Et projekt, der faldt mellem to politiske stole og dermed ikke fik den tilstrækkelige politiske opbakning samt et typevalg, der blev udsat. Det er efter min mening de to primære forklaringer på, at dansk forsvarsindustri har fået et meget pauvert udbytte ud af Danmarks 15 år lange deltagelse i JSF-projektet. Et langt mindre beløb end hvad vi har brugt af skattekroner på det.

Politiken skriver i dag, at den danske forsvarsindustri i de forgangne år kun har fået JSF-ordrer for 790 mio. kroner. De er kommet i hus som et resultat af en investering af 1,2 mia. skattekroner og i alt 2,8 mia. skatteyderkroner er bevilget til projektet. Man behøver ikke at have gået på Handelshøjskolen for at kunne se, at det ikke just er det bedste regnestykke.

Undertegnede medvirker i artiklerne (kun forsiden ligger på nettet), men tillad mig alligevel at uddybe og gå længere ned i sagen.

Inden vi kommer for godt i gang, er det vigtigt lige at kridte banen op. Danmark gik i 1997 på initiativ af den daværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S) (onkel til den nuværende forsvarsminister, red.) ind som partnerland i udviklingen af Joint Strike Fighter-kampflyet ved sammen med Norge at dele en andel som Niveau 3-partner. Det var inden Lockheed Martin havde vundet kontrakten på at bygge flyet foran Boeing. Adgangsbilletten kostede 70 millioner kroner. I 2000 betaler vi yderligere 12 millioner kroner og i 2002 bevilger Folketingets finansudvalg 892,5 mio. kroner til at Danmark kan deltage i den såkaldte SDD-fase (System Design and Development).

I 2007 afsætter vi yderligere 2 mia. kroner til deltagerbetaling i de næste 40 – 50 år. De penge betales løbende med cirka 45 mio. kroner om året. Dermed har vi til dato spenderet cirka 1,2 mia. kroner på projektet men skal, hvis vi fortsætter som partner, betale 2,8 mia. kroner. Dertil kommer omkring 520 mio. kroner til betaling for udviklingsomkostningerne. De penge skal først betales når/hvis vi køber JSF-fly. Jeg har i sidste uge spurgt Forsvarsministeriet om de penge også skal betales, hvis vi vælger et andet fly. Det tænker ministeriet stadig over.

Danmarks deltagelse som partnerland i JSF-projektet og JSF’s deltagelse i konkurrencen om at blive F-16 flyenes afløser er nemlig to adskilte ting – som alligevel er forbundet. JSF-deltagelsen er et industriprojekt, som i de første år var forankret i Erhvervsministeriet. Mange af pengene blev hentet i erhvervsstøttepuljer og hos industrien. Tanken bag deltagelsen er nemlig, at gøre det muligt for de danske forsvarsvirksomheder at få en fod inden for og være med til at producere dele til JSF-flyet, som man i starten vurderede skulle produceres i 5000 – 6000 eksemplarer. I dag hedder det officielle tal omkring 3.000. Og mon ikke vi i sidste ende lander lige over 2.000 fly. Altså et erhvervsprojekt med skabelse af arbejdspladser og vækst for øje.

Partnerskabet er ikke ensbetydende med at vi skal købe flyet. Her har siden 2005 kørt en parallel proces, som blev sat på pause i 2010 og forventes genoptaget snarligt. Men det har ikke overraskende vist sig, at virksomheder i de lande, som har forpligtet sig til at købe flyet, står langt bedre i forhandlingerne med Lockheed Martin om at komme med på vognen.

Lockheed Martin har direkte sagt, at de danske virksomheder ikke får andet end småkontrakter før Danmark vælger Joint Strike Fighter. Og det var da også meningen, at politikerne i 2009 skulle have valgt hvilket fly Forsvaret skulle have indledt kontraktforhandlinger med. Og her stod/står JSF absolut stærkest i feltet. Så i 2009 kunne forsvarsindustrien have fået den opbakning, som havde stillet industrien i en stærkere forhandlingsposition. Men typevalget blev udskudt og i marts 2010 blev konkurrencen decideret sat på pause. Nu forventes et typevalg først truffet i 2014. Indtil da skal den danske forsvarsindustri nok ikke forvente andet end snak og småbider fra amerikanerne.

Men selv når ens land har peget på JSF kan det være en hård kamp at få ordrer i hus. I 2008 valgte Norge at de ville købe JSF. Men først knap fire år senere kunne den endelige kontrakt underskrives. Forud var gået intense kontraktforhandlinger, hvor Norge flere gange truede med helt at annullere kontrakten, hvis ikke amerikanerne ville være med til at udvikle og teste den norske forsvarsvirksomhed Kongsbergs Joint Strike Missile (JSM), så det kan sælges til JSF-kunder. Nordmændene fik deres vilje, men kun fordi den norske regering spillede hard ball. Selvom Kongsberg forventer at kunne sælge missiler for 20 – 25 mia. norske kroner, så er der stadig et stykke vej op til de 60 mia. kroner, som nordmændene forventer at spendere på 56 JSF-fly. Det er dog inklusiv store nybyggerier på landets flyvestationer m.m.

Sagens kerne er, at et køb af JSF-kampfly til det danske forsvar ikke indebærer, at Lockheed Martin er juridisk forpligtiget til at lægge ordrer hos den danske forsvarsindustri for et beløb svarende til anskaffelsesprisen. Det er det, der kaldes modkøb eller industrisamarbejde. Det er ellers et krav ved alle materielanskaffelser, og en praksis, som bruges over hele verden. De to andre kandidater, Gripen og F-18 Super Hornet, skal således leverer modkøb. Argumentet har hele tiden været, at potentialet ved JSF er meget større end de ”blot” mellem 10 og 20 mia. kroner, som vi kommer til at betale for vores fly. Vi kan potentielt komme til at levere for et langt større beløb til alle 3.000 fly. Der er dog et stykke vej fra de 790 mio. kroner og op til 10 eller 20 mia. kroner. I mellemtiden snupper den danske forsvarsindustris konkurrenter i USA og de syv andre partnerlande kontrakter. Dels fordi de har forpligtet sig til at købe og flyet, og dels fordi deres landes regeringer er meget mere aggressive på vegne af deres industrier.

Hvorfor gik det galt?
Fordi deltagelsen i JSF-projektet landede mellem to politiske stole. Det startede hos Erhvervsministeriet, men røg så over til Forsvarsministeriet og Forsvarets Materieltjeneste. Her lærer man meget af at sidde med ved bordet i JSF’s programkontor. Men gevinsten for forsvarsindustrien interesserer man sig ikke synderligt for. Og da slet ikke på ministerniveau. Og så fordi det bare ikke virker, ikke at stille håndfaste juridisk forpligtende krav om modkøb. Det har forløbet her vist. For et lille land er modkøb en forudsætning for, at de udenlandske producenter gider kigge vores vej – fordi de skal, hvis ikke de vil have Erhvervsstyrelsen på nakken med i værste fald bøder og andre sanktioner.

Hvordan ville vi så kunne skaffe flere JSF-ordrer til den danske forsvarsindustri?
Det simple svar: Ved at skynde os at tage et typevalg, vælge JSF, sætte os til forhandlingsbordet med Lockheed Martin og insistere på, at der kommer store milliardordrer vores vej. For vi har en meget dygtig forsvarsindustri, som sagtens ville kunne levere højteknologisk isenkram – hvis bare de havde nogle politikere til at slå i bordet. Nogle politikere, som i kraft af et typevalg, har noget ”bargaining power”.

PS: Danmarks største forsvarsvirksomhed, Terma, er her til formiddag rykket ud med et forsvar for Lockheed Martin og JSF. Det er sket med budskabet i bl.a. Radioavisen om, at JSF-ordrer har skabt 300 arbejdspladser i Grenå. Og det er jo meget godt at de 790 mio. kroner har gjort lidt gavn. Men det ændrer ikke ved, at det slet ikke er på niveau med det, som vi fik stillet i udsigt. Og en enlig svale gør som bekendt ingen sommer.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

1 Comment for this entry

  • Someone siger:

    “PS: Danmarks største forsvarsvirksomhed, Terma, er her til formiddag rykket ud med et forsvar for Lockheed Martin og JSF. Det er sket med budskabet i bl.a. Radioavisen om, at JSF-ordrer har skabt 300 arbejdspladser i Grenå. Og det er jo meget godt at de 790 mio. kroner har gjort lidt gavn. Men det ændrer ikke ved, at det slet ikke er på niveau med det, som vi fik stillet i udsigt. Og en enlig svale gør som bekendt ingen sommer.”

    Skabt 300 arbejdspladser, men kostet hvor mange i løbet af krisen pga. manglende ordrer fra det mytiske projekt?

    Hvor mange har Terma fyret i finanskrisen og hvad har det kostet at holde hallerne i Grenå “varme”?

    Mvh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *