Det er ikke af ren og skær dovenskab eller magelighed, at nytkampfly.dk’s rundvisning mandag i Lockheed Martins samlehal for F-35 flyene i Fort Worth, Texas foregår i en elektrisk golfbil. For med en længde på 1.632 meter er det ganske enkelt nødvendigt, hvis vi skal nå at få en fornemmelse for hvordan Joint Strike Fighter-flyene bliver til. Og til bliver de. 24 mere eller mindre samlede fly er lige nu på vej ned gennem hallen. Hver onsdag aften rykker de videre til næste samlestation. Det hele foregår ved hjælp af togskinner i loftet, fortæller en hurtigtsnakkende fabrikschef, mens han manøvrerer bilen rundt på de små veje ned gennem fabrikken.

I den ene ende bliver de to af flyets fire hoveddele, som bliver fremstillet her i Fort Worth, lavet. Det er den forreste del af flyskroget og vingerne. I midten møder de midterskroget og bagenden. De sættes sammen og flyet får monteret haleror, landingshjul og meget andet inden cockpittet, sensorerne og den elektroniske indmad kommer i. Paneler bliver sat på og cockpitvinduet monteres, ligesom en motor også støder til selskabet. Processen foregår i op til tre etager og med gule stativer til at holde det hele oppe.

De krævede komponenter bliver kørt frem på små elbiler når de skal bruges. Og ved et af de australske fly genkender vi et panel i komposit, som er lavet hos danske Terma på deres avancerede kompositfabrik i Grenå. En fabrik, som nytkampfly.dk besøgte sidste år. Og netop fremstillingen af denne type panel stod vi og kiggede på i Grenå.

De 24 fly er til Australien, Italien, US Navy, US Air Force og US Marine Corps. Små bogstavkoder og flag fortæller hvem der skal have de enkelte fly.

Når programmet kører ved fuld kraft i 2020 er målet 20 fly om måneden. Rigtig mange fly. Men den enorme fabrik er faktisk vant til mere. Fabrikken åbnede i 1941 og producerede under Anden Verdenskrig 33 B-24 bombefly om dagen(!) I amerikanske måleenheder er bygningen en mile og 25 fod lang. Fabrikken var en af i alt tre B-24 fabrikker i USA. Alle tre skulle have været en mile lang. Men den lokale borgmester forlangte, at Fort Worth-fabrikken blev bare en lille anelse længere.

Når flyene er færdige køres de ud på flightlinen, hvor motorerne testes. Herefter går turen over i malerhallen, hvor der først skal poleres i hånden. Herefter tager malerrobotterne over og bruger fem dage på at påføre “coating” og maling. Tre avancerede robotter i hver af de to malerhaller. I bagenden af hallen sidder en kæmpe “støvsuger-væg”, der sørger for at suge støv, skidt, fluer og andet væk fra flyet.

Når robotterne er færdige tager menneskene over igen og laver slutpoleringen. I malerhallen denne dag er fly nummer 100 ved at få den sidste polering inden den får en særlig bemaling på halerorene.

Ved siden af F-35 produktionslinjen holder F-16 produktionen til under noget mindre prangende forhold. Flyet er produceret i mere end 4500 eksemplarer og bliver stadig solgt. Da nytkampfly.dk besøger stedet er det fly til Oman, Egypten og Irak, der er ved at blive bygget. F-16 koster mellem 70 og 75 mio. dollars alt efter hvilken Lockheed Martin-mand man spørger. Og til sammenligning lover Lockheed Martin, at F-35 vil koste 75 mio. i 2012-dollars når det sættes i fuld produktion i 2018.

Hvorfor F-16 er så dyr får vi ikke rigtig svar på. Når det nu forholder sig sådan, så er der ikke meget sparet ved at vælge nye F-16 fly i stedet for F-35. Du får et langt mindre avanceret fly for minimal mindre pris. “You would have to shoot your way in,” som en Lockheed Martin-sælger siger, da han skal forklare hvordan det ville være at gå i krig i en F-16 i stedet for i en F-35. F-16 er for de lande, som ikke kan få lov at købe F-35 og som vi gerne vil sikre os ikke køber fransk, svensk eller russisk i stedet.

Dette var den anden artikel fra nytkampfly.dk’s besøg hos Lockheed Martin i Fort Worth og besøg på Eglin Air Force Base i Florida. Den første findes her og flere er på vej. Blandt andet lidt lækker video fra Eglin af lettende F-35, F-16, F-15 og F-18 kampfly.

Det var ikke tilladt at tage billeder på fabrikken.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

3 Comments for this entry

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *