Debat

Kronik: Hvem erstatter aviserne?

I en kronik beskæftiger rektor for Danmarks Journalisthøjskole sig med den tiltagende aviskrise. Hvem tager over som demokrati-bærere, spørger Kim Minke.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af rektor Kim Minke
Danmarks Journalisthøjskole

Dagbladene siger farvel til mange journalister i disse dage. På B.T. og Jyllands-Posten er der omfattende afskedigelsesrunder på redaktionerne. Endnu 50-100 journalistiske stillinger nedlægges. De seneste to år har de landsdækkende aviser sagt farvel til flere hundrede medarbejdere. På de lokale og de regionale dagblade har udviklingen været mindst lige så dyster.

Læserne kan notere sig udviklingen ved, at de får tyndere aviser med knap så mange annoncer og produceret af færre journalister end tidligere. Berlingske har ligesom Politiken reageret ved at nedlægge en række særlige sektioner og tillæg og har gjort hverdagsaviserne mindre og aviserne fredag og lørdag større.

Samlet set spares der penge i produktionen, og fornuftigvis prøver man at gøre det på en måde, så det passer med læsernes ønsker: hvem har alligevel tid til at læse en kæmpestor avis til hverdag? De fleste af de lokale dagblade i provinsen ser ligesåstille deres købere og læsere sive bort og deres udgivelsesgrundlag blive udhulet. EkstraBladet og B.T. har mistet 40 procent af deres købere i løbet af de seneste få år. De nye gratisaviser Metroxpress og Urban, som begyndte at udkomme i det tidlige efterår 2001, har ikke just gjort det lettere at være EkstraBladet og B.T. Gratisaviserne synes at have fået godt fat i de unge - det er traditionelt især netop de unge, EkstraBladet og B.T. har haft større appel til end de andre dagblade. Nu er der kommet to alvorlige konkurrenter, som de unge der færdes i byen får stukket gratis i hånden.

Avislæserne pendler
Avislæserne er blevet mindre trofaste, de pendler mellem de billige særtilbud, eller de nøjes med at læse avis et par gange om ugen eller måske slet ikke. De ældste nulevende generationer læser stadig avis med en blanding af lyst og pligt. De kan godt lide at læse avis, men de får også nærmest dårlig samvittighed, hvis de ikke får det gjort. De yngre og de snart midaldrende har sagt farvel til pligtfølelsen i forbindelse med dagblade. De læser avis, når de har tid og lyst. Og tænker på, om den er pengene værd. Antagelig følger de med i nyhedsbillet og måske også i samfundsudviklingen på en mere adspredt måde end tidligere generationer. Jobbet og fritidsinteresserne kræver mere og mere opmærksomhed, engagement og tid. Aviserne må sammen med de andre medier deles om, hvad der bliver til overs.

Mange af historierne er inspireret af det voksende antal pressemedarbejdere, informationsmedarbejdere og spindoctors, som befolker grænseovergangene mellem det offentlige rum og det private og det fortroligholdte. I takt med at dagbladsjournalisterne bliver færre og skal producere mere og hurtigere vokser afhængigheden af disse leverancer. En del af de journalistiske produktionsomkostninger flytter væk fra medierne og over i kildeverdenen.

Kim Minke
Rektor, Danmarks Journalisthøjskole

Aviserne må ændre sig
Når nu dagbladene ikke kan komme i kontakt med folk i samme omfang som tidligere, må de ændre sig. De kan forsøge at tilpasse avisproduktet, og de kan forsøge at udvikle sig fra at være dagblade til at være mediehuse, der udkommer ikke blot på avispapir, men på internet, radio og tv. Man har jo produktionsapparatet til at producere journalistisk indhold. Der er næppe nogen, der konkret har regnet sig frem til, at sådanne nye mediehuse vil kunne styrke økonomi og overlevelsesevne, men på et lidt abstrakt niveau forekommer det sandsynligt, at der i en sådan udvikling ligger nogle effektiviseringer og muligheder for at bevare store og effektive journalistiske organisationer.

Dagbladene har i mere end hundrede år være omdrejningspunktet for den demokratiske debat og informationsformidling. Så når dagbladene svækkes, er det tid til overveje, om der er noget, der træder i stedet, og hvad det er. Et der afløsere på vej, som kan betjene demokratiet lige så godt som dagbladene, og som tager over i samme omfang, som avisernes læsere falder fra? Hvis der er det, så er der i den store sammenhæng ingen grund til bekymring. Men hvad hvis der ikke er?

Massiv pressestøtte i Norge og Sverige
I Sverige og Norge har man for mange år siden reageret med bekymring allerede i den fase, hvor dagbladene som helhed klarede sig godt, men hvor de mindste og svageste døde. Derfor har man i årtier haft et system med pressestøtte, som har forsinket udviklingen mod færre dagblade og færre læsere. Pressestøtten kostede forrige år nordmændene godt 200 millioner norske kroner, og svenskerne brugte mere end en halv milliard svenske på at give produktions- og distributionsstøtte for at holde dagblade i live og læsertallene oppe. Alligevel daler oplaget i både Sverige og Norge. I Sverige gik det i halvfemserne endog forholdvis hurtigere tilbage end i Danmark, omend fra et langt højere niveau.

Dagbladene som gruppe er i de fleste udviklede lande inde i en langsigtet negativ udvikling. Det er så stærke kræfter, der virker, at hverken statsstøtte eller ledelsesmæssig dygtighed kan andet end bremse udviklingen lidt op. Virksomhedslederne i dagbladsbranchen taler selvfølgelig helst om, at det går forholdsvis godt. Og det gør det ud fra nogle betragtninger også: dagbladene tiltrækker stadig efter 13 år med reklame-tv lige så mange annoncekroner som tv. Ti procent er aviskøbet dalet på 10 år for de almindelige aviser i samme format som Politiken. Man har uundgåeligt måtte afgive nogle markedsandele, men i betragtning af de store ændringer i medieverdenen og i samfundet måske ikke så mange, som man kunne have været bange for. Frygten i 2002 gælder om den negative udvikling er ved at accelerere: Lukningen af Aktuelt sidste år og de markante redaktionelle indskrænkninger på andre dagblade har sat sagen på spidsen. Hvad sker der med journalistikken, med information, kommunikation og debat i et samfund, hvor den største og vigtigste faktor, dagbladsjournalistikken, er under så stærkt pres.

Nye medievirksomheder
Antagelig bliver der ikke mindre journalistik og ikke mindre kommunikation og information i vidensamfundet, selv om dagbladsjournalistikken indskrænker. Journalistikken finder nye boliger. Den generelle bevægelse er, at mere og mere journalistik ikke bliver formidlet direkte af markedet, men bliver et produkt knyttet til noget andet: en organisations, en virksomheds eller en offentlig forvaltnings eksistens og drift. Alle større offentlige og private virksomheder er i dag også medievirksomheder, for så vidt som de producerer journalistik og udgiver det i trykte medier, på nettet eller som tv eller radio. Publiceringen sker internt eller eksternt og bliver en stadig mere betydningsfuld del af moderne ledelse og virksomhedsdrift. Det er en form for journalistik, som desuden får større og større betydning i samfundslivet som helhed.

Borgerne møder dette nye fænomen, f. eks. når de søger oplysninger og meninger om aktuelle emner på www. Beder man i disse dage en søgemaskine finde noget frem om familiesammenføring, får man tilbudt op mod 3500 artikler, artikelsamlinger, informationsmaterialer, retskilder og hele sites. Tilbuddene er fremstillet af blandt andre Mellemfolkeligt Samvirke, Udlændingestyrelsen, Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, EU, Informationsnetværket for sproglige minoriteter i Danmark, Bashy Quraishy, Dansk Flygtningehjælp, de politiske partier, Folketinget, Kommunernes Landsforening, Borgerdebat.dk, kafka.dk, Indsam, HK og mange flere. Jyllands-Postens internetavis har lagt et tema fra år 2000 ud og det dukker også op på den lange liste. Mange sites henviser til journalistiske produkter som BBCs Hard Talk interview med udenrigsministeren.

Meget afsenderbetalt information
Dagbladsjournalistikken konkurrerer med disse muligheder og skal finde sin plads i dette billede. Det er samme indtryk man får, hvad enten man tager et emne fra den aktuelle politiske debat eller spørger om, hvordan man køber ny bil eller sparer op til pension. Massevis af leverandører af information, journalistik og debat byder sig til, både kommercielle og non-profit, private og offentlige, store eller små, kendte og ukendte navne. Journalistiske medievirksomheder, men især en masse andre. Måske er det derfor, så mange får et mere løsagtigt forhold til lige netop den daglige avis. Det er i hvert fald en del af forklaringen, selv om der antagelig også er andre forhold, der har betydning.

Man skal lige synke en gang, når man betragter udviklingen ud fra et klassisk borgerligt demokratisk synspunkt og ud fra den traditionelle journalistrolles normer. Vagthund-ambitionen og de Toquevilles tanke om magtens deling og et særligt kritisk hverv til journalistikken må nødvendigvis træde i baggrunden for flertallet af de journalister, der har været beskæftiget med at lave nogle af de sites, jeg har nævnt oven for. Det er ikke dårligt af den grund, men det er noget andet. Og kan vi på den konto undvære en del af det, der er under omformning og reduktion, nemlig dagbladsjournalistikken?

Kilderne betaler gildet
Problemet er måske endda større end det lige synes. I nogle af de meget positive beskrivelser af dagbladenes rolle i mediebilledet gives det indtryk, at dagbladene stadig er oprindelsessted for måske 90 procent af alle journalistiske historier, der cirkulerer i medieverdenen. Den observation tager ikke analysen det nødvendige yderlige skridt tilbage i fødekæden. Mange af historierne er inspireret af det voksende antal pressemedarbejdere, informationsmedarbejdere og spindoctors, som befolker grænseovergangene mellem det offentlige rum og det private og det fortroligholdte. I takt med at dagbladsjournalisterne bliver færre og skal producere mere og hurtigere vokser afhængigheden af disse leverancer. Man kan sige, at en del af de journalistiske produktionsomkostninger flytter væk fra medierne og over i kildeverdenen, og at det hjælper på et økonomisk problem for medierne. Det stiller samtidig en demokratisk udfordring.

Selv med dette forbehold er dagbladene fortsat den vigtigste demokratiske spiller i medieverdenen. Alligevel mener flere og flere borgere, de kan undvære dagbladsjournalistikken. Hvorfor? Internetudviklingen kan kun være en lille del af forklaringen.

Indsnævret politisk debatrum
Mange samfundsdebattører har bemærket, at vi disse år er vidne til et mere indsnævret politisk debatrum. Det gælder i Danmark og i mange andre lande. Der er bred enighed om mange politikområder, så fokus for politik flyttes over på personer, enkeltsager og på hvem, der mest effektivt kan lede forretningen staten eller forretningen kommunen. Den 11. september skabte om muligt endnu mere konsensus, men udviklingen i den retning var i gang inden. Der er indikationer nok på, at vi kan være på vej mod en samfundstype, der bygger på det, man har kaldt asiatiske værdier. Altså Singapore-modellen, hvor idealerne om orden, social harmoni, social forudsigelighed og konsensus-opbygning betones kraftigt, og hvor journalistikken indrulleres som en partner i bestræbelserne.

Ligesom med dagbladsudviklingen er der tale om stærke kræfter, som kun til dels kan imødegås. I et samfund, der bygger på "asiatiske værdier," har man kun lidt brug for kritisk og uafhængig journalistik. Det bliver et fænomen for oppositionelle sociale randgrupper og for den økonomiske og politiske elite, som finder kvalitetsjournalistikkens kritiske vinkel og anfægtelser nyttige for at kunne styre kursen endnu mere præcist. En større og større del af borgerne vil hellere bruge tid og penge på noget andet. Udviklingen i Danmark tager år for år små skridt i den retning, at dagbladsjournalistik bliver en serviceydelse for de bedst aflagte og de bedst uddannede. Den enestående situation vi har haft i Norden, hvor alle samfundsgrupper læste de samme dagblade, og derved opnåede samme referenceramme og en form for fællesskab, der omfattede 90 procent af alle voksne, er vi på vej bort fra. Langsomt, men tilsyneladende sikkert. Mediemønstret og medieforbruget kommer til at ligne andre udviklede landes. Det samme gør måske politisk deltagelse, stemmeprocenterne ved valgene og skellene i befolkningen mellem dem, der er med, og dem der ikke er.

Kildekritik
Forhåbentlig kan vi i Danmark bevare en livskraftig sektor i medieverdenen med rum for kritisk overvågning, vågen debat og plads til også de mindst priviligeredes synsvinkler på samfundslivet. Det kræver, at den public service tankegang, som i generel forstand i dag findes både hos DR, TV 2 og på dagbladene, overlever disse virksomheders transformation til at blive brede mediehuse. Og det kræver, at den traditionelle danske myndighedsaccept - og almindelige menneskers accept - af det afvigende, friheden både for Loke og for Thor, består. Bevarelsen af dagbladene (og af DR og TV2) som stærke journalistiske institutioner med en kultur, der ikke blot er præget af markedsstyringen, bør have prioritet. Det bliver let glemt, når pengekassen er tom og underskuddet truer. Der er ingen patentløsninger.

En del af udviklingen bliver, at dagbladene skal have mulighed for at udvikle sig til mediehuse. En anden del af udviklingen kræver, at journalistikken udvikles, så research og formidling tager højde for, at modtagerne, hvad enten de er læsere, lyttere eller seere eller alle tre dele på en gang, bliver mere og mere smarte til at kunne gennemskue, når de får præsenteret journalistik, som er en nødtørftig forarbejdning af leverancer fra andre institutioner. Der skal laves en ny arbejdsdeling mellem medieansatte journalister og journalister som arbejder for virksomheder, offentlige myndigheder og organisationer. Og der skal alle steder være en stærk demokratisk-journalistisk kultur. Dagbladsjournalistikken skal fortsat lave de selvstændige historier, men skal også tage på sig kritisk at overvåge og korrigere den information og de journalistiske historier, der produceres af andre end medievirksomhederne. Dagbladene og mediehusene skal indrette sig på de mere flygtige brugere, de har i dag (men skal samtidig holde på de stadigvæk mange trofaste traditionelle brugere.

Dagbladene og mediestrukturen nærmer sig en international standard. Den enkelte journalist skal i de nye mediehuse kunne producere til både dagblade og andre trykte medier og til tv, til radio og snart også veludviklede multimedie-sites. Og han eller hun skal gøre det uden ret meget hjælp fra teknisk personale, som blive mere og mere sparsomt. Journalistik er blevet et højteknologisk fag med journalisten som nøglemedarbejder. Samtidig skal journalister være mere vidende, og de stilles over for stadig mere komplekse kildekritiske problemer i det daglige arbejde. Der er nok at tage fat på også for journalistuddannelserne, og heldigvis er vi godt i gang. Udviklingen kræver både højtudviklede grunduddannelser og en intensiveret efteruddannelses- og videreuddannelsesindsats.

Kim Minkes kronik har tidligere været bragt i Dagbladet Politiken

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00