Frasig jer statsstøtte, medier

Naturligvis er der er tæt sammenhæng mellem en journalists personlige overbevisning, herunder journalistens politiske overbevisning, og den journalistik der fremkommer. Det kan eksempelvis være vanskeligt at forestille sig journalister med borgerlig observans stå bag DR's systematiske mishandling af voldsofre. Derimod er det ikke vanskeligt at forestille sig disse journalister som rettroende socialdemokrater.

Selve strukturen i de danske medier kan selvfølgelig have sin del af ansvaret for den politiske skrævvridning, der finder sted. Ligeledes har redaktionerne i de enkelte medier deres ansvar. Men en antagelse om, at den enkelte journalists personlige opfattelse af tingene er uden betydning for journalistikken, må siges at være politisk naiv.

Journalisternes politiske interesser
Alene den iver, hvormed mange journalister i den seneste tids debat har forfægtet deres ret til fremførelse af personlige politiske standpunkter, taler for sig selv. Dette er en klar uprofessionel holdning fra journaliststanden. De nuværende statstilskud til medierne har en værdi på mindst 6,3 milliarder kr. Derfor har den almindelige befolkning også ret til at modtage faktuel og objektiv journalistik til gengæld.

I praksis medfører journalisternes argumentation, at journaliststanden opkaster sig selv til en særlig klasse, der har ret til, uimodsagt, at fremføre personlige synspunker for andre folks penge. Hvis journalisterne og medierne startede med at frasige sig disse tvangsudskrevne pengemidler; for derved at erhverve sig retten til at drive politisk journalistik, så ville den journalistiske argumentation generhverve troværdighed.

Vagthund? - Hvem?
Medier og journalister påberåber sig at være samfundets vagthund. Men er de de eneste, der har ret til dette? Næppe. Til gengæld bør alle andre holde øje med medierne. Jeg har ofte hørt folk argumentere for, at det kan være farligt at kritisere medier og journalister... For så vil de forfølge én ( som eksempelvis DR er berygtet for), eller man kan ikke siden få noget igennem i medierne, lyder et andet argument.

Jeg er overhovedet ikke enig. Se blot på Jens Rohde, Morten Messerschmidt, Brian Mikkelsen og Mogens Camre. Disse folkekære politikere er alle kendt for deres kritiske syn på mediernes politisering. Men er samtidig nogen af de mest citerede i medierne. Derfor kan jeg trygt anbefale alle at stå frem og deltage i den kritiske debat vedrørende mediernes, og enkeltstående journalisters, åbenlyse politisering.

Ovenstående skal ikke ses som argument for, at det personlige plan vil være det rigtige sted at lægge tyngdepunktet i en debat om mediernes politisering. Men alene en konstatering af det politisk naive i at udelade den enkelte journalists politiske ståsted af debatten.