Ved første øjekast så det meget fornuftigt ud, da jeg den anden aften efter midnat modtog et svar fra forsvarsminister Nick Hækkerup til Folketingets Forsvarsudvalg om EH-101 helikopterne og udgiften til driften af de store helikoptere.

I et bilag til svaret på spørgsmål 306 er gengivet en tabel, som indgår i en mail, som blev sendt fra en sagsbehandler i Forsvarskommandoen til en sagsbehandler i Forsvarsministeriet i de dage i januar, hvor ministeriet arbejdede på at give nytkampfly.dk et svar på nogle spørgsmål om EH-101 udgifterne. Så mailen og skemaet er sandsynligvis blevet lavet i den forbindelse.

Lad os se på det:

Den oprindelige opgørelse af tallene er lavet i forbindelse med at det i efteråret 2012 endelig lykkedes Forsvaret at give Rigsrevisionen et svar på hvad driften af EH-101’erne koster. Men når de udspecificeres, som det er tilfældet her, så rejser det en lang række nye spørgsmål.

– En halvanden dobling af de variable materielomkostninger fra 86 til det meget runde tal 200 mio. kroner. Hvad pokker ligger der bag?

– 4,6 mio. kroner til løn til besætninger? I en artikel om Eskadrille 722 i juni-nummeret af Centralforeningen for Stampersonels blad, CS-Bladet, fremgår det, at der er 21 besætninger a 6 mand tilknyttet eskadrillen. Det giver 126 mand, der så skulle få en gennemsnitsløn på 36.507 kroner om året eller 3042 kroner om måneden for at arbejde på alle tider af døgnet.

– 7,7 mio. kroner til catering m.m. Bliver sultelønnen kompenseret med kaviar morgen, middag og aften, når de er på vagt? Eller dækker posten også drift af bygninger, hangarer, vand, varme, strøm, kantine, alarmsystemer osv.? Eller er det forvaltning for 17,9 mio. kroner? Og hvorfor var posten kun på 900.000 kroner i 2011?

– Og hvad med udgifter til ting som træning, simulatortid i England, rejseomkostninger, deltagelse i øvelser som Pashton Jaguar og Baltic SAREX?

Som dommer Mogens Hornslet sagde efter afhøringen af Viggo Fischer i Tamilsagen: “We are still confused, but on a higher level”.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *