Den danske forsvarsvirksomhed Terma offentliggjorde på et pressemøde mandag to store kontrakter på produktion af kompositkomponenter til F-35 Joint Strike Fighter. Kontrakterne har tilsammen en værdi på over 1 mia. danske kroner.

Den ene kontrakt er indgået direkte med Lockheed Martin og indebærer, at Terma skal bygge vingeforkanter i komposit til højderoret på de 529 eksemplarer af F-35, som det er planen, at der skal bygges i LRIP6 – LRIP11 frem til 2019. LRIP står for Low Rate Initial Produktion og er serier af F-35 produktion i begrænset antal. Men antallene skrues løbende op og LRIP11 skal efter planen være den sidste inden man går over til almindelig produktion i 2020. Denne kontrakt blev underskrevet i dag, og har en værdi på USD 95 mio., svarende til omkring 500 mio. kroner.

Den anden kontrakt er på USD 97 mio., svarende til 510 mio. danske kroner, og blev indgået i november med Northrop Grumman, som er underleverandør til Lockheed Martin. Aftalen blev først offentliggjort i dag sammen med den anden aftale. Den indebærer at Terma i samme periode som med den anden aftale, skal producere forskellige typer af pods, pyloner og paneler til flyet. Alt sammen i komposit på Terma superavancerede anlæg i Grenå, som nytkampfly.dk som bekendt besøgte i november sidste år.

Med kontrakterne sikrer Terma arbejde til sine 300 ansatte på kompositfabrikken i Grenå frem til 2019. Men Terma vurderer, at der i LRIP 8 eller 9 kan blive behov for flere ansatte. Og hvis Danmark vælger F-35 er der gode chancer for at Terma skal fortsætte med at producere komponenterne, når JSF-produktionsbåndet kommer op i fart og flyet går i almindelig produktion.

Ordrerne er en meget stor fjer i hatten til Terma og rigtig god medvind for F-35 her få uger eller måneder før kampflykonkurrencen starter igen.

Terma var i øvrigt ikke ene om at præsentere en nyhed i forsvarsindustrien i dag. Otte mindre virksomheder har således stiftet selskabet APC Group, der skal øge virksomhedernes chancer for at få fødderne inden for hos de producenter af pansrede mandskabsvogne, som i øjeblikket venter spændt på besked fra Forsvarets Materieltjeneste om hvem af dem, som er gået videre i den danske konkurrence om leveringen af mellem 206 og 450 nye PMV’ere.

Senere på ugen vil jeg sætte spotlys på Terma og Lockheed Martin’s samarbejde og gå mere i detaljer med hvad der blev sagt på dagens pressemøde. Onsdag deltager jeg desuden i Forsvars- og Aerospaceindustriens årsmøde. Så den kommer til at stå på forsvarsindustri i denne uge her på nytkampfly.dk.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

2 Trackbacks / Pingbacks for this entry

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *