldyr fra Kina samt total importkontrol af varer fra lande som Indonesien, Vietnam og Thailand.

Sådanne tiltag bærer ofte præg af, at der skydes med ”spredehagl”, og derved rammes også forretningsområder, hvor der ikke har været konstateret problemer med fødevaresikkerheden.

Endvidere kan der opstå handelsmæssige konflikter, hvis der ikke er gensidig forståelse imellem EU og afsenderlandet for, at der skal iværksættes en række tiltag.

Med beslutningen om at forbyde import fra Kina er der virksomheder i Danmark, Tyskland og Frankrig, som mister op til 30 – 40 pct. af deres råvareforsyning med ét slag. Disse restriktioner har påført importørerne i EU enorme tab.

Konklusionen på situationen i dag må derfor være, at fødevaresikkerhed bremser den øjeblikkelige internationale handel med fiskeprodukter, og at den del af branchen, som lever af import fra tredjelande, især Sydøstasien, derved rammes hårdt.

Samhandelen mellem de nordiske lande
I relation til samhandelen imellem de nordiske lande kan nævnes en anden handelsmæssig barriere, som i lighed med et ubalanceret hensyn til fødevaresikkerhed kan skade samhandelen betragteligt. Det drejer sig om kontrollen og administrationen af de regler vedrørende varers oprindelse, som er en vigtig del af EØS-samarbejdet og dermed EU's præferenceaftale med Norge.

Præferencereglerne kræver, at en vare, som eksporteres fra eksempelvis Norge og ind i EU, og som nyder toldfrihed, vitterlig er norsk. Hvis ikke oprindelsen efterfølgende kan verificeres, skal EU-importøren betale fuld told, selvom den norske eksportør eller de norske myndigheder i første omgang har garanteret oprindelsen som værende norsk.

I henhold til juraen er det importøren, der gøres ansvarlig for toldskylden i en sag, hvor det viser sig, at den oplyste oprindelse på en vare ikke er korrekt. Det er altså de norske handelspartnere i EU, herunder særligt i Danmark, der bærer de umiddelbare økonomiske konsekvenser af den manglende norske oprindelse på fisk. De danske virksomheder tages som økonomiske gidsler i disse sager om efteropkrævning af store toldbeløb i en sag, som alene burde være et anliggende mellem Norge og EU.

Omfanget af de toldkrav, som eksempelvis danske importører af torsk fra Norge rammes af, har nu nået et omfang, hvor store dele af den danske fiskeindustri er truet på sin eksistens. Disse toldsager er ikke kun til skade for den dansk/norske samhandel i form af manglende tillid virksomheder imellem, men de medfører også en offentlig kritik af EU og aftalen med EØS-aftalen.

Vi må i regi af det nordiske samarbejde kunne skabe rammerne for en samhandel som sker på et ordentligt, redeligt og hæderligt grundlag, ellers vil store dele af fiskeindustrien lide skade.

Vi kan derfor ikke appellere nok til de nordiske regeringer om at samarbejde om at finde løsninger på de nuværende handelsproblemer, med henblik på at genskabe tilliden i samhandel mellem Norge og EU på fiskeriområdet. Disse sager vedrørende import af torsk fra Norge og ind i EU, er ikke enestående. Også importen af laks og rejer er genstand for en storstilet verifikationsindsats, som kan betyde begyndelsen til enden for dansk fiskeindustri, som den kendes i dag, hvis indsatsen fører til opkrævning af toldskyld.

Afsluttende bemærkninger
Vi bør i nordisk regi sammen kunne skabe rammerne for en øget samhandel - forudsætningerne er jo til stede. Vi må udnytte den unikke situation det er, at så mange lande og selvstyreområder kan mødes og drøfte fødevarepolitiske emner i uformel og faglig atmosfære.

Fødevaretryghed og -sikkerhed er en forudsætning for, at vores samhandel kan øges - det er helt klart. Men frihandel er dernæst den faktor, som gør, at vi kan udnytte potentialet i den fællesnordiske samhandel fuldt ud. Her tænkes ikke mindst på fi-skeriområdet, hvor Danmark i dag er en af de største aftagere af norske produkter, men hvor vi som nævnt oplever svære problemer i relation til samhandelen, som føl-ge af præferencebestemmelserne og oprindelsesreglerne i EØS-aftalen.

Den øvrige samhandel på fødevareområdet skal ikke glemmes. Høj told på importvarer fra EU til Norge er ligeledes med til at begrænse den naturlige samhandel.

FødevareIndustrien og Dansk Fisk anbefaler derfor, at vore regeringer alle fremover vil arbejde for frihandel på fødevareområdet.