Hjælp mig til at forstå organ-donation

Så ligger den her igen - pjecen om at få os til at melde os som organdonor.

Jeg kan ikke lide den. Jeg har det så svært med problemet:
det støder mig voldsomt at skulle opfatte døde mennesker som reservedelslagre. Det er ikke rationelt, men jeg orker ikke at hitte på argumenter.

Ingen af os bliver jo heller bedt om at begrunde vores modstand mod kannibalisme som er lige så irrationel. På den anden side ved jeg jo godt, at var det mig eller mine, der var i nød for et organ, ville vi nok ønske at kunne få det.

Men denne pjece hjælper mig ikke til at komme videre. På bagsiden står:

Hvorfor fortæller man os ikke, hvordan det foregår, når ens elskede barn eller ægtefælle er konstateret hjernedød og skal være donor? Er der ordentlig tid til afsked? Kan man nå at få en præst til at komme og holde en lille andagt? Får man den døde tilbage, så man kan få den del af afskeden med?

Margrete Auken
Præst & MF ( SF)

"Vi vil ikke presse dig til at sige ja - kun til at tage stilling".

Nå så jeg skal presses til at tage stilling! Allerede hér er et problem. I betragtning af hvor få af os der faktisk - og heldigvis - kan komme i en situation, hvor vi kan blive organdonorer, er det så rimeligt, at vi alle skal presses til at tage stilling?

Da vi i sin tid i Folketinget lavede loven om hjernedød som dødskriterium, var jeg selv i dyb tvivl om det rimelige heri, for hvorfor tvinge det valg ned over os alle, når det er så få, der nødvendigvis skal træffe det? På den anden side er det jo godt, at man har tænkt det hele igennem, hvis ulykken skulle ramme en - og valget træffes.

Jeg er stadig i tvivl. Og pjecen hjælper mig ikke. For er det f.eks. kun dem, der dør sådan, vi må bruge organer fra - eller må man tage alt, hvad der kan bruges fra ethvert lig? Det står der ikke noget om, så man må jo tro, at det sidste er tilfældet.

Men i så fald er der dramatiske grænseoverskridelser på spil. Tidligere kaldte man det ligskænderi, og det var strafbart. Men hvad nu?

Pjecen hedder "Information og organdonation", men mange vigtige informationer mangler. Udover den just nævnte burde det oplyses hvordan man evt. ændrer sin beslutning.

Og så - som min alvorligste anke: Hvorfor fortæller man os ikke, hvordan det foregår, når ens elskede barn eller ægtefælle er konstateret hjernedød og skal være donor? Er der ordentlig tid til afsked? Kan man nå at få en præst til at komme og holde en lille andagt? Får man den døde tilbage, så man kan få den del af afskeden med?

Alt det læger, sygeplejersker, hospitalspræster og psykologer i de senere år har lært om hvordan pårørende bedst kan støttes ved døden - og af egen erfaring ved jeg det er rigtigt - tilsidesætte, måske?

Hvorfor hører vi ikke om det? Er det fordi der faktisk ikke er tid til den slags irrationaliteter når en døende skal være organdonor? Hjælp mig dog i det mindste til at tage stilling på et ordentligt grundlag.