Den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti og tidligere erhvervs- og vækstminister, Ole Sohn, kan nu kalde sig forsvarsordfører for SF.

Ole Sohn afløser Jonas Dahl, der bare har været vikar efter at Holger K. Nielsen sidste år blev skatteminister. Jeg kan ikke erindre at have hørt eller læst Jonas Dahl sige særlig meget om forsvar. Måske fordi han også var politisk ordfører ved siden af…

Det er naturligvis i sidste ende de enkelte partiers folketingsgrupper, der beslutter hvad partierne skal gå med i og hvilke holdninger de skal indtage. Men det er ordføreren der kommer med indstillingerne til gruppen og tegner partiet i medierne. Desuden er den ordføreren, der tager ud i verden for at se på materiel, stiller spørgsmålene, får svarene og danner sig en mening på baggrund af dette. En mening, som han tager med hjem til gruppen.

Tidligere på ugen kom John Dyrby Paulsen tilbage på posten som S-forsvarsordfører. Og med duoen Sohn-Dyrby står regeringspartierne en del stærkere over for oppositionens hold i forsvarsudvalget. Et hold, hvor man i denne uge mistede Gitte Lillelund Bech på en fri transfer til det private lobbymarked. Mon ikke Hækkerup godt kunne have tænkt sig erfarne folk som Sohn og Dyrby til at bakke sig op i stedet for en fraværende SF-ordfører og en grumpy S-ordfører, som så det som sin primære opgave at skælde ud på oppositionen. Og en R-ordfører, der, når hun en sjælden gang tog ordet i den offentlige debat, formåede at lægge sig ud med alt og alle og lidt til.

Den nyudnævnte forsvarsminister, Nicolai Wammen, bør glæde sig over at have Sohn og Dyrby at læne sig op af.

Sohn er som nævnt tidligere erhvervsminister og det bliver interessant at se om han vil lægge mere vægt på kampflyindkøbets betydning for den danske forsvarsindustri, end en traditionel SF-ordfører ville gøre.

Vil i øvrigt gerne se de amerikanske våbensælgere fra Boeing, Lockheed Martin og andre i hovedet, når de på vej til et møde med den nye ordfører, får at vide, at han er tidligere formand for ”the communist party”…

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *