SF: Ja til lægeordineret heroin

Når historien om debatten om de hårdest ramte narkomaner engang skal skrives, så tror jeg, at man vil huske den som en diskussion, der på afgørende områder ændrede noget.

Vi er rykket fra den rene symbol-debat og til indholdet: spørgsmålet om lægeordineret heroin til de mest udsatte narkomaner. Debatten har nemlig flyttet sig fra borgerlig retorik om 'fri heroin' og 'skal vi være statspushere?' til et mere reelt niveau, nemlig: hvordan hjælper vi bedst nogle mennesker, der har en ekstrem høj dødelighed?

For det er værd at erindre om, at på det her område har Danmark den næsthøjeste europæiske dødelighed - som i øvrigt vokser i takt med, at vi gennem politi og domstole har brugt straf og stress mod narkomanerne. Vi driver, med den hidtidige narkopolitik, mennesker ud i for tidlig og helt unødvendig død. Det er det ene hovedproblem, og det består stadig. De forgangne års debat har også hjulpet ved, at den altid kastede lidt penge til misbrugsbehandling af sig. Men det er jo ikke rigtigt, som det er blevet påstået, at vi har en meget ringe udbygget behandlingsindsats.

Jeg er enig i, at vi ikke har behandlingstilbud nok, men vi har faktisk tredoblet behandlingsindsatsen i løbet af en tre-årig periode.

Men hvad var det så, de hollandske forsøg dokumenterede? Det var, at 66 pct. fik det bedre med den her behandling. To ud af tre fik det bedre helbredsmæssigt, fik det bedre socialt, var bedre i stand til at organisere deres liv.

Villy Søvndal
MF (SF)

Schweiz-forsøg
Hvad er vi så blevet klogere på, siden debatten startede for fire år siden? Det ene er, at schweiziske forsøg meget klart viser, at hvis man gennemfører et forsøg med udlevering af heroin til de hårdest ramte stofmisbrugere, så får de et bedre helbred. Det, synes jeg, er til at forstå. Hvis man ikke skal indtage urene stoffer, hvis man ikke skal prostituere sig for at skaffe penge til stoffer, hvis ikke man skal leve et dybt uværdigt liv på gaden, hvor man sprøjter med vand, hevet op af rendestenen og blandet med alle mulige andre ting - så taler erfaringerne fra Schweiz deres eget tydelige sprog.

Det andet, man kan lære af det schweiziske forsøg, er, at misbrugernes sociale forhold forbedres markant. Det, synes jeg også, er til at forstå. Når hele ens liv ikke skal bruges på den kriminelle yderbane, kan man bedre fastholde et ordentligt forhold til venner, til familie, til naboer osv. Vi hjælper altså til at fastholde et minimum af normalitet i tilværelsen. Vi bidrager til at fastholde blot et minimum af de sociale relationer, der skal bære videre i livet - i stedet for at fastholde dem i den ekstreme isolation, det er at være stofmisbruger.

Det tredje, vi ved fra det schweiziske forsøg, er, at misbrugerne i forhold til arbejde og uddannelse klarer sig markant bedre, end de gjorde før. Vi ser også, at det for mange er en vej til afvænning. Det, synes jeg også, er til at forstå. Når ens liv ikke længere er fuldstændigt kaos, så kan man begynde at retablere rammerne om et liv og ane muligheden af et stoffrit liv. Heroin-forsøgene i både Schweiz og Holland vidner om det.

Kriminaliteten styrtdykker
En sidegevinst ved det schweiziske forsøg er, at kriminaliteten styrtdykker. Det, synes jeg ikke, er det stærkeste argument. Jeg synes, det er et vigtigt argument, men jeg synes, at man skal fastholde fokus på stofmisbrugeren.

Anklagen mod de schweiziske forsøg var, at de savnede videnskabelig dokumentation. Så kom de hollandske forsøg, og her har alle vist måttet erkende - selv de, der har været meget hårde kritikere - at der var tale om forsøg så veldokumenterede, som et forsøg overhovedet kan blive.

Men hvad var det så, de hollandske forsøg dokumenterede? Det var, at 66 pct. fik det bedre med den her behandling. To ud af tre fik det bedre helbredsmæssigt, fik det bedre socialt, var bedre i stand til at organisere deres liv.

Sparer penge
Nogle har så sagt: Det kunne man også klare med metadon og andre stoffer. Men det hollandske forsøg påpeger tværtimod, at der er en gruppe, som kun kan hjælpes, hvis man giver dem heroin. Det, jeg kan se i den offentlige debat, er, at der så er opstået et nyt sæt argumenter. Jeg vil kort forholde mig til dem.

Det ene lyder, at først skal behandlingssystemet udbygges fuldt ud. Men hvad er det for en virkelighed, vi nærmer os i dette efterår, når hovedparten af danske amter vil spare på dette område? Det betyder, at man yderligere vil udskyde det tidspunkt, hvor et forsøg kunne hjælpe mennesker. Pointen i forsøgene er jo, at selv om vi havde en fuldt udbygget behandlingskapacitet, så er der mennesker, der ikke profiterer af behandlingssystemet, og det er præcis disse mennesker, vi diskuterer i forhold til et forsøg med lægeordineret heroin.

Det andet argument er, at det skulle være dyrt at gennemføre et sådant forsøg. I Dagens Medicin fra tirsdag 16. maj står der bl.a. om lægeordineret heroin i Schweiz, at behandlingen koster 250 kr. pr. narkoman om dagen. Til gengæld sparer samfundet 472 kr. pr. narkoman om dagen på bl.a. et markant fald i kriminaliteten samt mindre sygdom blandt narkomanerne. Besparelsen ved at give lægeordineret heroin er altså næsten dobbelt så stor som udgiften. De, der argumenterer med økonomiargumentet, gør det mod bedre vidende, eller også har de ikke sat sig ind i, hvordan tallene er.

Skinargument
Det tredje argument har været, at det var en glidebane: hvis man først startede med forsøg, kunne man ikke forhindre folk i at komme ind og få stoffer. Der har også været et argument om, at man skulle kvalificere sig. Hvis man som meget ung startede et misbrug, kunne man efter fem år kvalificere sig til heroin. Jeg tror, at de, der fremfører det argument, har meget lidt forståelse for, hvad det vil sige at være stofmisbruger. De planlægger ikke måneder, de planlægger ikke år, men de planlægger dage, de planlægger timer. Det er et skinargument, og man bedes venligst finde et bedre.

Så har der været sagt, at det var et dårligt moralsk signal til ungdommen. Man kunne risikere, at det ville betyde langt, langt flere stofmisbrugere. Det forstår jeg ikke. Det bygger på den kæmpe illusion, at vi i forvejen ikke bruger narkotika. Det gør vi jo.

Moralske paroler
Vi har lige fået en rapport, der siger, at Danmark er det land i Europa, der bruger mest. Vi bruger det til smertebehandling af folk, der har cancer. Vi bruger det til smertebehandling af folk, der har meget ondt i ryggen. Der er altså ingen moralske skrupler. Men når vi taler om mennesker, der har virkelig ondt, ondt i livet, ondt i sjælen, ondt overalt, så kommer pludselig de høje moralske paroler.

Der har været er skred i debatten. Også borgerlige politikere er begyndt at se fornuften i det. Vi har endnu ikke et flertal - men det kommer.

Og med et flertal for et forsøg med lægeordineret heroin til de allersvageste narkomaner, får vi også forbedret deres vilkår betragteligt.

Dét må være det vigtigste.