Først slog Nexter et slag for hjulene. Så gik BAE Systems i brechen for bælterne. Og nu svarer Nexter så igen i den principielle diskussion om hvorvidt vi skal vælge hjul eller bælter til vores nye pansrede mandskabsvogne. Og hvorfor det lige er deres franske PMV vi skal vælge frem for de fire andre kandidater i den danske konkurrence.

I juni sidste år lagde Nexter første gang kortene på bordet og talte lige ud af posen om deres køretøjs fortræffeligheder, hjulenes fortræffeligheder og det dårlige ved at vælge de konkurrerende bæltebaserede køretøjer. I starten af denne måned var det så BAE Systems, der slog et slag for bælter som det eneste rigtige at vælge. Straks efter den salgstale meldte Nexter sig igen på banen, klar til igen at forsvare hjulene.

Og Nexter har taget det tunge skyts med denne gang. Således fremhæver franskmændene et interview i Berlingske med chefen for Hærens Operative Kommando, Per Ludvigsen, fra 23. juni sidste år. Her talte den på det tidspunkt netop udnævnte Chef HOK om hvordan den danske hær kunne lære noget af at skele til hvordan franskmændene i Mali havde skullet bevæge sig langt og hurtigt for at slås med oprørsstyrkerne. En opgave de sjovt nok havde løst med Nexters VBCI-køretøjer.

”Deres indsats kan man skrive sig bag ørerne. De kørte en distance svarende til afstanden fra det sydlige Spanien til Tjekkiet på én måned. Det stiller nogle udfordringer til logistikken, og det er ikke noget, vi har dyrket så meget i dansk forsvar,” sagde Per Ludvigsen til avisen.

En af de vigtigste opgaver for den danske hær post-Afghanistan bliver ifølge Ludvigsen at forberede sig på deployering over store afstande på kort tid og med kort varsel.

Så ifølge Nexter er deres VBCI simpelthen det oplagte svar på den mobilitet, som den danske hærchef så hos franskmændene og som han efterspørger hos sin egen hær.

Efter planen skal den nye danske PMV-E afløse både de bæltebaserede M113’ere og hjulkøretøjerne Piranha 3. Ved at vælge et bæltekøretøj vil vi pludselig stå med en hær kun med bælter, da IKK’erne CV9035 også er på bælter. Vælger vi derimod hjul, så har vi begge dele, påpeger Nexter.

For at holde omkostningerne til vedligeholdelse og lignende nede, ønsker vi kun at købe en type. Så det er hjul eller bælter. Ikke både og.

Nexter peger desuden på at VBCI’en er ”combat proven”. Noget ingen af de andre kandidater kan bryste sig af. Og det stiller i franskmændenes optik dem stærkt i forhold til FMT’s stigende ønske om at købe velafprøvede hyldevarer, som andre lande også anvender. Franskmændene har over 500 VBCI’er i brug og yderligere omkring 130 på vej.

Når FMT og Hærens Kampskole skal evaluere de fem kandidater, så bliver performance eftersigende vægtet 30 procent. Anskaffelsespris og levetidsomkostninger vægter 40 procent og udviklingspotentiale og lille projektrisiko vægtes 30 procent.

Hos Nexter forventer man at blive nummer et i udviklingspotentiale og projektrisiko, da PMV’en er i drift og produktion samt har overskud til at få mere pansring og elektronik ombord – ifølge Nexter. På performance-parameteret har man indtryk af, at VBCI’en klarede sig godt i den 18 uger lange testfase i Oksbøl og andre steder.

Ifølge Nexter er der tre typer af mobilitet. 1) Strategisk mobilitet. Evnen til at kunne få sendt køretøjerne afsted til Mali eller andetsteds. 2) Operationel mobilitet. Hvor hurtigt kan du komme fra en kampzone til en anden. 3) Taktisk mobilitet. Evnen til at krydse grøfter og forcere alt hvad man møder i terrænet.

Når det kommer til taktisk mobilitet, så er bæltekøretøjet overlegent i forhold til hjulkøretøjet. Det erkender Nexter. Men hvor meget er vi villig til at gå på kompromis med hensyn til strategisk og operationel mobilitet for at få denne ekstra taktiske mobilitet?

Taktisk mobilitet er vigtigt, hvis man står over for en fjende, der også har stor taktisk mobilitet. En fjende, der er god til at forcere landskabet uanset hvad der måtte være på dets vej. Men hvis man står over for en fjende, der flytter sig hurtigt og som man skal kæmpe med over lange afstande, så betyder operationel mobilitet også meget, påpeger Nexter. Og franskmændene peger på, at Danmark allerede har ét bæltebaseret køretøj, IKK’eren CV9035.

Eftersigende så ser Forsvarets Materieltjeneste helst, at producenterne af de pansrede mandskabsvogne, som Danmark lige nu er ved at se på at købe, holder sig ude af medierne og holder lav profil. Man vil gerne have kørt det udbud i mål uden alt for megen palaver. Efter testfasen sidste år, er FMT og Hærens Kampskole nu ved at analysere resultaterne. Til maj forventes producenterne at blive bedt om at komme med deres “Best and final offer” til Danmark på køb af de mellem 206 og 400 pansrede mandskabsvogne, som vi er i markedet efter. Det vil de få 2-3 måneder til at regne ud og aflevere. Derefter skal den endelige evaluering skrives og en anbefaling afleveres til politikerne inden årets udgang.

Sådan er forløbet lagt an. Og det ser man meget nødigt, at producenterne afsporer eller på anden måde forstyrrer. Det er sandsynligvis årsagen til, at vi ikke hører meget til tyske FFG, der da ellers havde hyret et dansk pr-firma, og til, at vi her på redaktionen aldrig har hørt fra General Dynamics European Land Systems. De har ellers ikke bare en, men hele to kandidater med i det fem køretøjer store felt.

Men så er det godt vi har franske Nexter og britisk/svenske BAE Systems / Hägglunds. For her kan man bare ikke lade være med at tale med nytkampfly.dk om et af livets helt store spørgsmål: Hjul eller bælter. Bliv bare ved med det. Andre må også gerne blande sig.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

5 Comments for this entry

  • Henrik Ø siger:

    Jeg mener godt man kan købe både hjul og bælter. Vi beholder jo vores IKK cv9035, som er nært beslægtet med Armadillo. Det betyder vi alligevel skal have vedligeholde og udvikle på den vogn. På sigt kunne man udfase Leo når den bliver for slidt og erstatte med cv90120. Derved har vi en platform på bælter og så kan der være plads til en på hjul. Her forekommer VBCI at være det mest oplagte og sikre.
    Med den seneste udvikling i Østeuropa mener jeg ikke vi kun kan have hjul mhp Mali lignende operationer.

  • Tor siger:

    CV90120 ersätter inte en MBT.

  • Lars Hansen siger:

    Jovist, man kan altid vælge et scenarie, der fremhæver ens eget produkts fordele.

    Men den ene historie fra Afrika kan opvejes med en anden – fx. da en svenske-irske kampgruppe, der var QRF for FN-styrken i Liberia, hastigt skulle forskyde – her kunne svenskerne med deres CV90ere forskyde igennem terrænet (junglen) mens irerne måtte følge “vejnettet” udenom i deres piranhaer, hvorfor svenskerne nået frem mere end et døgn før deres irske partnere.

  • Morten K. Poulsen siger:

    “Så ifølge Nexter er deres VBCI simpelthen det oplagte svar på den mobilitet, som den danske hærchef så hos franskmændene og som han efterspørger hos sin egen hær”

    tilbage i den virkelig verden : https://www.youtube.com/watch?v=zwagLjnlz3o

    og iøvrigt :
    “Deres indsats kan man skrive sig bag ørerne. De kørte en distance svarende til afstanden fra det sydlige Spanien til Tjekkiet på én måned. Det stiller nogle udfordringer til logistikken, og det er ikke noget, vi har dyrket så meget i dansk forsvar”

    Det han er imponeret over her er IKKE kvaliteten og egenskaberne ved VBCI’en.
    Vores piranhaer kunne såmænd have gjort det samme.

    Det han ER imponeret af er derimod franskmændendes logistiske setup, altså deres evne til at forsyne tropperne med brændstof, reservedele, reperation og anden støtte. En disciplin franskmændende, modsat DK, har lagt stor vægt på siden Napoleon.

    At lige præcis Hr.Ludvigsen nu begræder danmarks begrænsende logistiske kapacitet er så godt nok en kende ironisk , da selv samme officer var med til at skære kraftigt ned på støttestrukturen i forsvaret da han sad som chef for FMT.

  • Kristian siger:

    Jeg er tidligere kampvognmand og nu mekanikker i den danske hær. Set fra mit syn af bør vi tage armadillo for så har vi kun en undervisning til vi skal for holde os på logestik siden. Og bælter har bedre tærran evener end hjul. Og i Afganistan var vi meget glade for m113’erne med gummibælter, de kørte bare. Os nede i majs markerne. Nede i zonen. Det gjorde vores hjul ikke. Har også hørt fra folk der tester bilerne i Oksbøl at armadillo er den eneste der ikke har haft sammenbrud i nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *